Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der må være noget trygt og godt ved at være sild i en sildestime. Tænk, at være præcis som alle de andre. Og hvor morsomt må det ikke være at vende 180 grader i et snuptag og vips! – det gjorde vi alle sammen. Tænk, hvor herligt at være en del af en stor familie, føle sig stærk og beskyttet. Være blandt venner, brødre og søstre!

Og tænk så på, hvor svært det er at være menneske. Hvor let kan man ikke komme til at sige eller gøre noget forkert. Ak, var man bare en sild!

På de næste sider fortæller Martinus om den frigørelse af "sildestimen" eller flokbevidstheden, som vi mennesker er på vej ud af. Og om den ensomhed, som følger med. En pointe er, at der på denne frigørelsens vej ligesom er to fyrtårne, der lyser og leder mennesket. Det første er kærligheden i form af budet: "Du skal elske din næste". Men det fører ikke bort fra flokken. Tværtimod. Det bliver der katolikker, lutheranere og en masse andre fællesskaber ud af. Her sluses man ganske automatisk ind i kirkesamfund med ritualer, trosbekendelser og meget mere. Det andet lys er retfærdigheden. Her gælder det samfundsforhold, menneskerettigheder og alt det, man kan forlange og kræve af andre. Her er der ikke noget, man skal yde, men noget, man skal nyde. Og det bliver der så foreninger og politiske partier ud af. Altså nye flokdannelser.

Kommer vi mennesker da aldrig bort fra vores respektive flokke og sammenslutninger? Forlader vi nogensinde "sildestimen", kunne man spørge.

Det gør vi, siger Martinus, og han forklarer hvorfor. Dette med at elske sin næste er jo kendt som et bud, der kommer til os udefra, fra Jesus. Men det kan også komme indefra. Det er der mange mennesker, som nu – og især i fremtiden – vil opleve. Man behøver overhovedet ikke at have hørt om Jesus eller kende spor til ordet "næstekærlighed". Men det er praktisk at sætte ord på sine følelser. Så sejler det hele ikke længere, men ligger fast – ja, så fast, at det bliver til en hel videnskab med al den respekt, der står om et sådant begreb.

Det er det, Martinus viser os. I sin artikel på de næste sider og i alt hvad han skriver. Det er brudstykker af denne videnskab, vi skal tage op i dette blads øvrige artikler. Vi skal se det med manges øjne. Bl.a. den store eventyrdigter H. C. Andersens øjne. Og han kendte tilmed slet ikke noget til Martinus. Men de havde meget til fælles. Bønnen fx, og den vil Tage Buch minde os om. Vi skal med Olav Johansson søge efter liv på andre planeter, og i spørgerubrikken kommer vi til at høre om skæbnetråde, der går i kredsløb. Ja, kig nu selv efter og se, hvad dette nummer kan byde på, kære læser. Her får du fuld kompensation for den ulejlighed, det kan være at sige farvel til flokbevidstheden og sildestimens fornøjelige koreografi.