Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Noget af det stærkeste, jeg har læst af Martinus inden for det sidste år, er Ud af mørket småbog nr.15.

Den kom også på et tidspunkt, da jeg følte et kvælende mørke i en ganske betydningsfuld sag i mit liv. Sådan har det været i de snart syv år, jeg har kendt kosmologien; hver gang, jeg har haft et ganske bestemt behov eller problem, har kosmologien imødekommet dette.

Jeg er uendelig taknemlig derfor. Min glæde og begejstring for Martinus' gaver til os er meget stor. Jeg har svært ved at skjule dette, både i det daglige og når jeg er sammen med kosmologiske venner. Undertiden har jeg mødt venner, der har spurgt mig, om jeg er nybegynder inden for sagen, siden jeg er så begejstret? Nogle har endda fortalt mig om, at der skal komme en tid for mig, hvor jeg er mere mæt og afdæmpet – og søger andre steder, – men den tror jeg slet ikke på; jeg tror mere på, at den, der ikke kan forstå min glæde, måske mangler den selv.

Jeg er lærer på en efterskole – og blandt mine kolleger, som jeg har et godt forhold til, er holdningen til åndelige ting mest funderet i den gamle verdensimpuls. Men de fleste af dem er mine rigtig gode venner, og vi snakker tit om disse ting. De mener, at jeg nok er "ude på et skråplan", fordi jeg både tror på reinkarnation og har en "fornægtelse af forsoningen", – men, som én af dem sagde en dag: "Din glæde kan jo gøre os nysgerrige".

Den udtalelse blev jeg meget glad for, og vi har snakket meget om kosmologien, som nogle af dem nu gradvist er begyndt at kende lidt til.

Men måske har den lyse glæde en mørk baggrund – en nødvendig baggrund.

I Ud af mørket betoner Martinus Getsemanes nødvendighed. Og jeg vil gerne fastslå, at jeg tror, at vi alle har været igennem forskellige Getsemane'er i vore liv; det er bestemt ikke bare mig, der har det.

Men hvordan kommer vi så ud? Kommer vi ud som forpinte og nedslåede mennesker, der ikke mødte den engel, der kom og støttede os, – så vi kunne opleve en større glæde?

Det allervigtigste er, fortæller Martinus, at have lært – i lidelsens stund – at bede bønnen: "Din vilje ske – ikke min".

Getsemane er nemlig, som han skriver småbog 15b kap. 2: "navnet på en åndelig situation, der betyder alt, et åndeligt stadium, hvor et menneske kan opnå at besejre frygten for sin egen tilintetgørelse/død og uden angst overgive sig til Guds vilje, hvad enten denne er korsfæstelse eller succes."

Vi må være i besiddelse af en vis modenhed for at forstå den vejledning, der fører os mod lyset. Dog er intelligensevnen ikke en tilstrækkelig oplevelsesevne; med den alene kan vi ikke opleve lyset. Intelligensen er kun en analyseringsevne. Vi kan ikke undvære dens udvikling, for den kan gøre det begribeligt for os, hvad vi oplever. Men...

Den tiltagende materielle indstilling i vort samfund har ført mennesker bort fra kirker og religioner, da disse henvender sig mest til det religiøse instinkt og vore følelser. Heldigvis har vi nu Åndsvidenskaben, som er tilgængelig for det menneske, som har en udviklet intelligens, en human følelse og intuition. Denne sidste er dog kun udviklet i samme grad, som næstekærlighedsevnen er udviklet i mennesket. Og næstekærligheden er kun udviklet i samme grad, som lidelsen har mødt dette menneske. Lidelsen kommer til os, fordi vi i vore liv har sået den i andres liv.

Således skabes vi mere og mere i Guds billede.

Martinus nævner i den omtalte småbog, at Kristus i Getsemane tog sit livs tungeste beslutning; han valgte at lade sig korsfæste i stedet for at flygte…

Samtidigt betoner Martinus, at for det religiøse menneske er der her kun tale om et anliggende mellem Gud og Kristus. For det materialistisk indstillede menneske er beretningen uden betydning, men for den højintellektuelle er den modellen på overvindelsen af mørket!

Der er tale om et menneskes kamp med sig selv, men også en fortælling om, hvordan et menneske på grund af sit meget tætte forhold til Guddommen kan kæmpe sig ud af den dybeste sorg, modgang og håbløshed og besejre mørket…

"Fader ske ikke min, men din vilje! – Fader i dine hænder befaler jeg min ånd!"

Jeg har haft mine små Getsemane'er og du har haft dine, kære læser.

Måske var vi ikke i stand til at slippe de ønsker og længsler, som fyldte os så meget, at vi følte, at vort hjerte skulle briste, hvis vi ikke fik dem indfriet.

Åndsoverlegenheden, som Kristus viste, hænger sammen med en ægte ydmyghed. Vi er i en udvikling hen mod denne ydmyghed. Endnu er de fleste af vore motiver selviske, hvad enten det er bevidst eller ubevidst for os. Vi ønsker mere at få end at give…

Vi har måske en kvælende fornemmelse af at miste vort liv ved at opgive dét, der synes allermest væsentligt for os.

Men virkeligheden er, at livet først for alvor begynder, når vi slipper det. Martinus siger, at i Getsemane forvandles de bristede forhåbninger til de nye muligheders vej.

Han fortæller, at vi må med hele vor intellektuelle kraft finde vej til Guds vilje og Guds mening med den oplevede smerte, så vil vi kunne vinde sejr over mørket, – ligesom Jesus gjorde. Da vil englen komme og støtte os i vor kamp.

Jeg har oplevet kampe i mit liv, hvor jeg genkender disse sandheder. Ingen har fortalt det så klart som Martinus, derfor er jeg uendelig taknemlig for at kende kosmologien.

Lad mig slutte med de ord, som står i nævnte småbog 15b kap. 6:

"Livsglæden begynder på ny at arbejde i blod og nerver, thi i lyset af Guds vilje forvandler selv den dybeste smerte, den dybeste ydmygelse sig hurtigt til den varmende og livgivende velsignelse, der er hvert eneste fuldbyrdet åndeligt kredsløbs guddommelige frugt".

Kosmologien gør mig virkelig glad.