Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Forestil dig, at du skulle forklare noget nyt og ukendt for en masse mennesker. Det er den situation, du finder Martinus i på de følgende sider. Han sidder foran en mikrofon og taler til et helt lands befolkning. Selvfølgelig lytter de ikke alle sammen, men nogle lytter, og det er folk, som måske aldrig har hørt noget om Martinus før. Hvad skal han dog sige til disse mennesker? Han kan ikke kaste et af sine farvestrålende symboler op på væggen og lade pegepinden hjælpe ham med at fortælle. Han sidder bare der uden at kunne se de mennesker, han taler til.

Ved dagens begyndelse taler Martinus ud i æteren til nogle mennesker, han ikke kender. Men han kender menneskene. Og det er her, han starter. Han starter med det, de lige om lidt skal høre i radioavisen, der begynder om 8 minutter. Og der skal nok være noget om den truende verdenssituation, så hvad er mere indlysende end at begynde med den? Det gør Martinus, og pludselig vælder hele hans store verdensbillede frem for lytterne. Han siger sådan set bare det, de udmærket ved i forvejen. Men han sætter det ind i en helhed og en sammenhæng, som må forekomme overvældende og mærkelig for en masse mennesker. For Martinus når langt ind i sit verdensbillede på disse 4 gange 8 minutter. Han når langt ud over alt det, han forudser vil ske i løbet af de næste 1000 år. Og blot få minutter senere begynder radioavisen med helt anderledes dagsaktuelle begivenheder.

At kunne se en tydelig forbindelse mellem disse begivenheder og det store, evige verdensbillede var den opgave, Martinus følte var blevet hans. Han måtte kende menneskene og vide, hvad de allerede havde oplevet og forstået. Han måtte appellere til den store eller lille gnist af undren eller desperation, som via verdensbegivenhederne og en række generelle samfundsproblemer lå og ulmede i manges sind. Rigtig manges sind.

Det er denne undren eller desperation efter at finde mening og helhed, vi skal forfølge og forsøge at tilfredsstille i dette nummer af Kosmos. Hele to artikler og også andre mindre glimt af større sammenhænge skal vi belyse med Martinus' egne ord. Og vi giver også ordet til andre, som på deres egen måde fortæller om det lys eller den oplysning, de har mødt takket være Martinus. Det er nemlig vigtigt, at mennesker uden hans særlige evner kommer til orde. Vi skal ikke tale ham efter munden, vi skal bare være os selv og tale vores eget sprog for gennem det at pege på, hvad vi finder brugbart i dette verdensbillede og har lyst til at fortælle om. Vi skal reflektere over det. På den måde får Martinus bedst det modspil, som han på en måde manglede så totalt foran den ensomme mikrofon. Vi behøver ikke at bakke ham op, men vi er mange, der har behov for at fortælle lidt om vores egen indfaldsvinkel til dette verdensbillede. Og hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Det er der plads til i bladet, og vi byder vore læsere og skribenter velkommen til et nyt år med Kosmos.

Godt nytår!