Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad er intelligens? Ja, det er end ikke forskerne på området helt enige om. Man har endnu ikke kunnet komme frem til en helstøbt og helt dækkende definition på, hvad begrebet indebærer. Gennem en periode definerede man intelligens som et udtryk for "den hurtighed, med hvilken tankerne følger efter hinanden", som en engelsk filosof formulerede det. Men efterhånden er begrebet blevet udvidet, og vore dages intelligensforskere taler ofte om forskellige slags "intelligenser", og hvor mange og hvilke det drejer sig om, debatteres stadig livligt inden for forskerverdenen. Det ser dog ud til, at der råder enighed om, at intelligens både omfatter evnen til at opfatte og evnen til at bruge sin erfaring og kundskab i nye situationer – og derudover evnen til abstrakt tænkning.

At forskerne selv endnu ikke helt har kunnet enes om, hvad intelligens er, har dog ikke hindret dem i gennem det sidste århundrede at udvikle forskellige metoder til at "måle" denne uhåndterlige størrelse i form af såkaldte IQ-tester (IQ=intelligenskvotient). I disse IQ-tester har 100 point været "retningsgivende" som mål for det, der kaldes en "gennemsnitlig IQ". Den, der har fået over 100 point ved en sådan test, har altså været anset for at have en IQ over gennemsnittet, og omvendt er et testresultat under 100 blevet tolket som en IQ under gennemsnittet.

En sådan IQ-stigning har man kunnet konstatere i mange lande, og den kaldes "Flynn-effekten" efter professor James Flynn på New Zealand, som var den første, der begyndte en systematisk sammenligning af gamle og nye resultater af IQ-tester.

En anden indikation på denne hurtige intelligensudvikling blandt den yngre generation er ifølge visse forskere den ""aldersrevolution", der i det sidste kvarte århundrede har fundet sted inden for verdens mest klassiske "intelligensspil", dvs. skak. Fra halvfjerdserne til midten af halvfemserne sank gennemsnitsalderen nemlig blandt verdens 50 bedste skakspillere fra 38 til 29 år, og verdens hidtil yngste skakmester var kun 12 år, da han forrige år vandt sin titel!

Hvad kan årsagen til denne hurtige intelligensudvikling gennem de sidste årtier være? De fleste intelligensforskere ser ud til at hælde til den opfattelse, at årsagen antagelig kan søges i det meget komplekse moderne samfund, som på mange måder giver mennesker mere varierede og avancerede "hjernestimuli" end dem, tidligere generationer var genstand for. Alene det faktum, at de fleste mennesker i dag bor og vokser op i byer, gør, at de møder og kommer i nærkontakt med mange flere mennesker, som påvirker dem på en mere varieret og kompleks måde, end det var tilfældet for de tidligere mindre urbane generationer, hvis liv fra vuggen til graven ikke omfattede så mange møder med andre mennesker og livsstile, udover hvad deres egen lille hjemby havde at byde på (det var måske også derfor de såkaldte "landsby-originaler" – de, der på en eller anden måde var afvigende i forhold til flertallets måde at leve og opfatte tilværelsen på – før i tiden ofte vakte en sådan nyfigenhed og opmærksomhed). Nutidens yngre generationer er også bedre uddannede og er desuden genstand for massive "input" eller stimuli via computere, TV og andre medier. Alt dette bidrager til at give os mange og varierende indtryk. Den moderne hjerneforskning viser, at hjernen fungerer i princip på samme måde som en muskel. Jo mere den bruges og trænes, desto stærkere bliver den. Og omvendt: en hjerne eller en muskel, der ikke bruges eller trænes (læs: stimuleres for lidt) svækkes eller tilbagesættes. Hjerneforskerne har i dag kunnet dokumentere, at der eksisterer en direkte sammenhæng mellem hjernestimuli og dannelsen af nye hjerneceller og såkaldte "synapser", dvs. hjernecellernes indbyrdes "kontaktflader" eller sammenkoblinger.

Det, der især kan gøre denne "unaturlige træthed" til en mere eller mindre permanent tilstand hos os individer, er vore egne indre ubalancer og konflikter, som kan "okkupere" vor udvidede forestillingsevne med en uendelig og ofte "martyriumsinspireret" spekuleren. Martyriumsfølelse er den største energi- og livskraftsrøver, der findes. Og det er først, når følelse og intelligens kommer i balance i vort eget indre, at vi definitivt kan overvinde disse negative, livskraftsunderminerende spekulative tilstande.

