Kosmos 2005/4 side 108
Mundtlig krig
af Sina Sabbagh
Der er få ting, der er så vigtige for relationerne mellem interesserede af kosmologien, og for relationer i almindelighed, som samtalens kunst. Når vi mødes, enten det er i studiekredse, gennem internet, eller på anden måde, så kommer vi somme tider ind på interessante kosmologiske eller andre slags spørgsmål, som vi diskuterer. Det er derfor en vigtig del af vort samspil med andre; og hvis der er et område, vi kan arbejde på at blive mere kærlige, så er det i dette samspil.
Perspektivforskelle som en guddommelig gave
Vi er alle unikke væsener og har hver sin unikke historie. På grund heraf har vi også helt unikke perspektiver. Blandt verdensaltets uendeligt mange væsener er der faktisk ingen, der har præcis samme perspektiv som jeg! Det er en vidunderlig gave fra Gud og en velsignelse, som i de højere verdener vil blive brugt af væsenerne til at skabe nydelse for hinanden, hver på sin egen personlige måde. Som en gave giver man hinanden kunstneriske frembringelser af sin egen originalitet og bruger sine unikke egenskaber til på forskellige måder at "kærtegne" hinanden. Men i dyreriget kan perspektivforskellene blive så store, at man har helt forskelligt syn på visse områder, og den forskelligartede tankegang kan føre til diskussioner, ja ligefrem til intolerance. Hvor mange krige skyldes ikke, at vi er ude af stand til at forstå hinandens perspektiv på grund af forskellige religioner og måder at tænke på? Det er et faktum, at al intolerance og alle krige netop skyldes dette, at væsenerne vil forsvare eller retfærdiggøre deres perspektiver for hinanden og sig selv, somme tider tilmed ved at forsøge at tilintetgøre hinanden.
Krigene kan også foregå i mundtlig form, hvor de er mere kendte under navne som fx "debatter".
Den mundtlig krig
Når man havner i en mundtlig krig med andre, så har man et "våbenarsenal" af forskellige argumenter, som man trækker frem, når der er lejlighed til det. Man benytter sig også af autoriteters udtalelser. Somme tider kaster man fx Jesus-citater eller Martinus-citater i hovedet på hinanden, som soldater kaster med granater. Man opholder sig i sin skyttegrav og kommer kun frem for at skyde, resten af tiden ligger man gemt for modstanderens argumenter. For man er egentlig ikke interesseret i at forstå den anden, men kun i at få den anden til at holde med sig.
"Sejrherren" i krigen (hvis man nu kan tale om en sådan) er den, der gennem sin intelligens og evne for diskussionsteknik får den anden til at falde, og "taberen" er den, der ikke har nogle modargumenter, eller den, der med sine svar fremstår som ulogisk eller absurd. Det er i realiteten også en form for djævlebevidsthed at bruge sin intelligens som et middel, ikke til at finde sandheden, men for at "vinde diskussionen". Der findes tilmed mange kurser i argumentationsteknik og retorik, hvor man underviser i kunsten at overbevise – verbal militærtræning simpelthen! Man lærer at forsvare sig mod eller flygte fra stærke argumenter. Eller at finde modpartens svage punkter og "angribe" dem, præcis som i en almindelig krig.
Hovmod som anledning til "krigen"
Det, der er forskellen mellem en verbal krig og en samtale med henblik på at søge sandheden, er ens egen mentale indstilling. Hvad er anledningen til diskussionen? Hvad vil man opnå? At vi bliver irriterede, når den anden ikke holder med os, eller hvis vi bliver oprørte, når diskussionen bliver lang, er et tydeligt tegn på, at vi egentlig ikke diskuterer for at finde sandheden. Martinus siger, at al form for intolerance er en reaktion mod forhindringer skabt af andre væsener for tilfredsstillelsen af ens eget selviske begær. Hvad skulle man blive irriteret over, hvis man kun havde uselviske ønsker?
Nej, at ville vinde en diskussion skyldes en slags selvdyrkelse. Man vil være mere end de andre, og viljen fører til, at man bilder sig ind, at man virkelig er det, og det er det samme som hovmod. Grunden til, at en samtale overgår til at blive en krig, beror altså ofte på manglende ydmyghed. Hvis man tror, at man selv har ret, og den anden tager fejl, så lytter man egentlig ikke til den anden. Hvorfor skulle man gøre det? "De tager jo alligevel fejl", tænker man for sig selv. Man venter kun på, at de skal blive færdige, så man selv kan svare.
I diskussioner, hvor man fokuserer på at vinde i stedet for på sandheden, så mærker man somme tider, at man efter nogle minutter må spørge sig selv, "hvad er det egentlig, vi diskuterer?" At man springer fra emne til emne, alt efter hvad der passer som svar på tiltale, kan altså være et tegn på, at man fører krig.
Den sande sandhedssøger ser Gud
Man kan altså spørge sig selv, om man søger sandheden. Og, hvis man gør det, på hvilken måde gør man det da? Diskussioner bliver ofte til personlige kampe, fordi man har indstillingen "har jeg ret?" Allerede der har man i sin tanke gjort sig partisk for en tanke ved at betegne den som "min". Hvis min tanke er forkert, så tager jeg fejl, og hvis nogen prøver på at sige, at jeg tager fejl, så er det et angreb på mig. Har man i stedet for indstillingen "hvad er rigtigt?", så er man i stedet for en sand sandhedssøger, og så spiller det jo ingen rolle, om det er én selv eller en anden, der ser sandheden. Man er ubundet og upartisk.
