Kosmos 2004/6 side 134
H. C. Andersen og reinkarnation
af Harry Rasmussen
For den, der grundigt har studeret Andersen og hans forfatterskab, kan der ikke være tvivl om, at inkarnationstanken indgår som vigtig ingrediens i digterens livs- og verdensanskuelse. Det samme er som bekendt tilfældet i Martinus' kosmologi, hvori reinkarnationen spiller en afgørende rolle som organismeudskiftningsmetode i den periode i indviklingen og udviklingen, hvor individet passerer gennem planteriget, dyreriget og det begyndende menneskerige.
Lidt forhistorie
Martinus blev ifølge egne oplysninger først bekendt med reinkarnationstanken omkring 30-års alderen, nemlig i det tidsrum, der lå forud for hans indvielse i påsken 1921, hvor Lars Nibelvang bl.a. belærte ham om okkultisme og teosofi. Sidstnævnte havde sit udspring i indiske filosofier om Sankhya, Yoga og Vedanta, hvori reinkarnation indgår som vigtigt og uundværligt led. Andersen kom på sporet af samme tanke allerede omkring 20-års alderen, om ikke før. Det kan man især se af digtet "Sjælen", som han skrev i 1825, og hvortil han dels havde hentet inspiration i Johannes Ewalds digt "Til sjælen" (ca. 1776) og dels fra sine samtaler med naturvidenskabsmanden og filosoffen H. C. Ørsted, hvis kosmologi har en vis lighed med Martinus' kosmologi, og sandsynligvis også gennem sit bekendtskab med klassisk græsk filosofi, mytologi og mysterietradition. (1)
Det var måske særlig klassisk græske filosoffer som Pythagoras fra Samos (580-500 f.Kr.), Sokrates (469-399 f.Kr.) og dennes elev, Platon (427-347 f.Kr.) og den alexandrinske Plotinos (204-270 e.Kr.), hvis tanker og ideer Andersen stiftede bekendtskab med i sin latinskoletid, der satte den unge Andersen på sporet af sjælens udødelighed og evige tilværelse under en uendelig rejse fra klode til klode gennem verdensaltet. Pythagoras blev især af sin eftertid betragtet som profet, mirakelmager og næsten guddommelig af sine tilhængere, som opfattede Platon som en af deres mesters fornemste elever. Plotinus' elever søgte at forene hans livs- og verdensanskuelse med neopythagoræernes tanker og ideer, men mens de sidstnævnte lå i forlængelse af gnosticismens dualisme, det vil forenklet sagt sige uforeneligheden mellem ånd og materie, mente nyplatonikerne ikke, at materien har sin oprindelse i en gudfjendtlig, ond magt, men at den i både første og sidste instans er forbundet med Gud selv, altså er en del af Gud. Sidstnævnte opfattes som den absolutte, altomfattende, forskelsløse, udelelige og uforanderlige virkelighed, hvis væren og fylde strømmer ud ligesom solens lys og varme, uden at den selv taber i realitet eller kraft. (2)
Både neopythagoræismen, nyplatonismen og gnosticismen – herunder de indiske filosofier Sankhya, Yoga og Vedanta – deler den anskuelse, at sjælen er guddommelig og udødelig, men den oplever på et tidspunkt et 'fald' fra eller en tilsløring trin for trin af sin oprindelige tilstandsverden, hvorved den efterhånden i stadig højere grad identificerer sig med den fysiske materies verden, som den gennemlever og oplever på godt og ondt. Men herunder kommer sjælen trin for trin til erkendelse af sit eget sande væsen og sin himmelske oprindelse, og derved kan sjælen udvirke sin egen frelse. Disse anskuelser kom også til at præge den tidlige kristendom, som delte den dualistiske anskuelse af, at ånden er af det gode (af Gud) og materien af det onde (Djævelen), men derimod ikke, at mennesket ved egen kraft skulle være i stand til at frelse eller befri sig fra det ondes magt og indflydelse. Dertil kræves troen på Gud Fader og hans enbårne søn, Jesus Kristus, og Guds nåde og barmhjertighed. I betragtning af menneskenes forskelligartethed måtte man følgelig mene, at nogle ville blive frelst, mens andre ville være fortabte for tid og evighed.
