Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor dukkede Martinus først op i det 20. århundrede? Der kan sikkert gives mange svar, men ét af dem kunne være, at før 1. verdenskrig (1914-1918) ville det være absurd at opfatte det vesterlandske menneske som halvt dyr, halvt menneske. Man så sig selv som Guds udvalgte, der langt overgik alle andre folkeslag i civilisation. En krig mellem disse højt udviklede nationer var utænkelig.

Men pludselig gik verden af lave. Over et 800 km langt bælte af skyttegrave gennem Frankrig til Schweiz var de før så civiliserede folk nu i færd med at udrydde hinanden, – så at sige på samlebånd. Den smalle krigszone i ingenmandsland genlød af deres skrig, råb og gråd. Blændet af gasgranater ravede tusinder af unge mænd rundt og kunne hverken finde frem eller tilbage. De var som "sårede flygtninge mellem to riger". Akkurat som Martinus gør jordmenneskenes situation op i Livets Bog 1, stk. 82.

Da de få overlevende vendte hjem efter krigens slutning, så verden helt anderledes ud. I et komprimeret forløb på bare 2-3 år var civilisationens tynde fernis blevet slidt af; nedenunder gemte sig en vildmand, et vildt dyr.

For længst havde en kendt nervelæge i Wien, Sigmund Freud (1856-1939), advaret mod denne menneskets dobbelte natur, men først nu blev han rigtig hørt. Soldaterne vendte hjem med "granatchok", som man først troede var en fysisk påvirkning, men i virkeligheden var noget psykisk. Derfor gav Freuds behandling gode resultater, og på den måde slog han igennem med sin psykoanalyse. Diagnosen var neurose og behandlingen samtale. Freud opfattede menneskets bevidste sjæleliv som "toppen af isbjerget". Under overfladen gemte sig "det ubevidste" eller underbevidstheden.

Således kom Freud til at gøde grunden for Martinus på flere måder. For også Martinus bruger jo ordet "underbevidsthed". I første bind af Livets Bog nogenlunde på samme måde som Freud, men fra og med bind 2, stk. 330, deler han den op i dagsbevidstheden og natbevidstheden; den første er bevidst, den sidste ubevidst.

Ud af 1. verdenskrig voksede således et nyt menneske, hvis forestillinger om sig selv som højt civiliseret var punkteret, men som til gengæld havde fået sat fokus på sit sjæleliv. Nu kunne alle føle sig som ofre for deres barndoms traumer og lægge ansvaret for deres livs lykke i hænderne på terapeuterne. "Det ansvarsfrie århundrede" er det 20. århundrede også blevet kaldt.

Hvad ville Martinus nu sige til dette? Jeg tror, han ville sige, at Freuds behandling var en genial hjælp til mennesker i krise. Men når krisen er overstået, gælder det om at blive voksen og tage ansvaret for sit eget liv. At der ikke er grund til at beklage sig, viser hans verdensbillede; vi er alle vor egen skæbnes første årsag (Livets Bog 7, stk. 2451). Derfor går vejen til sundhed for sjæl og legeme udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumsfornemmelsen i sit eget indre, skriver Martinus i småbog nr. 16c, kap. 10.