Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus behøvede ikke at læse bøger om videnskabsteori for at introducere sin åndsvidenskab. Han fandt selv metoden, og det skyldes nok, at der kun findes én. Det drejer sig nemlig om at formidle en forståelse, og det forudsætter, at der rent faktisk ligger en mening gemt og venter på at blive afsløret og forstået. Det indså den tyske filosof og professor Wilhelm Dilthey (1833-1911), som følte sig provokeret af sin tids herskende mode med at gøre historie, litteratur og sprog til en slags aflæggere af naturvidenskaberne, der blot forklarer og beskriver sammenhængen mellem årsager og virkninger i en uendelig strøm. På den måde forstår man ingenting, mente Dilthey.

Men hvordan skal man da bære sig ad? Man skal gå i ring, og først når ringen er sluttet, har man forstået noget. Lad os tage et eksempel. Skal man forstå, hvorfor Napoleon tabte i slaget ved Waterloo, så må man gå bagud i kæden af årsager og virkninger samtidig med, at man mere eller mindre bevidst eller intuitivt går efter noget bestemt. Uden en vis idé eller forudviden om, hvad man søger, kan man ikke se det, når det dukker op i kildematerialet.

Man må kort sagt have en teori. Det er detektivens metode, når han opklarer et mord, ligesom det er arkæologens fremgangsmåde, når han graver i jorden. Og læg mærke til, at de begge udmærket ved, når de har gjort et "fund". Det udløser ofte en såkaldt "aha-oplevelse". De genkender noget, som de har været på jagt efter og allerede på forhånd har dannet sig en mere eller mindre tåget forestilling om. Den slags oplevelser kendes også inden for naturvidenskaben. De observationer, som Darwin i sin ungdom gjorde på jordomrejsen med orlogsskibet Beagle, viste sig mange år senere at være fremsat inden for rammerne af en helt ny og ukendt teori. Men det vidste han ikke, da han indsamlede sit materiale, det så han først bagefter. "Livet må leves forlæns og forstås baglæns," skrev Søren Kierkegaard på samme tid.

Dilthey kaldte denne ringslutning for en hermeneutisk cirkel, og senere har den også fået navnet "forståelsens cirkel". Hermeneutik betyder fortolkning. Man fortolker ud fra en teori eller formodning, som man har dannet sig på forhånd. Martinus kalder det en analyse. I Livets Bog 2, stk. 435, skriver han: "En analyse kan således først være matematisk, når dens afslutningsfacitter bliver identisk med dens begyndelsesfacitter i et nyt kredsløb". At analysen er matematisk vil sige, at den "går op".

Så det er altså ikke helt forkert at sammenligne sig med en detektiv eller arkæolog, når man læser Martinus. Ligesom dem må man have en vis (intuitiv) idé om, hvad man er ude efter, man må have begyndelsesfacitterne, og kan så genkende afslutningsfacitterne, når Martinus viser vejen hen til dem. Så ser man en mening, der er til at forstå. Måske bliver man bekræftet i sine inderste forhåbninger, måske har man det som Darwin, der ikke vidste, hvad han søgte, før han fandt det.