H.C.Andersen og rationalismen
H.C.Andersen var siden sine tidligste barneår fortrolig med den tanke, at sjælen er guddommelig og udødelig, for det havde han lært af sin fromme om end noget naive og stærkt overtroiske moder, som var en flittig kirkegænger og som sang de salmer, hun lærte henne i kirken, for sin lille søn. Moderen var stort set analfabet, mens faderen både kunne læse, skrive og regne, og ikke mindst tænke, og da han var barn af oplysningstiden, erklærede han sig ligeud som fritænker, der mente, at man burde bruge forstanden og fornuften også i religiøse anliggender. Dette skisma eller modsætningsforhold mellem tro og viden kom til at spille en betydelig rolle for Andersen både som menneske og digter, og han ophørte faktisk aldrig med at beskæftige sig med problemet.
Imidlertid kom den da 17-årige digterspire H.C.Andersen i latinskole i Slagelse i 1822, og her lærte han bl.a. rationalistisk kristen teologi at kende, og denne faldt i mangt og meget sammen med faderens anskuelser. Men her lærte den i bund og grund følsomme og poetisk anlagte Andersen at bruge forstanden og logikken, ikke blot i almindelighed, men i særdeleshed i relation til religiøse emner. Rationalistisk kristen teologi var uortodoks og udogmatisk og forsøgte i stedet at anvende erfaringen og logisk tænkning på de kristne dogmer og myter, som derved i flere tilfælde fik noget af et grundskud. Det gjaldt således spørgsmålet, om Jesus var gud eller menneske og om jomfrufødslen. Ifølge rationalismen var Jesus først og fremmest et moralsk og dydigt menneske med stor livsvisdom, som særlig ved sit eksempel blev et forbillede for, hvordan vi mennesker burde tænke og handle, og han var undfanget og født til verden på helt naturlig måde, som alle andre mennesker. (3)
Der var særlig fire eksistentielle eller religionsfilosofiske hovedproblemer, der beskæftigede H.C.Andersen helt fra skoletiden og livet igennem, nemlig (1) de erkendelsesmæssige problemer omkring tro og viden, (2) spørgsmålet om Guds eksistens som et evigt, alkærligt, alvist og almægtigt væsen, skaber og forsyn, og herunder problemet om det 'onde's tilstedeværelse i livet, (3) spørgsmålet om sjælens eksistens som et udødeligt og evigt væsen, eller den individuelle personlighedsstrukturs beståen og eksistens efter det fysiske legemes død; og i intimt relation hertil: (4) Spørgsmålet om forholdet mellem moralsk værd og faktisk skæbne, eller med andre ord: Retfærdighedsproblemet. (4)
Åndelig fødsel og kosmiske glimt
H.C.Andersen må altså siges at have haft en betydelig åndelig bagage i og med sit kendskab til kristendom, klassisk græsk filosofi og mytologi, foruden sit store kendskab til tidens og fortidens skønlitterære forfattere, da han under sin første, store Italiensrejse 1833-34 som ca. 29-årig kom ud for at opleve en slags personligt åndeligt gennembrud, der set i kosmologisammenhæng nærmest må betegnes som en kosmisk fødsel eller i hvert fald et stort kosmisk glimt. Der var dog også tale om et forudgående stort kosmisk glimt, som Andersen har forbundet med vulkanen Vesuvs vældige udbrud, som skete, mens Andersen i februar 1834 opholdt sig i Rom. Herom skriver han i sin egentlige debutroman, "Improvisatoren" (1835), bl.a. følgende:
"[…] jeg steg op, og foran mig, ned ad bjergsiden, gled langsomt den friske lavastrøm, der var som en glødende ild-dynd, som det smeltede metal, der strømmer fra ovnen; stor, bred og i en uhyre strækning under os, udbredte den sig; intet ord, intet billede kan give det i sin storhed og rædsel. Luftstrømmen selv syntes ild og svovl, en tyk damp svævede hen over det, rød af det stærke skær, men rundt om var nat, det tordnede i dybet og over os steg ildsøjlen med gloende sten; aldrig har jeg følt mig min Gud så nær. Hans almagt og storhed fyldte min sjæl! Det var som ilden rundt om udbrændte hver sygelighed hos den, jeg følte kraft og mod, min udødelige sjæl løftede sin vinge: "Mægtige Gud, din apostel vil jeg være! i verdensstormen vil jeg synge dit navn, din kraft og herlighed, den lyde stærkere end munkens i hans ensomme celle! Digter er jeg! Forlen mig kraft, bevar min sjæl ren, som din og naturens præst bør eje den!" Mine hænder foldede sig til bøn, og mellem ild og skyer knælede min tanke for ham, hvis under og storhed talte til min sjæl."
Men sit helt store åndelige gennembrud har Andersen henlagt til måneden efter, nemlig på en udflugt til øen Capri i marts 1834, hvorunder han aflagde besøg i Den blå Grotte, som ifølge hans dagbog for den 6. marts 1834 gjorde et stort og uudsletteligt indtryk på ham. Ifølge hans debutroman, "Improvisatoren" (1835), der var et resultat af Italiensrejsen, blev grotten stedet for en åndelig åbenbaring, hvorunder hans feminine pol for alvor brød igennem og forenede sig med hans ordinære pol, hvorved han blev forlenet med intuitiv, kosmisk indsigt. Men romanens beskrivelse er kun delvis autentisk og snarere en litterær gendigtning af hans faktiske oplevelser under opholdet i Den blå Grotte. Det, Andersen beskriver, er i virkeligheden sin egen psykologiske situation på det tidspunkt, og beskrivelsen svarer i princippet til lignende beskrivelser i hans senere romaner "O.T." og "Kun en spillemand". I "Improvisatoren" beskriver han situationen på følgende måde:
"[…] Den blå æter var dybt under mig, over mig og rundt om. Jeg rørte armen, og som elektriske ildfunker glimtede millioner stjerneskud om mig. Af luftens strømme blev jeg båret; jeg var vistnok død, svævede nu gennem æteren til Guds himmel; dog en tung vægt lå på mit hoved, det var min jordiske synd; den bøjede mig ned ad, luftstrømmen slog over mit hoved, det var, som den kolde sø. Mekanisk greb jeg frem for mig, jeg følte en fast genstand, og klamrede mig om den, en dødsmathed gik gennem mit hele væsen, jeg følte, der var ej blod, ej marv i mig; mit lig lå vist på havets dyb, det var min sjæl, der nu steg op mod sin skæbne. […] – jeg lå på en kold fast masse, som på en klippespids, højt i den uendelige blå æter, der lyste rundt om; over mig hvælvede sig himlen, med sælsomme kegleformede skyer, blå som den; alt var ro, alt var uendeligt stille; men en isnende kulde følte jeg i mit hele væsen; langsomt rejste jeg hovedet. Mine klæder var blå luer, mine hænder skinnede som sølv, og dog følte jeg, at de var legemlige. Mine tanker anstrengte sig; hørte jeg døden eller livet til? […] Hvor var jeg? – En skinnende sø var det, jeg havde antaget for luft under mig, den brændte svovlblå, men uden hede. Var det den, der oplyste alt rundt om, eller lyste klippevæggene og buen højt over mig. Var det dødens bolig, gravcellen for min udødelige ånd! Et jordisk opholdssted var det ikke. I alle overgange af blåt lyste enhver genstand, jeg selv stod i en glans, som strømmede lyset ud inden fra.
"[…] Det var en feverden, åndens sælsomme rige. Lara foldede sine hænder, hendes tanke mødte min. […] Nu var hvert overnaturligt syn opløst i virkelighed, eller virkeligheden gået over i åndeverdenen, som altid her i jordelivet, hvor alt fra blomstens frø til vor udødelige sjæl er et under, og dog vil mennesket ikke tro derpå.
Den lille åbning til hulen lyste, som en klar stjerne, […]. Alt var andagt og beskuelse. Protestanten, som katolikken, følte her, at underværker var til.
[…] Vi forlod den sælsomme strålende hule, det store hav lå udstrakt for os, og bag ved den mørke åbning til Grotta azzurra." (5)
Som det ses af citatet, vil man uden vanskelighed kunne tolke Andersens ord derhen, at den omtalte hule er et symbol på det, der i Martinus kosmologi betegnes som den kosmiske livmoderzone, Guds sekundære bevidsthedszone, mens verdenen udenfor denne er "det store åbne hav" eller Guds primære bevidsthedszone. Andersen havde ingen "Lara" i det virkelige liv, derfor kan skikkelsen i konteksten utvivlsomt ses som den feminine pol med det dermed forbundne intellektuelle polorgan, som idet "hendes tanke mødte min", lod intuitionens visdomslys bryde frem i Andersens bevidsthed. (6)
Sjælens "rumrejse" og reinkarnation
Men allerede inden sin åndelige nyfødsel havde Andersen fremført og uddybet den tanke om sjælens udødelighed og evige liv, som han havde været inde på i digtet "Sjælen", hvori han i femte vers berører tanken om sjælens kosmiske udviklings- eller opdragelsesrejse fra klode til klode i universet. I romanen "Fodrejse" (1829) fortsætter han forestillingen om sjælens "rumrejse", og heraf fremgår det, at den enkelte rejse begynder med individets død på én klode og følgelige reinkarnation på en anden og fortrinsvis højere udviklet klode, men reinkarnationen kan naturligvis også gentagne gange finde sted på samme klode, som f.eks. på jordkloden. Det handler digtet "Livet en drøm" (1839) indirekte også om. Det var formentlig hans ven og mentor, filosoffen og naturvidenskabsmanden H.C.Ørsted, der havde inspireret den unge Andersen til sådanne tanker, idet Ørsted netop mente, at den udødelige sjæls udvikling måtte tænkes på et tidspunkt at gennemgå sin videre udvikling på højere og dertil velegnede kloder i det uendelige verdensalt. (7)
Den forestilling og tankegang har Andersen antydet i romanen "O.T." (1836), hvor han lader hovedpersonen, studenten Otto, som i det øjeblik befinder sig i så alvorlig krise, at han tænker på at drukne sig i søen, udbryde: "Derud!" sukkede han. "Alt er da glemt, min jammer er forbi!" – hvad er dog min skyld? Var jeg til, før jeg fødtes på denne klode? Skal jeg her lide for synder, jeg hist begik?" – Her synes samtidig at være tale om en hentydning til skæbneloven, som man efter behag og smag kan kalde karmaloven, hvis man foretrækker det.
Men det er dog tilsyneladende først i romanen "Kun en spillemand" (1837), at Andersen har gjort sig tanker om sjælens "rumrejse", underforstået: sjælens reinkarnation, helt klar. Han bruger ikke ordet "reinkarnation" i sammenhængen, hvilket sandsynligvis er et bevidst valg, idet forestillingen om reinkarnation især dengang var syndig tale i kristne teologers øjne, og dem og deres tilhængere ville han ikke lægge sig ud med. Men i den nævnte roman har Andersen tilmed gjort sig klart, hvad der er grunden til eller meningen med sjælens kosmiske udviklingsrejse med gentagne reinkarnationer på klode efter klode, og det udtrykker han på følgende måde: "På evighedens store rejse skulle vi ikke lære at elske kun enkelte på et bestemt sted, vi er ikke jord-, men himmelborgere; menneskehjertet skal ikke være en komet, hvis stråler kun peger i een retning, men en sol, som stråler lige klart til alle sider." (8)
Ideen om reinkarnation har Andersen dog nok mere konkret og koncist fået via landmåleren og militærmanden Frederik Læssøe, som i 1838 i et brev introducerede Fichtes filosofi til sin jævnaldrende ven. En del kunne tyde på, at Andersen i virkeligheden ikke var helt tilfreds med den forklaring på skæbne- og retfærdighedsproblemet, som sjælens opdragelsesrejse i verdensrummet kunne være et muligt bud på. Det var først i og med eventyret "Lykkens kalosker", 1838, at han foregreb den løsning på problemet, som han i adskillige år tøvede med at give direkte udtryk for i sit forfatterskab, nemlig reinkarnationen. Selv ikke, da digterkollegaen Johan Ludvig Heiberg få år senere, i 1841, helt utvetydigt gik ind for samme løsning på problemet i sin romancecyklus "De nygifte", turde Andersen bekende kulør. Men at han i al fald allerede dengang kendte den, findes altså heldigvis klart dokumenteret. (9)
