Kosmos 2005/1 side 19
Din smerte er min smerte
af Olav Johansson
Britiske hjerneforskere påviser, at medfølelse aktiverer nøjagtig samme region i hjernen, som reagerer, når vi selv lider eller føler smerte. Det er unægteligt et interessant sammentræf, der antyder, at det, vi kalder medfølelse eller medlidenhed, har en organisk årsag i vor egen oplevelse af smerte.
I et eksperiment ved University College i London, der blev ledet af neurologen Tania Singer, blev 16 frivillige kvinder udsat for et elektrisk stød i håndfladen. Samtidig blev kvindernes hjerneaktivitet registreret ved hjælp af såkaldt magnetrøntgen.
Forskerne fandt dels aktivitet i de hjerneregioner, der kontrollerer den rent fysiske smerteimpuls, dels i områder, der normalt forbindes med følelsesmæssige reaktioner.
Med andre ord, præcis som forventet. Hvad der var mindre ventet, var de samme kvinders reaktioner, da de efter deres egen smerteoplevelse, som næste trin i eksperimentet, så deres mænd udsættes for samme behandling af forskerne. Eller rettere sagt, de fik kun lov til at se deres mænds hænder, da de fik de elektriske stød. Men det viste sig at være fuldt tilstrækkeligt til, at man kunne se præcis samme region i hjernen oplyst på røntgenbillederne, som havde reageret, da de selv blev udsat for samme smertefulde behandling.
De britiske hjerneforskere slutter deraf, at det, vi kalder medfølelse, ganske enkelt drejer sig om, at vi udnytter en hjernemekanisme, som allerede er tilstede for vor egen skyld. Det giver os oplevelsen af følelsesmæssig smerte, selv når vi ikke føler den fysiske smerte.
Tania Singer og hendes kolleger, der har publiceret deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Science 2004-02-20, har nu tænkt sig at fortsætte deres eksperimenter med at teste en lige så stor gruppe mænd, og siden teste personer, der ikke har nogle familie- eller andre intime tilknytninger. Mens vi venter på resultaterne af dette, kan man måske tage sig den frihed at, i lyset af Martinus' åndsvidenskab, reflektere lidt over de resultater og konklusioner, forskerne hidtil har præsenteret.
Fra uorganisk til organisk materie
Vor fysiske organisme består af både organisk og uorganisk materie. Forskellen er jo, at i den materie, der er organisk, dvs. i "kødet", kan vi opleve både smerte og dens modsætning. Vi kan jo fx ikke klippe og skære i hud og muskulatur uden at opleve smerte. Derimod kan vi fx klippe hår og negle uden at opleve nogen smerte. Hvorfor? Fordi håret og neglene og anden uorganisk materie i organismen består af eller er opbygget af mikrovæsener, der ikke har dagsbevidsthed på det fysiske plan og derfor ikke kan fornemme hverken behag eller ubehag på dette plan, sådan som "kødets" mikroindivider jo i højeste grad kan.
I Livets Bog 4, stk. 1436-37, skriver Martinus om, at vi – så længe vi er kosmisk "døde" eller bevidstløse – også behandler vor næste som "død" eller uorganisk "stof," som noget, man kan skære eller file i eller slå søm i, brække i stykker eller sætte sammen, alt eftersom det nu behager én.." (LB 4, stk. 1437)
Forudsætningen for, at dette skal være muligt, er naturligvis, at vi ikke kan opleve vor næstes smerte, eller med andre ord, at der findes en grænse eller afgørende skillelinie mellem oplevelsen af vor egen smerte og vor næstes. Men hvad vil der ske, hvis denne grænse opløses? Hvis vi – som de britiske hjerneforskeres resultater antyder eller indikerer – får samme reaktion i vor egen hjernes "smertecentrum", enten det er os selv eller næsten, der bliver påført smerte. Er vor næste da ikke blevet en del af vort eget "kød og blod", dvs. billedligt talt blevet forvandlet fra uorganisk til organisk materie i vor egen oplevelsessfære?
