Ældre Kosmos og Kontaktbreve

To læsere stiller uafhængig af hinanden spørgsmål vedr. karmaloven, i begge tilfælde affødt af mit svar i Kosmos nr. 6-2004. Den ene spørger henviser til mit citat af Martinus, hvor han fortæller, at menneskenes myrderi af dyr prædestinerer dem til en større eller mindre mangel på beskyttelse imod en voldsom død ved f.eks. færdselsulykker eller lign. Men hvorfor dør nogle mennesker så af trafikulykker i en ganske ung alder, mens andre lever et langt og lykkeligt liv på trods af daglig kødspisning? Den anden læser undrer sig også over den tilsyneladende "uretfærdighed" og i hvert fald uregelmæssighed, der er i denne lov om karmabølgerne. Og hvornår ophører de?. Begge efterlyser en forståelig og jordnær forklaring.
 

SVAR: Det er rigtigt, at vi alle er tilbøjelige til at betragte karma- eller skæbneloven under dét, Martinus kalder "et lokalt perspektiv". Altså, vi vil gerne vide nøjagtigt, hvad det er, der har forårsaget den sygdom eller det dødsfald.

Det kan vi også godt gøre: Ved kødspisning sker der to principielle ting: Vi forårsager død og lidelse for det dyr, hvis lig vi spiser. Det kan "opsummeres" til en lige så pludselig og "umotiveret" død for vedkommende selv. Men samtidig forgifter vi også vores organisme, dels med den forfærdelige angst, som sidder i dyrets kød, og dels med den forurening, som næsten alle "produktionsdyr" indeholder. Og disse ting kan forårsage sygdomme.

Men skal vi få en rigtig forståelse af denne lovmæssighed, må vi nok prøve at se den i et mere "kosmisk" perspektiv. For karmaloven er jo vores ven og forbundsfælle –! Uden den ville vi kunne gøre de mest forfærdelige ting, uden at vi blev gjort opmærksom på vores fejltagelser. Og vi ville aldrig nå længere i udvikling, vi ville forblive de mere eller mindre ulykkelige jordmennesker, vi er.

Hvad er det, Martinus forklarer om karmaloven i forbindelse med vores udvikling fra primitiv jordmenneske til færdigudviklet "menneske i Guds billede"? Han fortæller os, at vores kærlighedsevne, vores medfølelse med andre levende væsener, kun kan udvikles ved de lidelser, vi selv bliver udsat for. Med andre ord: Når vi rammes af sygdom eller andre lidelser, hjælper det ikke at reagere med vrede og forurettelse. Hvis vi derimod spørger os selv "Hvad kan jeg mon lære af dette her", så bliver situationen pludselig vendt til noget positivt. Og dét er just hensigten med karmaloven.

Men hvorfor kan nogle mennesker så leve et langt og lykkeligt liv med jagt og kødspisning og anden brutal udfoldelse? Jo, forklarer Martinus, vi oplever – og har oplevet – så mange ting, at der konstant står en lang kø af "god" og "dårlig" karma og venter på os. Hvis vi uafbrudt fik væltet den "barske" karma ud over os, uden ophold, uden fredelige perioder, ville det være helt uudholdeligt for os. Derfor kan karmaen så at sige "opsummeres", så vi får lejlighed til at hvile ud med "god" karma i perioder og mere barsk karma, når lejlighed byder sig. Man kan måske sammenligne med et bankkontosystem: Man sætter god og dårlig karma ind på kontoen, og så hæver man god og dårlig karma, efterhånden som lejlighed byder sig. Eller man kan sammenligne med frø, der ligger i jorden i flere år og først spirer frem, når forholdene er til det. Men altså hele tiden med det formål, at kærlighedsevnen, vores evne til at føle andres lidelser, udvikles og vokser.

I begge perspektiver er svaret principielt det samme: Når karmaloven har "bearbejdet" vores kærlighedsevne så meget, at vi er parate til at forstå og at tilgive, – når vi så at sige er "mætte" af lidelser, så ophører de barske karmabølger. Så er de ikke blot "udskudt til næste lejlighed". For så er vi blevet til "rigtige" mennesker. Så kan vi ikke nænne at gøre ondt mod andre levende væsener, hverken mod mikrovæsenerne i vores organisme, mod dyrene eller mod vore medmennesker.

Så er formålet med karmaloven opfyldt – !