Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/1 side 9
Apropos
Apropos til Morgentanker i Danmarks Radio
En offentlig hemmelighed
Sagnkongen Regnar Lodbrog ville stille den skønne Krakas klogskab på prøve, før de skulle giftes. Hun skulle komme upåklædt til hans skib, uden dog at være nøgen. Hun skulle komme fastende, og dog have spist. Hun skulle komme alene, og dog komme med en ledsager. Hun løste problemet ved at svøbe sig i sit lange hår og et fiskenet, så hun hverken var påklædt eller nøgen. Hun bed i et løg, så hun lugtede af mad, og dog var hun stadig fastende. Hun kom sammen med sin hund, så hun kom alene, og dog med ledsager.
Martinus Kosmologi er ofte blevet betegnet som en "offentlig hemmelighed". Her kunne vi i stil med Regnar Lodbrog spørge: Hvordan kan offentligheden have kendskab til kosmologien, samtidig med at den er en hemmelighed? – Ved at bøgerne er blevet udgivet, men dog på eget forlag. Ved at der er blevet holdt foredrag uden de store reklamekampagner, men dog med annoncer i avisen. I mange år spredtes kendskabet til åndsvidenskaben blot fra mund til mund.
Martinus holdt sin egen person i baggrunden og undgik offentlighedens opmærksomhed. Eftertiden vil uden tvivl spørge, om Martinus ikke var fremme i medierne, i radio og tv. Jo, han var fremme i medierne og dog ukendt af offentligheden. Her kunne man også spørge på denne paradoksale måde: Hvordan kunne Martinus have været fremme i medierne, uden at have været i radio og tv? – Ved i september 1980 at holde et lille foredrag fordelt på 4 lørdage à 8 minutter før nyhederne kl. 7 om morgenen i DR, Danmarks Radio.
Udsendelsesserien "Ved dagens begyndelse" var et forum for skribenter, foredragsholdere, præster og filosoffer osv., og når Martinus i sit sidste leveår sagde ja til at medvirke, hænger det sikkert sammen med, at han på det tidspunkt vidste, at Forsynet var ved at frigive kosmologien. Selv havde han skrevet kontrakt med Jarl Borgen om udgivelsen af "Livets Bog" på Borgens Forlag under den opsigtsvækkende titel: "Det Tredje Testamente". Martinus sagde, at Forsynet først havde frigivet kosmologien, når bøgerne var blevet udgivet på de store forlag. Han vidste, der kunne komme en vis debat og kritik af "Det Tredje Testamente", som måske kunne resultere i en "korsfæstelse" eller forfølgelse af hans egen person, hvis ikke Forsynet havde en anden plan med ham. "Men det har Forsynet", sagde Martinus, "når det kommer, kan jeg ikke rammes, så er jeg på et andet plan".
Udsendelsen blev ikke optaget i et lydstudie, men på Martinus Institut. Han havde forberedt et helt foredrag, men det skulle deles i fire dele. Det var vanskelige forhold for den 90-årige Martinus at skulle omstille sig til at dele foredraget i fire selvstændige afsnit à kun 8 minutter. Man kan jo prøve at forestille sig, hvor svært det ville være at skulle forklare reinkarnationen, døden, de åndelige verdener, det treenige princip eller hele spiralkredsløbet på nogle få minutter. Men selv på denne korte tid nåede Martinus at få meget af kosmologien med. I sine sidste foredrag kom Martinus ofte ind på, at en 3. verdenskrig var i vente ved århundredskiftet, og selv det kom han ind på i radioen ved at sige, at "forsvarstankens slutfacit er det ragnarok, der snart vil gå ind over jorden".
Det blev Martinus' eneste fremtræden i radio, og samtidig blev det for mange af Sagens venner en sidste afsked med Martinus, der gik bort 8./3.-1981.
Ole Therkelsen