Hjernemekanisme – årsag eller virkning?
De britiske hjerneforskere fremlægger altså den hypotese, at medfølelse eller medlidenhed ganske enkelt drejer sig om, at vi udnytter en hjernemekanisme, som allerede eksisterer for vor egen skyld, hvad der giver os oplevelsen af emotionel smerte, selv når vi ikke føler den fysiske smerte. At en sådan "målelig" eller konstaterbar reaktion findes i hjernens "smertecentrum" er ganske vist en meget interessant og bemærkelsesværdig iagttagelse, men hvordan kan man forklare den? Er denne hjernereaktion eller "mekanisme" medfølelsens årsag, eller er det tværtimod medfølelsen, som er "hjernemekanismens" årsag og udløsende faktor? Med andre ord, hvad er årsag og hvad er virkning?
Ja, det afhænger naturligvis af, hvilket verdensbillede eller syn på livet, vi har. Men set ud fra Det Tredje Testamentes kosmiske verdensbillede eller åndsvidenskab, kan hjernereaktioner dybest set aldrig have status af andet end virkninger, eftersom hjernen, kosmisk set, kun er en "transformator". En "transformator", der forvandler åndelig energi – hvilket set fra den tekniske side er det samme som "elektriske bølger" – til fysiske reaktioner og omvendt. Herom skriver Martinus bl.a. følgende i Livets Bog 1:
"Hjerne- og nervesystemet udgør således individets "port" ind til den åndelige verden. Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil det altså være offer for den overtro, at "porten" eller hjerne- og nervesystemet er årsag til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i åndslegemerne eller de faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere stimuleret af den omstændighed, at der i "porten" til den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige centre eller komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førnævnte væsen vil altså være offer for den illusion at tro, at disse særlige centre eller komplekser er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende særlige åndelige energibølger eller vibrationer." (LB 1, stk. 224)
At der i vor hjerne fx eksisterer et "smertecenter", som også kan reagere på vor næstes smerte, er altså, kosmisk set, et resultat af en åndelig evne eller funktion, der på sin side er afhængig af vort åndelige "følelseslegemes" standard eller udviklingsniveau. Og det, der bestemmer dets standard eller niveau er, viser Martinus, intet andet end vore egne selvoplevede lidelseserfaringer gennem mange fysiske liv eller inkarnationer. Og eftersom vi har lidt i varierende grad og på forskellige områder, udviser også vor evne til medfølelse store individuelle variationer. Hvis medfølelse bare er et resultat af en specifik "mekanisme" ved den jordmenneskelige hjerne, er det jo unægtelig lidt mærkeligt og svært at forklare, at medfølelsen åbenbart er så ujævnt fordelt og udviser et sådant bredt spektrum af individuelle variationer og afvigelser, som den nu gør inden for jordmenneskeheden.
Medfølelse er genkendelse
I åndsvidenskaben får dette fænomen altså sin forklaring i, at vi alle ejer vores helt eget unikke erfaringsmateriale, som vi selv er den dybeste årsag til eller skaber af. En ting, der altså bl.a. indebærer, at vor medfølelse – foreløbig – er selektiv eller mere eller mindre udviklet på forskellige områder. Vi kan mærke det på vore egne reaktioner over for det, vi møder og ser i omverdenen. Kosmisk set er medfølelse jo intet andet end en genkendelsesreaktion (se fx Livets bog 2, stk. 634-36), og det er denne mere eller mindre "genkenden", der gør, at vi i varierende grad kan identificere os med eller leve os ind i vor næstes smerte på forskellige områder.
De medfølende kvinder i det britiske forskningseksperiment ville naturligvis ikke have kunnet reagere, som de gjorde, hvis de aldrig selv havde oplevet, hvad det vil sige at få et elektrisk stød. Og at andre mennesker udviser tilsvarende stærke medlidenhedsreaktioner over for fx krigs- og torturofre, for handicappede og syge, for misbrugere, folk, der er slået ud, for fattige og nødlidende osv. beror altså på, at de i deres egen sjæls "smertecentrum"- dvs. i deres åndelige følelseslegeme – bærer på samme eller lignende erfaringer på tilsvarende område eller områder.
