Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den amerikanske filosof Charles Sanders Pierce (1839-1914) kan måske tjene som forbillede for, hvad Martinus kalder "den udviklede sandhedssøger", dvs. et menneske med en passende blanding af intuition og sund skepsis. Det var nemlig Pierces eget udgangspunkt. Nok anerkendte han intuition som kilde til viden, men man skulle alligevel passe på. Den såkaldte "intuition" kunne nemlig godt vise sig at være nedarvede instinkter, der var blevet påvirket i løbet af evolutionen og derfor ikke var til at stole på. Dette stemmer godt med Martinus, der også peger på det nære slægtskab mellem instinkt og intuition. Men mens instinktet er for nedadgående i vores bevidsthed, så er intuitionen endnu så spæd, at vi ikke med sikkerhed kan stole på den, før vi ligesom Martinus får kosmisk bevidsthed. I denne situation er det vigtigt at holde hovedet klart, og det er her, Pierce kommer ind i billedet.

Da vi studerer ting, som ligger uden for vores dagklare bevidsthed, må vi hele tiden holde os for øje, at vi kan tage fejl, understreger Pierce. Derfor gælder det om at være åben og ikke bide sig fast i den første den bedste "Sandhed" og gøre alle mulige krumspring for at forsvare den over for andres kritik. Om et udsagn er sandt, står og falder med de konsekvenser, det fører med sig. Pragmatisme kalder man et sådant synspunkt. Træet skal kendes på sine frugter, siger man jo også.

Pierce advarer især mod det, der virker selvfølgeligt eller umiddelbart "logisk". Det er netop her, det kan være svært at skelne mellem degenererede instinkter og en intuition, som er i sin vorden. Ofte lader vi os vildlede af autoritetstro eller tidens nedarvede forestillinger, til andre tider af det, der umiddelbart synes os sympatisk, spændende og dragende.

Hvor vigtig en forsker som Pierces synspunkter er for den, der seriøst ønsker at studere de kosmiske analyser, fremhæver Martinus selv i sin lille bog Omkring min missions fødsel. I kapitel 19 og 20 kommer han ind på betydningen af de åndelige oplevelser, der udløste denne "fødsel". De kan ikke bruges som sandhedsbevis af andre end ham selv, understreger han og fortsætter: "Kun af mennesker, der kan nøjes med at "tro" og således ikke fordrer intelligensmæssig eller videnskabelig forståelse, kan disse syner blive accepteret. Men da udgør de jo ikke nogen som helst basis for videnskab, er kun udløsende momenter for skabelse af "tro"."

Hvad er da det videnskabelige i denne mission? Det kan kun være de praktiske konsekvenser af den, ville den pragmatiske Pierce sige. Sandheden er, hvad man kan udrette med sine udsagn. Selv udtrykker Martinus det således: "Det, som bliver det fundamentale for læserne, er altså ikke de åndelige oplevelser, jeg har haft, men de virkninger, de har skabt."

Disse virkninger er det så op til den udviklede forsker selv at forvisse sig om. Gerne med Pierce in mente, ville Martinus måske tilføje, om han havde kendt ham.