Den sande sandhedssøger er altid ydmyg. Han ser og værdsætter sandheden, hvor den end dukker op. Det spiller ingen rolle, om den kommer fra Martinus, kosmologisk sekundærlitteratur, Bibelen, New Age-bøger, skønlitteratur, avisartikler, politiske taler, eller graffiti på væggen på et offentligt toilet. At se sandheden bliver en glad genkendelse, et smukt lyspunkt og en lille "hilsen" fra Gud, hvor den end åbenbarer sig.
Den seksuelle akt som model for samtalen
Martinus forklarer, at al livsoplevelse er seksualitet. At harmonere med et andet væsen er at befrugte dette væsen med sine impulser og at blive befrugtet af dette væsens impulser. Det samme gælder ved en diskussion. En diskussion kan blive en vidunderlig "seksuel akt", hvis den finder sted på den rette måde. Hvor mange har ikke oplevet en rigtig givende samtale, hvor man ved hver befrugtning løfter samtalen til et nyt niveau og inspirerer hinanden til at komme frem til resultater, som man aldrig var kommet frem til af sig selv? Det er i højeste grad en nydelse og dermed også seksualitet.
For at det skal kunne blive så udbytterigt, må man først og fremmest gøre samtalen til netop en "samtale", og ikke bare en "tale". Det må være et "samspil" og ikke et "alenespil". Den højeste seksualitet er, når man både giver og får. Grunden til, at den enpolede seksuelle udløsning er så ufatteligt lille sammenlignet med den topolede, er netop, at væsenerne er overdimensionerede enten i afsendelsen eller i modtagelsen af energi på grund af deres polkonstellationer. Men i den topolede seksuelle akt er brugen af polerne i balance, hvad der gør nydelsen meget større. Og dermed har vi også modellen for, hvordan en samtale kan blive en opløftelse og bekræftelse af den andens guddommelige kvaliteter i stedet for en ensrettet overtalelse af nogen, som måske af forskellige følelsesmæssige grunde slet ikke ønsker at blive overbevist. For hvad er det da, vi gør os skyldige i? Hvis nogen gør modstand mod at blive befrugtet af vore idéer og impulser, og vi alligevel kæmper for at overbevise vedkommende, dvs. for at indføre vor egen tænkemåde og befrugte vedkommendes bevidsthed, ja, så har vi faktisk udført en mental voldtægt. Samtalen kan derimod være en vidunderlig kærtegnende akt og er da et foster til noget, der i fremtiden vil blive en del af den seksuelle akt i form af en fælles udforskning af, og en hyldestmanifestation til, Gud og hans eventyrlige rige.
Ingen anklage og ingen skadefryd
Naturligvis er intet i denne artikel ment som en anklage eller en kritik. Det ville være troløst mod selve dens indhold. Og på samme måde er det totalt ulogisk at anklage eller glædes, når man ser andre debattere eller være intolerante under en samtale. For dér ville det også være hovmodet i os, der med lidt skadefryd selvtilfreds ryster på hovedet af de andre og ser dem som primitive og hovmodie væsener, der fører verbal krig. Vi kan tværtimod i stedet for med den største tolerance selv forsøge at bidrage med lyset i sådanne tilfælde. Og hvis vi selv bliver genstand for andres irritation under en samtale, så kan vi være sikre på, at vi også i visse diskussioner viser intolerance mod vor næste. Da skal vi altså ikke lægge nogen skyld på den anden eller forsøge at ændre på denne, men først og fremmest klarsynet vende tilbage til os selv og ransage vore egne følelser under forskellige samtaler. Først når vi har fjernet bjælken fra vort eget øje, kan vi klarsynet og med kærlighed hjælpe vor næste med splinten i dennes øje.
Nogle tips til en vellykket samtale
For at opnå en vellykket samtale kan det være godt at have nogle nøgleord eller holdepunkter at huske på. Fx kan man prøve oftere at tænke på, "hvad er det, han har ret i", og ikke bare tænke, "hvad er det, han gør forkert". Man kan også prøve at fokusere på, lighederne i stedet for på forskellene. Så kan man i det mindste begynde sine replikker med en positiv og bekræftende udtalelse, fx "jeg synes, at det, du sagde om... var vældig godt, men tror du ikke, at..." osv.
Man kan være gavmild i diskussionen. Hvad har man egentlig at miste? Man kan give den anden ret lidt oftere og bekræfte de rigtige dele i hans tanker og dele hans glæde ved det. Det er kærlighed, og kærligheden kan være en nydelse i sig selv, hvis man indstiller sig på det. Tænk, hvilken lykke det er at kunne være årsag til, at et menneske lyser op over, at dets sandhed har fået bekræftelse og opmuntring udefra! Det er ikke bare at søge sandheden, men også at forstå den. For den, der søger sandheden på bekostning af kærligheden, finder den ikke, og han har heller ikke forstået, hvad det er, han søger. Sandheden har en ringe værdi i sig selv, men er det mest værdifulde, man kan have, når den praktiseres som kærlighed. Og en fantastisk lejlighed til at praktisere kærlighed finder man netop i samtalen, hvor man fører en potentiel "mundtlig krig" hen imod at blive en "mundtlig fred" eller ligefrem en "mundtlig kærlighedsakt". Dette er et aspekt af livskunsten. Og som en lille enkel begyndelse til denne store kunst kan vi bruge et nøgleord til hjælp, når vi havner i en diskussion, hvor stemningen bliver mere og mere trykket og aggressiv, ved at spørge os selv: "Vil du have ret, eller vil du være lykkelig?"
Oversættelse HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige