Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er ofte hævdet, at Albert Einstein (1879-1955) med relativitetsteorien brød radikalt med Newton og den mekaniske fysik. Det er mere rigtigt at sige, at Einstein gjorde det samme som Martinus, dvs. han samlede den herskende viden og udtrykte den på et højere niveau, idet han formulerede love, der var mere generelle end de gældende. Det er også hævdet, at Einstein nåede frem til, at "alt er relativt". Det samme kunne man sige om Martinus, men det er mere præcist at sige, at de begge viste, at ofte modstridende synspunkter kan forenes, hvilket ikke betyder, at alle synspunkter er lige gode.

Pointen i den specielle relativitetsteori er, at alle målinger sættes i relation til den situation, man befinder sig i, når man måler. Er man på vej hen imod objektet, eller er man på vej væk? – Lad os fortsætte med at sammenligne med Martinus. Oversat til hans tankegang er det princippet "sult og mættelse", vi her møder. Den specielle relativitetsteori handler også om forholdet mellem masse og energi. I den klassiske fysik har de ikke noget med hinanden at gøre, men Einstein sætter i sin berømte ligning E=mc² lighedstegn mellem dem. Det betyder, at man nu kan omregne masse til energi og omvendt. Hos Martinus er masse og energi på samme måde ækvivalente, de er forskellige tilstandsformer af noget ens. Massen eller stoffet fremtræder som fast, flydende og luftformig (fx is, vand og damp), mens en fjerde tilstandsform er energi, som Martinus kalder "stråleformig". Den er synonym med tanker, ånd, helligånd etc. Med Einsteins formel har vi således et anerkendt fysisk udtryk for, at de klassiske begreber "ånd" og "materie" er to sider af samme sag.

Måske endnu mere afgørende i forbindelse med Martinus blev imidlertid den generelle relativitetsteori, som tog konsekvensen af, at energi og stof er ækvivalente. Når stof overalt i universet og til hver en tid ikke kan undgå at blive påvirket af tyngdekræfter, så må energi også påvirkes. Det betyder, at lys og bølger aldrig vil være i stand til at udbrede sig i rette linier, thi de vil altid afbøjes af de indvirkende tyngdekræfter. Den rette linie kan således kun eksistere som en tænkt modsætning til virkeligheden. Dette sandsynliggør Martinus (uafhængig af Einstein) på sit symbol nr. 15, hvor han har tegnet en cirkelbue med en diameter på 40 m, men kun afbildet et lille udsnit på 20 cm. Hvad man ser, er tilsyneladende en ret linie.

At lys og bølger afbøjes, blev første gang vist under en solformørkelse i 1919. Hvad dette betyder for Martinus' sag forstår man måske bedst ved at tænke på, at grundlæggende principper som skæbne, spiralkredsløb og reinkarnation alle forudsætter, at energi ikke kan udbredes lineært. Alt, hvad Martinus har skrevet, står og falder med, om den rette linie er en illusion. Selv kunne han sandsynliggøre det, nu har vi også fået det bevist!