Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et bemærkelsesværdigt eksperiment er det lykkedes forskere i USA at få aber til at kontrollere robotter kun ved hjælp af sine tanker, altså uden at aberne anvendte sine hænder. Disse interessante forskningsresultater præsenteredes i efteråret i on-line-tidsskriftet Public Library of Science Biology Journal (13.10.03). Det var forskere ved Duke University i North Carolina, som kom frem til disse resultater gennem et studium. Resultaterne antyder, at det i en nær fremtid kan blive muligt ved hjælp af hjernesignaler direkte at kontrollere maskiner, proteser og lignende hjælperedskaber.
 

Forskere, med neurobiologen Miguel Nicolelis i spidsen forstod, at de var på sporet af noget helt nyt, da de opdagede, at aber kunne styre en robot udelukkende ved hjælp af tankekraft. Som oftest med eksperimenter af denne karakter, foregår det ikke på den mest humane måde. Dyrene må ofre sine liv helt eller delvist. I dette tilfælde havde forskerne implanteret et stort antal mikroelektroder i de forreste og i de øvre hjerneområder hos to aber. Derefter satte man aberne foran en computer med et videospil, og de lærte sig at flytte en markør på computerskærmen ved hjælp af et joystick. Efterhånden som spillet blev mere komplekst, blev de gradvist bedre til at kontrollere markøren. Samtidig med dette aflæste en computer signalerne fra elektroderne i abernes hjerner, og på denne måde kortlagde man hvilke signaler som hørte til de tilsvarende bevægelser i abernes arme. Ud fra denne information fremstillede man en robot, der via computeren blev forbundet til elektroderne i abernes hjerner. Samtidig med, at markøren bevægede sig på skærmen, fik man nu også robotarmen til at bevæge sig. Når et signal i hjernen gav en impuls til for eksempel at bevæge abens arm frem og tilbage for at føre joysticken fremad og bagud, så udførte robotarmen (som aberne ikke kunne se) præcis samme bevægelse. Da aberne havde lært sig dette, gjorde man markøren mere kompliceret ved at indbygge robotarmens modstand og bevægelse i den. Den computer, som tidligere aflæste og analyserede signalerne, "oversatte" nu disse signaler til en armlignende markør på abernes skærme. I begyndelsen kunne de ikke rigtigt spille computerspillet, men efterhånden blev de bedre. Aberne lærte sig hurtigt at tage hensyn til den øgede dynamik i markøren og blev generelt bedre til at kontrollere den. Derefter fjernede man joystickene. Det første, aberne gjorde, var at fortsætte med at bevæge sine arme som om de fortsat havde et joystick, men de opdagede hurtigt, at de ikke behøvede at bevæge armene. Det var nok at tænke for at kontrollere computerspillets markør. Alle muskelbevægelser forsvandt. De sad helt stille og kontrollerede udelukkende robotarmen ved at tænke på den. Forskernes analyser af hjernesignalerne viser, at dyrene anvendte robotarmen, som om den var deres egen arm. I grunden er det samme evne, vi benytter os af, når vi styrer en bil eller anvender et redskab. Den eneste forskel er, at aberne udelukkende benytter sig af tankekraft. Tanke og visuel feedback var det eneste, som behøvedes. Jo mere de kontrollerede markøren/robotarmen udelukkende med hjernen, desto dygtigere blev de. Desuden, oplystes det, havde aberne det sjovt ...

Fra tidligere forsøg ved man, at de samme hjerneceller kan have forskellige funktioner, men det, som overraskede forskerne, var, at aberne bevidst lærte sig at udnytte disse forskellige funktioner i meningsfulde sekvenser – fx først at anvende dem til at flytte robotarmen til et specielt punkt og siden at anvende samme celler til at give en impuls om at gribe et objekt. Dette var ny kundskab for forskerne. Ved at analysere signalerne fra hjernen, mens aberne lærte sig noget nyt, kom man frem til, at dette var afhængigt af, at elektriske kredse i hjernen tilpasser sig til nye forhold ved at reorganisere sig selv. Ud fra en åndsvidenskabelig synsvinkel er dette naturligvis overhovedet ingen forklaring. Det, man siger, er, at materien omskaber sig selv på en logisk og formålstjenslig måde – bortset fra, at der i et sådan tilfælde ikke kan findes noget virkeligt 'selv', som lærer sig noget. Selv om man ud fra Martinus analyser kan give det hele en helt anden forklaring, er det helt naturligt, at så længe man lader sin tanke begrænse sig til materien, kommer man ikke længere i sine forklaringer, end disse forskere gør. Noget andet skal man ikke forvente sig.

Hvordan skal man så, ud fra et åndsvidenskabeligt perspektiv, se på disse forskningsresultater og de forklaringer, der foreslås? Ja, til at begynde med har ikke mindst Martinus på en overbevisende måde vist, at materien hverken kan opleve sig selv eller i virkelig forstand selv skabe noget. De forandringer i de elektriske kredse, som man kunne observere, er ikke afhængige af, at de organiserer sig selv, men af styrende kræfter af ikke-fysisk natur, hvilket for sin del har sit udspring i et immaterielt og udenfor tid og rum eksisterende Jeg.

