Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/1 side 10
Martinus skrev...
Et spørgsmål som først må stilles
Martinus
De kosmiske analyser får først betydning, når menneskene har høstet de nødvendige erfaringer. Derfor kan verden ikke uden videre "reddes". Hvordan det vil gå, fortæller Martinus i dette lille uddrag af en større artikel.
De kosmiske love betinger, at der, hvor et menneske ikke kan lære ved vejledning eller undervisning, der kan kun livet selv tale. Der må mennesket urokkeligt lære ved erfaringens vej, ligegyldigt hvor rædselsfuld denne vej så end måtte være.
Man kan således umuligt på et øjeblik ændre menneskehedens åndelige kurs med en videnskab, undervisning eller vejledning, ligeyldigt i hvor høj og urokkelig en grad den absolutte sandhed hermed ville blive åbenbaret. Derfor skal man heller ikke tro, at ophavet til disse kosmiske analyser eller denne videnskabeliggørelse af livets skjulte sider mener at kunne "redde" menneskene fra den af deres nuværende materialistiske og gudløse livsfilosofi affødte verdensbrand. Kun igennem deres egen udløsning af denne verdensbrand og oplevelsen af dens gruopvækkende rædselsscener, død og undergang, vil disse mennesker komme til opdagelsen af deres vildfarelse. Og med denne opdagelse opstår det spørgsmål, på hvilket den kosmiske videnskab er Guds eget svar. Og for enhver, der i dag allerede er nået frem til dette spørgsmål, bliver dette Guddommens svar aktuelt. For dem bliver denne nye, og dog evigt gamle viden, Guds modtagelse og omfavnelse af sin tilbagevendte fortabte søn. Og igennem en voksende skare af disse tilbage til Faderen og Forsynet hjemvendte gudesønner vil verdensfreden vokse, og julens budskab eller forjættelse om fred og velbehagelighed for jordens mennesker blive til kendsgerning som et dagligt liv, der efterhånden urokkeligt vil brede sig ud over hele verden. (Uddrag af 19. kapitel i Hinsides dødsfrygten i småbog nr. 21.)
Verdensfreden. Kosmisk videnskab. Julens budskab