Alle de mentale stimuli, vi i vor tid bliver udsat for, gavner på kort sigt heller ikke balanceringen af følelse og intelligens. Intelligensen udvikles som sagt i dag hos mange vældig hurtigt på kort tid, medens følelsesudviklingen normalt sker i et andet og mere trægt eller langsomt tempo. Hvordan kan det være? I Livets Bog 7, stk. 2408 skriver Martinus:

"Medens intelligensen kan udvikles ved erfaring og undervisning, kan humaniteten ikke udvikles ved undervisning. Den kan udelukkende kun udvikles ved lidelseserfaringer."

Det betyder med andre ord, at humanitet og empati ikke kan læres teoretisk, men kun praktisk i livets egen skole. Og det er en noget mere tidskrævende og langsommelig undervisningsmetode. Men på den anden side sætter vore egne ubalancer – fx i form af en for stærkt udviklet intelligens i forhold til følelsen – fart også på følelsesudviklingen, ved at en sådan ubalance før eller senere medfører netop lidelseserfaringer i kraft af karma- eller skæbneloven.

"Da intellektualitet er det samme som tankestabilisering, hvilket igen vil sige det samme som evnen til tankemæssigt at være i kontakt med kendsgerningerne, eller de virkelige fakta,..". (Kap. 6).

"At have en udviklet forstand betyder altså at have en fremragende evne til at konstruere planen i sin handle- og væremåde til størst mulig fordel for opfyldelsen af et ønsket formål." (Kap.1).

Det er altså "tankestabilisering", som gør os til fremgangsrige "plankonstruktører". For at kunne konstruere eller skabe en formålstjenlig plan for noget, vi vil frembringe eller opnå, må vi altså besidde et vist mål af "tankestabilitet". Er det da kun mennesket, som her på vor klode har evnen til "at konstruere planen for sin handlemåde til størst mulige fordel for opfyldelsen af et ønsket formål?"

Men så en skønne dag, da han var ude på et banearbejde, kunne han på afstand se, at det var nogle krager, der omsorgsfuldt og nøje var i færd med at lægge grus og småsten på jernbaneskinnerne. Det gjorde ham naturligvis nysgerrig. Hvorfor gjorde de det, spekulerede han på i sit stille sind. Eftersom han gerne ville finde svaret på dette spørgsmål, fortsatte han på afstand at observere, hvad der ville ske. Gåden blev løst, da et tog efter en tid passerede. Straks efter at toget var passeret – og med sin tyngde havde knust eller malet gruset på skinnerne til stenmel – så var kragerne derhenne og pikkede dette stenmel i sig, det indeholdt åbenbart noget, som de havde brug for. En sådan adfærd må vel siges at være en temmelig avanceret konstrueret og iscenesat plan, hvor kragerne jo oven i købet udnyttede menneskets teknik for at få opfyldt et for dem ønskeligt formål?

Og i tidsskriftet Illustrerad Vetenskab nr. 16-2002 kan man læse følgende om vore intelligente venner kragerne.:

"Engelske biologer har opdaget, at krager er lige så gode til at fremstille redskaber som menneskets nærmeste slægtning chimpansen – eller måske endnu bedre.

Forskerne har længe vidst, at krager på Ny Kaledonien fremstillede små redskaber af fx blade for at kunne hente insekter ud af rådne træer. Nu har man imidlertid for første gang undersøgt kragernes evne til at fremstille redskaber i et egentligt eksperiment. Biologerne forsynede kragerne med nogle centimeterlange stykker ståltråd samt et glasrør med nogle kødstykker på bunden. Ifølge forskerne er det første gang, man har set et dyr helt bevidst forarbejde et redskab til brug ved en specifik opgave. De anser derfor kragerne til en vis grad kapable til at forbinde årsag med virkning, noget man hidtil havde troet, at kun mennesket var i stand til. I så fald er mennesket ikke det eneste væsen, der kan fremstille redskaber". Illustrerad Vetenskap nr. 16-2002 side 28).

Det er dermed sikkert, at ikke kun menneskets intelligensudvikling gavnes og stimuleres af fx det moderne byliv med alle de indtryk og møder, det indebærer. Også de dyr – som fx krager og andre i dag delvis "urbaniserede" fugle – som har valgt at leve tæt på mennesket og dets boliger, får sikkert en forceret intelligensudvikling i dette specielle og variationsrige livsmiljø. "Landlivets sløvende påvirkning" (Karl Marx) er det altså ikke kun mennesket, der er i færd med at forlade…

Ifølge adfærdsforskeren professor Otto Königs, som har udført intelligensprøver på fugle, er de mest intelligente fugle imidlertid visse papegøjefugle som grå jako og gulpandet Amazona. I svensk TV kunne man for nogle år siden se en meget interessant dokumentarfilm om netop en grå jako, der var født og opvokset i et forskermiljø i USA, og som på intelligensprøver af forskellige slags præsterede på niveau med børnehaveklassebørn (samme niveau som delfiner og chimpanser også havde kunnet præstere i intelligensprøver tilpassede dem, som det blev sagt i dokumentarfilmen).