Hvis man påstår, at det er materien (molekyler, atomer) i hjernen, som oplever processerne i samme hjerne, havner man for det første i dilemmaet, at man må kunne forklare, hvorfor denne materie ikke oplever processerne, som de er – materielle processer i hjernen, – men som noget helt andet, nemlig oplevelser af en omverden, som findes udenfor hjernen. – Og det er præcis dette dilemma, som materialistisk orienterede hjerneforskere altid har befundet sig i og vil fortsætte med at befinde sig i. Eftersom det eftersøgte svar på gåden findes udenfor den fysiske materie, leder man helt enkelt efter det et sted, det ikke findes. For det andet må man kunne forklare, hvordan for eksempel synsoplevelsen kan være så stabil og sammenhængende, på trods af at vi for eksempel hele tiden bevæger hovedet på en måde, som skaber forandringer i de biokemiske og elektriske processer, som indkommende stimuli giver, at intet ligner sig selv fra det ene sekund til det andet. Den materie, som påstås at være genstand for oplevelsen, er jo dybt involveret i de samme processer, som skaber oplevelsen, og er derfor under konstant påvirkning. Den stabilitet, som vi har i oplevelserne, eksisterer helt enkelt ikke på dette niveau. Kun noget, som ikke er materie og dermed heller ikke bevægelse eller forandring, kan udgøre et virkeligt 'fast punkt' i dette hav af processer. Dette 'punkt', viser Martins, er vores evige Jeg – tilværelsens alfa og omega. Herfra udgår alle bevægelser og bliver til skabelse, og her vender de tilbage i form af oplevelser.

Resultaterne er dog vigtige på flere måder og kan være til velsignelse for mange. For det første er indsigten om, at aberne har en tankeverden, i sig selv tankevækkende. Få forskere havde forestillet sig, at disse aber (makaker) har en så bred mental evne, som eksperimentet har vist (andre eksperimenter har allerede vist, at aber kan udvikle et sprog). Men mange mennesker med et åndeligt livssyn har haft denne kundskab i lang tid, hvilket afsløres gennem vores historie, og gennem Martinus har vi nu fået den logisk underbygget. Disse aber er kommet forholdsvis langt i deres udvikling og står på tærskelen til at tage de første, næsten umærkelige, skridt på kulturskabelsens vej. Ved hjælp af verdensgenløsningen bliver de ført fremad, gennem naturmenneskestadier til det civiliserede jordmenneskestadie og videre i kulturel udvikling mod det rigtige eller færdigudviklede menneskerige, som vi alle har foran os. Det er ikke mærkeligt, at de allerede har et bevidsthedsliv og en skjult 'talentreserve', som under de rette betingelser (fx ovennævnte eksperiment) kan aktiveres og ledes ind i specifikke baner på en sådan måde, at de (ubevidste) erfaringer, som aberne allerede har, kan kobles til de omgivelser, de befinder sig i, og der give sig udtryk i handlinger af forskellig slags. Samtidig sker der gennem udfordringen og indlæringen en vis øgning af begavelseskapaciteten. Denne har de til gode i kommende inkarnationer, da de i kraft af denne mentale overlegenhed (ligesom vores husdyr) kan komme til at få ledende positioner i de flokke, grupper eller stammer, de inkarnerer i. Ud fra den forcerede udvikling, som de gennem eksperimenterne har været igennem, kan de siden hen indføre nye tendenser eller normer, som leder hele gruppen fremad i udvikling. Dette er verdensgenløsningen i sine første stadier. Den udvikles gradvist til at omfatte større og større grupper og kommer efterhånden til udtryk som verdensreligioner, inden den, via materialismen, bliver til åndelig videnskab.

De ovennævnte eksperimenter er således i grunden en hjælp til bevidsthedens udvikling – både for aberne og for forskerne (og i forlængelse heraf for mennesker i det hele taget), samtidig med at de passer ind i de karmiske betingelser for alle parter. En anden sag er, at man i fremtiden ikke kommer til at udsætte aber eller andre dyr for denne slags eksperimenter.

De her omtalte eksperimenter er samtidig praktiske udslag af nævnte bevidsthedsudvikling (dette at "spise af kundskabens træ") og giver inden for den nærmeste fremtid håb om, at vi, når denne type af neuroteknik er blevet mere udviklet, kan regne med et nært samspil mellem forskellige maskiner og vores egne hjerner – ligesom mellem hjernen og forskellige typer af elektronisk styrede personlige 'hjælpeorganer', ved at det bliver muligt at udvikle neuroproteser for mennesker med neurologiske skader eller funktionsforstyrrelser og lignende. Udover dette er den computertekniske udvikling allerede færdig til at tages i brug til disse formål og kommer yderligere til at udvikles på måder, som vi i dag ikke engang kan forestille os – dagens avancerede computerspil, animationer og simulatorer til trods. Men bagom enhver sådan 'biodigital' funktion findes det evige Jeg, uden hvis indblanding alle 'apparater' (biologiske såvel som teknologiske og åndelige) skulle blive til rene robotter – bortset fra, at uden Jeget skulle alt blive til 'intet'. Det evige Jeg er således løsningen på oplevelsens, skabelsens og udviklingens problem – og derfor også løsningen på spørgsmålet om, hvordan det er muligt at lære sig at kontrollere computere og proteser ved hjælp af tanken.

Oversættelse, AH