Andersens forfatterskab og reinkarnation
Forestillingen om sjælens udviklingsrejse gennem utallige inkarnationer, finder man også skildret i allegorisk form i Andersens herlige og fornøjelige eventyr "Hørren" (1849), som handler om hørplantens forarbejdning til papir, sådan som Andersen havde set det på vennen Christian Drewsens papirfabrik i Silkeborg. Reinkarnationstanken er også forudsat i eventyr som "Den lille havfrue", 1837, "Lykkens kalosker", 1838, "Storkene", 1839, "Engelen", 1843, skuespillet "Lykkens blomst", 1845, versdramaet "Ahasverus", 1847, i det dejlige essay "Tro og videnskab (En prædiken i naturen)", 1851, hvori Andersen fremsætter sin af Ørsteds filosofi stærkt inspirerede kosmologi. Eventyrene "Den gamle gadelygte" (1857), "Psychen", 1861, "Vejrmøllen", 1862, "Peiter, Peter og Per", 1868, og "Kometen", 1869, implicerer mere eller mindre konkret reinkarnationstanken. F. eks. slutter eventyret "Vejrmøllen", der også handler om det levende væsens grundstruktur med bl.a. polprincippet, og om den kosmiske udvikling, således, efter at møllen er nedbrændt til grunden: "Hvad levende der havde været på møllen blev, det kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien, én sjæl, mange tanker og dog kun én, fik sig en ny, dejlig mølle, den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: der står jo møllen på bakken, stolt at se! Men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det går fremad. Det gamle tømmer, der var ormstukket og svampet, lå i støv og aske; den møllekrop rejste sig ikke, som den havde troet; den tog det lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene." – De sidste sætninger er en hentydning til kristnes tro på kødets opstandelse, som Andersen bestemt ikke troede på, men tværtimod afviste som stridende mod naturlovene. Tro bør ikke stride mod viden, mente Andersen i lighed med H.C.Ørsted. (10)
Peiter, Peter og Peer
Endelig finder vi reinkarnationstanken i "Tante Tandpine" (1872), et af de sidste eventyr Andersen skrev, inden hans digterkilde på grund af hans fysiske alder var "udtørret". Så vidt det har kunnet konstateres, er det første og eneste gang, han så direkte omtaler muligheden af genfødsel eller reinkarnation. Derfor skal jeg endnu engang tillade mig at citere fra "Tante Tandpine", hvori reinkarnation mere end antydes i og med følgende herlige stykke af fortællingen:
"Og så døde Brygger Rasmussen. Han blev kørt til graven i den dyreste ligvogn og havde stort følge, folk med ordener og i uniform. Tante stod sørgeklædt ved vinduet med alle os børn, på den lille broder nær, som storken havde bragt for en uge siden.
Nu var ligvognen og følget forbi, gaden tom, tante ville gå, men det ville jeg ikke, jeg ventede på engelen, Brygger Rasmussen; han var jo nu bleven et lille vinget Guds barn, og måtte vise sig.
"Tante!" sagde jeg. "Tror du ikke, at han kommer nu! Eller at når storken igen bringer os en lille broder, han da bringer os engelen Rasmussen.""
Tante Tandpine
Så vidunderlig enkelt og ligefremt, at man må trække på smilebåndet, kan et af livets store undere, reinkarnationen, altså også udtrykkes! Men Andersen var alle dage tilbageholdende med at udtrykke sig al for direkte og tydeligt om sin tro på reinkarnation. For at holde sin ryg fri, skynder han sig derfor i umiddelbar forlængelse af det ovenfor anførte citat da også at tilføje:
"Tante blev aldeles overvældet af min fantasi, og sagde: "Det barn bliver en stor digter!" og det gentog hun i hele min skolegang, ja efter min konfirmation og nu ind i studenterårene."
