Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi mennesker kan blive rørte/berørte følelsesmæssigt. Et smukt stykke musik, et maleri, et foredrag, en film, en bog, et afsnit i Det Tredje Testamente eller Bibelen, et smukt møde med et menneske, en fødsel, vi får gåsehud, bliver kolde i kroppen på en god måde og må måske knibe en tåre. Vi har reageret, måske overreageret, med vores følelseslegeme – derfor en kuldereaktion. Selvom kulde – ikke mindst en "kold skulder" – opleves som ubehagelig og derfor forbindes til mørket, så forbinder vi helt naturligt de behagelige kuldereaktioner til lyset.

Der kan gå et hvidt lys gennem ånden, og så kommer den gode kulde i kroppen. Hvorfor? Formentlig fordi vi har oplevet noget, der baner sig direkte ind og får kontakt med vores lidelseserfaringer. Ikke de mørke ubearbejdede af slagsen, for så var vi blevet måske ligefrem vrede og varme af tyngdelegemets reaktion, eller vi var blevet nedtrykte. Nej med de lyse og kolde reaktioner må vi være kommet i kontakt med den sum af gamle lidelseserfaringer, der er blevet tilstrækkeligt bearbejdede og intellektualiserede gennem udviklingen (de mange fysiske tilværelser), således at de ubevidst reagerer og bekræfter livets største, dybeste og smukkeste sammenhænge.

Uanset hvilken reaktion en oplevelse frembringer i vores sind eller ånd, så er det os selv, vi oplever – "jegets" egen psykiske reaktion på oplevelsen. Og reaktionen af lys og kulde behøver ikke at bekræfte livets største og smukkeste sammenhænge. Vi mennesker rummer evnen til at skabe store følelsesreaktioner både af smuk, tvivlsom og destruktiv natur, alt efter styrkeforholdet mellem og udviklingsgraden af vores 6 åndelige legemer – instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet. Da de henrevne folkemasser lyttede til Hitlers brandtaler, er der formentlig blevet reageret med de store følelser; lyset dér har givet gåsehud og tårer i øjnene, for her stod selve nationens frelser, repræsentanten for genvunden ære, stolthed, selvværd og national genrejsning. Når brandtalen gik på de befolkningsgrupper, Hitler mente ødelagde samfundet, ja da brusede den varme vrede i sindet og kroppen, og sammen med flokmentaliteten og den magtfulde iscenesættelse har det føltes ganske lyst at få afløb for vreden – en slags befrielse.

I den ydre fysiske verden kan vi opleve lys og mørke, varme og kulde. Det ser ud til at vores følelsesliv bygger på de helt samme kontraster. Martinus bruger klodens døgn- og årsrytme for at anskueliggøre de kontraster, der også er bygget ind i alle levende væseners evige udviklingsforløb med det formål at vedligeholde og forny den lige så evige evne til at opleve. Disse nødvendige kontraster er indbygget på flere planer i de levende væseners udvikling. I det små som sult (lys/lyst) og mættelse (mørke) på både fysiske og åndelige områder, og i det helt store som et spiralkredsløb, der ligesom døgnet består af en mørke- og lysepoke, der samlet for menneskenes vedkommende strækker sig over et ukendt meget stort antal millioner af år.

Varmen og kulden i vores indre kommer fra spændingsforholdet mellem de to åndelige legemer tyngde- og følelseslegemet, hvis energier også det fysiske legeme stofligt er opbygget af. Når tyngdelegemet har overtaget, oplever vi varme som f.eks. ved vrede, men tyngde energien giver også varmen i varme kærlige følelser, ligesom den er forudsætningen for al bevægelse, der jo også er forbundet med udvikling af varme. Produktion af tyngdeenergi, som vi ikke kan få naturligt afløb for, bliver til det, vi føler som indre uro (bitterhed eller bekymring f.eks.). Hvis følelseslegemet har overtaget, opleves kulde f.eks. ved frygt og angst – vi gyser. Det er følelsesenergiens overtag over tyngdeenergien, der giver indre ro – både dén indre ro der kan være tilkæmpet og iskold, men også den indre ro, der er tillidsfuld og salig.
 

