Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I sin velkomsttale på de næste sider fortæller Martinus historien om sig selv og sin opgave. Han fortæller om det center, der begyndte som en ferieby, men hurtigt udviklede sig til et moderne center for åndsvidenskab, og det vil sige et sted, hvor man kan få en teoretisk forklaring på, hvad livet i grunden går ud på. Kristus har allerede sagt det, det er noget med at få et ordentligt forhold til sin næste. Men Kristus kunne ikke forklare, hvorfor det er så vigtigt, det var der ikke behov for at høre om på hans tid. Nu kan vi bedre sætte os ind i det, tiden er en anden, og det var den også i høj grad for Martinus. Han var ikke som Kristus en omvandrende prædikant, der måtte nøjes med at formidle sit budskab gennem det talte ord. Martinus var først og fremmest forfatter, og i vore dage kan man jo gå på biblioteket og finde det, man søger. Det kan være Martinus, men det kan også være så meget andet, og derfor er der en vældig demokratisk frihed over alt, hvad der har med Martinus' sag at gøre. Det er et forfatterskab, og man skal nok finde hans bøger på hylderne, hvis man er ihærdig nok. Det er bierne, der skal komme til honningen, sagde han, og her kommer det moderne samfund rigtig til sin ret med offentlige og gratis biblioteker, hvor enhver kan finde frem til netop det, der er det brændende spørgsmål, som må opklares for enhver pris. Den, der søger, skal nok finde, hedder det jo.

"Det Tredje Testamente" kaldte han dette forfatterskab. I artiklen på de næste sider får vi historien bag dette navn, der næsten giver sig selv, når man tager i betragtning, at Martinus afrunder det arbejde, som Jesus påbegyndte. Det er vanskeligt i dag at gøre rede for, hvordan folk tænkte og følte på den tid, men siden har menneskene oplevet så mange ting, at de er helt anderledes indstillet. Mange føler, at de har det bedst, når de er "gode", dvs. ikke lumsk tænker på sig selv og alt det, de kan gøre for at snyde og bedrage deres medmennesker. De "nænner det ikke", og her kommer Martinus ind som den første i verdenshistorien med en teoretisk forklaring på denne mystiske følelse, som ikke alle har. Det er her, kontakten til forfatterskabet knyttes. Hvad Martinus gør, er således at sætte en følelse på formel, så man har et mere fornuftbetonet grundlag for at følge sit hjerte, for nu at sige det poetisk. En katalysator for egen indsigt, altså. Og her betød den historiske forbindelse tilbage til Jesus nok mere for Martinus selv end for mange af hans læsere, der i tidens ånd går mere efter en ny videnskab og et samlet verdensbillede. Det skal vi se eksempler på senere i bladet, hvor bl.a. Per Bruus-Jensen har givet sit bidrag til diskussionen. For diskuteret bliver der overalt, hvor det drejer sig om Martinus' kosmologi. Ikke mindst i den gamle ferieby, nu Martinus Center i Klint, og langs stranden med brisen fra havet. Fortsat god sommer!