Men i det virkelige liv mente H.C. Andersen bestemt ikke, at der var tale om fantasi, tværtimod følte han sig overbevist om, at eftersom Gud er både alkærlig, alvis og fuldkommen retfærdig, måtte reinkarnation være den mest logiske og formålstjenlige løsning på retfærdighedsproblemet. (11)
Hermed er vi nået til vejs ende med denne artikel om H.C.Andersen og reinkarnationen, men der kunne siges meget andet og mere om emnet, end det har været muligt at fremføre her. Det får vente til en anden god lejlighed.
Noter og kilder:
- Digtet "Sjælen" er omtalt og delvis citeret i Harry Rasmussen: "H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus", s. 98-105. Forlaget Kosmologisk Information 1997.
- Om Sokrates' og Platons opfattelse af sjælens udødelighed, se f.eks. "Platon. Med indledning, oversættelse og noter af Johannes Sløk.", s. 118-69. I serien De Store Tænkere. Berlingske Forlag, København 1964.
- Som det umiddelbart fremgår, er Martinus' syn på Jesus sammenfaldende med rationalismens opfattelse af denne. Se evt. det i note 1 nævnte værk, s. 82-90.
- De religionsfilosofiske hovedemner, der betød så meget for H.C.Andersen, findes omtalt og nærmere behandlet i det i note 1 nævnte værk.
- H.C.Andersen: "Improvisatoren", 1835. Romaner og Rejseskildringer, bd. I. Gyldendal 1944.
- Om den kosmiske "livmoderzone" mm., se f.eks. Per Bruus-Jensen: "Livet og det lukkede rum". Forlaget Nordisk Impuls 1990. – I "Improvisatoren" kaldes "Lara" den blinde pige, hvilket i betragtning af, at romanen primært handler om livet som det store, guddommelige under og eventyr og indirekte om polprincippet og polforvandlingen, gør, at skikkelsen kan tolkes som den latente, "blinde", pol. Navnet "Lara" har Andersen antagelig hentet fra italiensk mytologi, hvori hun er en kildenymfe, der som straf for at have afsløret kærlighedsspillet mellem Jupiter og Juturna, blev gjort stum. Stum eller blind kommer i den her anvendte sammenhæng ud på et.
- Vedr. H.C.Ørsteds opfattelse af sjælens udvikling fra klode til klode, se "Aanden i Naturen, s. 140. Vintens Forlag, København 1978. Ørsteds synspunkter forudsætter her implicit reinkarnation. – Vedr. Andersens digt "Livet en drøm", er dette gengivet i det i note 1 nævnte værk, s.102-04.
- Andersens beskrivelse af sjælens "rumrejse" findes citeret i det i note 1 nævnte værk, s. 101-02, og i note 13 dertil, samme sted s. 168-69, henvises der til nogle steder, hvor Martinus omtaler emnet, nemlig LB I, stk. 284-6, LB V, stk. 1892, 1896 og LB VII, stk. 2613.
- Frederik Læssøes brev af 1. april 1838 til Andersen er citeret i artiklen "Høstens tid", Kosmologisk Information 2-1991. Heri findes "Lykkens kalosker" også omtalt. Den tyske filosof Johan Gottlieb Fichte (1762-1814) havde udformet en idealistisk og spirituel filosofi, som grundlæggende opfatter verden som et produkt af bevidsthed, og derfor anses den fysiske verden i sig selv som reelt ikke-eksisterende. En tankegang som tydeligvis må være inspireret af især Vedanta-filosofien, og reinkarnationstanken indgik formentlig derfor også i Fichtes filosofi. – Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Romancecyklussen "De nygifte", 1841, er trykt i Den Danske Lyrik 1800-1870, s. 250-62. Reinkarnation omtales implicit s. 258-9. Hans Reitzels Forlag 1967. Skuespillet "Lykkens blomst" er omtalt og citeret i det i note 1 nævnte værk, s.136-7.
- Om tro og viden, se f.eks. Andersens essay "Tro og videnskab (En prædiken i naturen)", tryk i rejsebogen "I Sverrig", 1851. Romaner og Rejseskildringer, bd. VII, s. 89-92. Gyldendal 1944. Emnet er også behandlet i det i note 1 nævnte værk, s. 21-41.
- Se evt. det i note 1 nævnte værk, kap. 8 og 11.
Tegninger af Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige