Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2004/6 side 127
Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse....
En mand sagde en dag til mig: "Vorherre bevares, De tror da vel ikke på Gud?" Jeg fortalte ham, at jeg oplevede Gud i alt. Ikke en gammel Vorherre på en trone i skyerne, men den Gud, hvori vi lever, røres og er. Jeg viste ham, at vi er til, og eksisterer. Blomsterne, dyrene, kloderne, mælkevejssystemerne eksisterer. Det er en kendsgerning. Det måtte han indrømme. Der er et "noget" til. Vi kan ikke undgå at se, at dette "noget" udfolder skabeevne, både et "noget" i os og et "noget" i naturen. Al virkelig skabelse foregår efter logikkens love, og mennesket lærer logik ved at studere logikken i naturen. Hvad han heller ikke kunne komme udenom var, at der eksisterer et resultat af denne skabeevne. Der var altså tre ting, som han ikke kunne komme udenom. Vi havde fået et holdepunkt. Det var et treenigt princip, hvor ingen af de tre principper kunne undværes. Det var én ting med tre analyser, og dette treenige princip viste sig at være analysen af det levende væsen. Når man forstår den treenige analyse, er Guddommen eller Faderen teoretisk oplevet. Det er dog kun en begyndelse. Guddommen skal ikke alene opleves teoretisk, men også følelsesmæssigt, og det kommer man til gennem lidelseserfaringerne, der udvikler ens humane evne eller kærlighedsevne og bringer en på bølgelængde med selve Guddommens kærlighed. Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen selv give Dem.
Fra Martinus' artikel "Hvad er livet?", som har været bragt i Kosmos 2002, nr. 9.