Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I disse dage er det 114 år siden, Martinus kom til verden. Hans liv blev på mange måder ganske almindeligt efter datidens forhold, indtil han som 30-årig fik en åbenbaring, der satte ham i stand til at opleve, at vi alle er udødelige. Dermed kom han ind på den store tanke, at han ville "bevise" udødeligheden og det evige liv for mennesker, der ikke selv kunne opleve det på samme måde som han. Hvordan skulle det nu gå til?

For det første var det vigtigt for ham ikke at gøre sin oplevelse til det springende punkt i bevisførelsen. Og dog følte han, at han var nødt til at fortælle åbent om sin baggrund. Det blev så til den lille bog, som han kaldte "Omkring min missions fødsel". Her benytter han lejligheden til at minde om, at denne beretning ikke er skrevet for at underbygge hans troværdighed. Det afgørende for ham i forholdet til læserne er den "teoretiske bevisførelse", understreger han i sin artikel på de følgende sider i dette nummer af Kosmos. Det egentlige bevis – altså "selvoplevelsen af udødeligheden" – må hans læsere komme til på en anden måde. Men han kan hjælpe dem på vej med sin teoretiske bevisførelse, som de så kan forholde sig til, og som kan inspirere dem til at erhverve det sindelag, der gør det mulig for dem at få den virkelige oplevelse af udødelighed. Hans "mission" fik således to dimensioner, en teoretisk og en praktisk.

For det andet så Martinus klart, at han ikke bare kunne gå ud i verden og forvente, at alle og enhver ville interessere sig for hans "beviser". Hans kommende læsere måtte være "udviklede sandhedssøgere". I sin artikel fremhæver han "troen" som den første forudsætning. Man må tro på udødeligheden for overhovedet at ville høre tale om den. Men det har ikke noget at gøre med den slags tro, som kommer udefra, fordi omgivelserne tror. Det har ikke noget at gøre med flokbevidsthed og autoritetstro. Troen må komme indefra, fra læseren selv, og det begynder gerne med, at der er nogle grundlæggende spørgsmål om meningen med livet, som presser sig på. "Livsgåden", kalder Martinus det. Og her må man tro endnu engang. Man må tro på, at man kan finde svaret. Ellers går man ikke på biblioteket eller lytter til andre, der taler om netop det, man søger. Man må virkelig brænde efter et svar. Og for at lytte til Martinus må man tillige håbe på et kærligt svar.

Atter klinger de gamle, vise ord: Tro, håb og kærlighed. Men denne gang som tre nødvendige præmisser for et ræsonnement, der omfatter udødeligheden og det evige liv. Og tilmed viser, at vi alle kommer til at opleve det samme som Martinus. Vi er allerede i fuld gang med at gøre teorien til virkelighed, – og det handler bladets øvrige artikler om!

PS. Kosmos er på 32 sider denne gang.
Se mere om bladets fremtid på side 198