Vi får gåsehud, bliver kolde i kroppen på en god måde og må knibe en tåre. Vi bringes i kontakt med fortidens erfaringer / lidelseserfaringer gennem åndelige reaktioner af kulde, varme, lys og mørke, som vejleder "jeget" i tilværelsens mange afgørende valgsituationer. Jeg skal bringes videre i min udvikling, derfra hvor jeg står. Jeg skal vælge uden at kende til andet end dén fysiske tilværelse, jeg er i nu. Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Skal jeg gå ud af et ægteskab med to børn? Hvordan skal jeg takle hende, der terroriserer mig på mit arbejde? Skal jeg snyde skattevæsenet for de penge – det kan jo aldrig opdages? Man koncentrerer sig om problemets mange aspekter med tanke på, hvad det er, jeg vil opnå/nå (begær). Hvilke valgmuligheder er der? Kan jeg gøre mit valg uden at skade andre (moral/etik)? Hele ens samlede bevidste og ubevidste erfaringsmasse involveres, og selvfølgelig kan egoismen spille en væsentlig rolle i afgørelsen. Uanset hvad jeg vælger, er valget åndsvidenskabeligt set rigtigt og godt, set fra en personlig synsvinkel, for selv "det dårlige" valg, der måske i vrede og egoisme tilsidesætter alle hensyn og fortidens lidelseserfaringer, er personligt nødvendigt for at få netop de lidelseserfaringer, der i fremtiden vil føre til mere følsomme og intelligente valg. Erfaringer med mørket fører til begær efter lyset.

Moral er åndsvidenskabeligt set et udtryk for, hvad vores lidelseserfaringer kan fortælle os og dermed udtryk for, hvad vi kan nænne at gøre overfor/mod andre. For hvad vi gennem udviklingen gjorde mod andre, det gjorde vi også mod os selv. Vores lidelseserfaringer er først og fremmest repræsenteret ved udviklingsgraden af vores følelseslegeme, hvis forfining og udvikling igen beror på en intelligensmæssig bearbejdning af lidelseserfaringerne. Jeg spørger altså indad til summen og essensen af, hvad mine mere eller mindre intellektualiserede lidelseserfaringer kan fortælle mig. Hvordan kommer svaret? Svaret ender med at stå "skrevet" i ånden, indhyllet i en atmosfære af mørke eller lys.

Hvis spørgsmålet handler om noget, jeg allerede har lidelsesmæssige "dårlige" erfaringer med, bliver svaret indhyllet i mørke. "Gør ikke det (underforstået igen)!" Intelligensen kan måske efterfølgende give et mere detaljeret og analyseret svar. Hvis du gør sådan, som du havde tænkt, ville det svare til f.eks. at stjæle fra andre! "Nå ja selvfølgelig! Ups!" Så blev den gamle indsigt pudset af, uden at jeg skulle gøre flere lidelsesfulde eksperimenter. En sådan afklaring kan efterfølges af en kuldereaktion, fordi man ligefrem gyser ved tanken om det, der kunne være sket, hvis ikke mine lidelseserfaringer havde stoppet mig i tide.

Svaret på ens moralske dilemma kan også være indhyllet i lys. Det er i orden at gøre, som du har tænkt. Der er ingen lidelseserfaringer, der melder "lad være". Det betyder ikke nødvendigvis, at man her har truffet et valg, der er moralsk uangribeligt i nogen absolut forstand. Det kan meget vel være et valg, der er i konflikt med livslovene. Men jeg har ikke lidelseserfaringer på det pågældende felt, der siger stop. Det får jeg imidlertid engang i fremtiden, ved netop det valg jeg har gjort.

At indse nødvendigheden af at gøre egne valg og dermed egne erfaringer, siger noget om, hvor svært det er at vide, hvad der er bedst for andre. Mennesker, der er autoritetstro, kan ledes til valg – også "gode" valg – som de ingen personlige lidelseserfaringer har for at tage. Ikke mindst religionerne må have hjulpet os på dette område, da vi var troende og gudfrygtige. I sidste ende skal de personlige lidelser høstes. Vi skal gøres til selvstændigt følende og tænkende mennesker, hvis egne evner kan gennemskue enhver situation, hvorfor den næstekærlige løsning altid kan vælges.

Så mentalt suveræn og indsigtsfuld bliver det selvstændigt følende og tænkende menneske, at det ser det som det største lys at lære at skabe efter Guds vilje. At lære denne Guds vilje at kende er det, vi står i lære til og gennem hele denne spirals plante- og dyrerige stod i lære til. Vi søgte hele tiden mod det, vi opfattede som lyset. Selv da lyset var lig med krigerens overlegne dræbende mentalitet, og overlevelse på bekostning af andre var en selvfølge, selv da handlede vi efter Guds vilje. Hvad vi opfattede som lys, måtte vi vælge og følge. Først gennem lidelsesfulde erfaringer blev vi klar over, at det, som vi troede var lys, i virkeligheden var mørke. Dette erfaringsmørke blev retningsbestemmende for vores fortsatte søgen efter lyset. Guds vilje er ét med det lys, vi altid stræbte efter. Gennem vores egne reaktioner af kulde, varme, mørke, lys, følelser, tanker og ønsker møder vi de forudsætninger, som Gud indtil nu har bygget ind i os.