Det var interessant at se, hvordan fuglen kunne svare rigtigt på forskernes spørgsmål – desuden på upåklageligt amerikansk engelsk! En af disse intelligensprøver var fx konstrueret sådan, at forskerne viste papegøjen forskellige typer af genstande. Somme tider havde genstandene samme farve, men forskellig form, og somme tider var det omvendt. Senere spurgte forskerne (på engelsk) "Hvad er forskellen?" Papegøjen skulle altså svare enten farve eller form, og eftersom det rette svar skiftede i forskellige situationer, måtte den i hver ny situation drage en konklusion. For at drage nye og unikke konklusioner i hver situation kræves intelligens, her er det ikke tilstrækkeligt med instinkt, mente forskerne, så derfor havde man konstrueret testen på den måde, at det rette svar varierede i forskellige situationer. Men vor papegøje svarede fejlfrit i de forskellige situationer. Somme tider svarede den "shape" (form) og somme tider "colour" (farve) på sit fejlfri amerikansk engelske. Det var en mildt sagt imponerende – og rørende – demonstration af, at mennesket med hensyn til det, vi kalder intelligens, ikke er så unikt, som det gerne har villet tro, det var...

Nu har forskerne også opdaget, at der eksisterer myresamfund, der strækker sig langt ud over eller bag deres egen tues fysiske grænser. Det største "myreimperium", der hidtil er blevet opdaget, strækker sig over 6000 kilometer gennem en stor del af Sydeuropa fra Italien til Portugal! Et myrernes eget "romerrige", som består af mange milliarder individer.

Danske, franske og schweiziske forskere mener at have bevist, at det virkelig drejer sig om ét eneste samfund. De har nemlig blandet myrer fra forskellige dele af den vældige koloni og konstateret, at der ikke eksisterer nogen aggressivitet mellem dem. Disse myrer begynder i stedet – til forskel fra de fleste andre myrer fra forskellige tuer – straks at samarbejde, hvad man ser som et tegn eller bevis på, at det er individer fra samme samfund eller koloni.

Disse myrer tilhører arten argentinsk myre og er sandsynligvis kommet til Europa som blinde passagerer på importerede planter. Myren dominerer nu insektfaunaen i de nævnte lande i Sydeuropa. Altså også et eksempel på en dyreart, som på en begavet måde har forstået at udnytte eller drage fordel af de kommunikationsmidler, som den menneskelige intelligens har skabt. Men eftersom Jorden er en klode, hvor pattedyrene – i kraft af i første række deres fysiske størrelse – har "herredømmet", så kan dette ikke være en virkelig "hjemmeklode" for insekterne. En "insektklode" må altså være en klode, hvor insekterne er den første og dominerende livsform, hvor de kan udvikles til færdige "mennesker" i deres organismeform.

Som jeg forstår eller tolker Martinus, er det altså kun et begrænset afsnit af deres udvikling fra dyr til menneske, som insekterne kan gennemgå her på vor klode. Men åbenbart findes der også inden for dette begrænsede afsnit visse udviklingsforskelle. Hvis man fx sammenligner disse argentinske myrer – eller hvorfor ikke de såkaldte "vævermyrer" –, som bygger komplicerede samfund med en avanceret form for "jordbrug" (bl.a. svampedyrkning og "kvæghold" af bladlus, som de passer og "malker" omtrent som vi malker køer) – med fx små "sorte myrer" som lever i enkle jordhuler under sten og lignende, så ser der unægtelig ud til at være en vis forskel i udviklingsniveau. Måske omtrent samme forskel som mellem "hulemennesket" og det jorddyrkende menneske?

På vor udviklingsrejse har vi altså følgeskab af medrejsende, som er på vej mod samme rejsemål som vi – om end somme tider ad andre veje eller "udviklingsbaner". En skønne dag, når vi ikke bare har adgang til en udviklet intelligens, men også en udviklet kærlighedsevne og – i kraft heraf – et kosmisk klarsyn, vil begrebet "grænseløs underholdning" få en helt ny dimension eller betydning. Da kan vi nemlig kommunikere og tage os af hinanden uhindret over alle grænser. At vi har vandret langs forskellige veje eller baner for at komme til vort fælles bestemmelsessted, bliver da ikke en faktor, der skiller os, men tværtimod en kilde til gensidig glæde og velsignelse. En praktisk taget uudtømmelig kilde til berigelse, inspiration og glæde eller kort sagt til at tage os af hinanden i den sande, kosmiske "grænseløshedens" ånd og tilværelse.