At disse erfaringer i mange tilfælde ikke længere er dagsbevidste, eftersom de er blevet erhvervet allerede i tidligere inkarnationer, har ingen betydning for selve "genkendelsesprincippet" – og dermed medlidenhedsreaktionen. En sådan reaktion er altså egentlig, hvad man kunne kalde en "følelseserindring" (som altså ikke er afhængig af vor nuværende dagsbevidste erindringskapacitet) dvs. en prægning eller et vibrationsmønster hos "følelseslegemet", der skaber vor individuelle og unikke sjælelige resonansbund i mødet med næsten og omverdenens energier. Ligesom et musikinstruments resonansbund – i form af fx en plade – kan bringes i vibration eller svingning af en strengs tone, sådan kan vor sjælelige eller følelsesmæssige resonansbund sættes i vibration eller svingning af den tone, der fremkaldes af de "skæbnestrenge", vor næste spiller på. Det betyder, at der automatisk etableres en kontakt mellem vort eget – bevidste eller ubevidste – erfaringsmateriale og næstens skæbne- eller livssituation.
Universets grundtone
Har du, kære læser, fx nogensinde, når du har set en film i biografen eller på TV, oplevet at tårerne pludselig og ufrivilligt begyndte at rinde i mere og mere stride strømme ned ad dine kinder? Du befinder dig måske i et selskab, hvor det er upassende, når det sker, og kæmper derfor imod denne pludselige følelsesudladning, men det lykkes dig i hver fald ikke at hindre eller dæmme op for tårestrømmen. Hvorfor? Fordi kontakten mellem dit eget erfaringsmateriale og det, du netop er vidne til på biograflærredet eller TV-skærmen, i det øjeblik er alt for stærk eller overmægtig. Det udløser en automatisk følelsesreaktion, der ikke er viljestyret, og som du derfor heller ikke viljemæssigt kan standse eller bremse. Men du kan trøste dig med, at disse tårer har en livgivende virkning. Martinus sagde engang, at de film, han syntes bedst om, var dem, der kunne fremkalde medfølelsens tårer hos seerne eller tilskuerne. Det er den menneskelige eller humane "plante" i os, der vandes af disse tårer. "Vor menneskelige udvikling har vi grædt os til", er en anden Martinus-udtalelse om samme "tåredryppende" tema.
Medfølelsens slutfacit er dog ikke tårer. Dens slutfacit er derimod den urokkelige livsglæde, der bliver alkærlighedens udøvere til del. Når medfølelsen er blevet intellektualiseret og til sidst er blevet til alkærlighed, føler den ikke længere nogle selektive eller partiske begrænsninger, men er blevet en aktiv og altomfattende og altgennemtrængende sympati og kærlighedskraft. En kraft, hvis kilde er den glæde, der udspringer af at give og at tjene; glæden ved at være til glæde og velsignelse for alt og alle. Tænk at kunne leve i en verden befolket af væsener, hvor alle hellere selv vil lide end være årsag til andres lidelser. For et sådant væsen er det altså mere smerteligt at se andre lide end selv at tage samme lidelse på sig. Den verden og dens indbyggere har en sjælelig "resonansbund", som vibrerer i takt med universets egen grundtone: alkærligheden.
Inden for den naturvidenskabelige eller materialistiske kosmologi taler man i dag meget om den såkaldte "strengteori", som kort eller forenklet udtrykt indebærer, at universets for os usynlige fundament er et uendeligt netværk af vibrerende "strenge". Martinus' åndelige kosmologi eller videnskab har på sin måde også en "strengteori" – hvis udtrykket kan tillades. Disse "strenge" er det uendelige og evige netværk, som holder universet sammen i kraft af alkærlighedens grundtone, der vibrerer gennem hele verdensaltet.
Kilde: Dagens Nyheter 2004-02-20
Oversættelse HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige