Kosmos 2005/4 side 111
Et 200 års fødsels-jubilæum
af Harry Rasmussen
Den 2. april 2005 markerer 200-året for digteren H. C. Andersens fødsel. Jubilæet fejres ved storstilede arrangementer, både herhjemme og i udlandet. Omfattende aktiviteter er gået forud, herunder teater- og filmproduktioner med motiver fra Andersens eventyrlige liv og omfattende forfatterskab. Her i bladet skal der stilfærdigt fortælles lidt om baggrunden for hans reinkarnation, opvækst og repetition frem til 1834-35, hvor han dels oplevede et personligt åndeligt gennembrud, og dels for alvor slog igennem som forfatter med romanen Improvisatoren og som eventyrfortæller med Eventyr fortalte for børn. Herunder vil vi også se på hans psyko-seksuelle konstitution, som kunne tyde på noget, der ligner dobbeltpolethed.
H. C. Andersen blev undfanget omkring juli 1804. Moderen var tjenestepige Anne Marie Andersdatter og faderen skomagersvend Hans Andersen, begge bosiddende og arbejdende i Odense, men hos hver sin arbejdsgiver. Parret blev først viet den 2. februar 1805, kun to måneder før sønnens fødsel den 2. april s.å. Der hersker nogen usikkerhed om, hvor i Odense fødestedet lå, men så sent som 1867-68 udpegede man dette til at have været huset på hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensensstræde. Siden 1905 har stedet fungeret som H. C. Andersens Museum, kaldet H. C. Andersens Hus. Men H. C. Andersen har med al sandsynlighed aldrig boet i huset, højst opholdt sig der nogle måneder fra sin fødsel og til forældrene et halvt års tid senere flyttede sammen.
Forældrene ses ikke at have været samboende før fra slutningen af 1805, og da i gaden Holsedore og derefter i Klaregade. Først fra juli 1806 flyttede parret, som foruden sønnen også havde konens omkring fem år ældre pige, H. C. Andersens halvsøster, Karen Marie, hos sig, til den lejlighed i huset i Munkemøllestræde, som digteren for altid kom til at betragte som sit barndomshjem. Det er dette hjem, som siden 1930 også er museum, han omtaler og beskriver i sine selvbiografier, og ikke, som mange vistnok tror, huset der nu hedder H. C. Andersens Hus. (1)
H. C. Andersen og det tabte Elysium
Som det for længst er fremgået af mine tidligere artikler, fremfører disse som et af deres fælles grundsynspunkter, at H.C.Andersen, på trods af sit pendulagtige sinds vekslen mellem tro og tvivl, helt grundlæggende var overbevist om sjælens udødelighed og evige liv, en overbevisning, som for ham hænger uadskilleligt sammen med Guds tre hovedegenskaber: alkærlighed, alvisdom og almagt. Han delte desuden det synspunkt, at sjælen fra en oprindelig guddommelig lysverden, et "Elysium" eller et "Paradis", engang i fortiden har involveret sig i den fysiske materies verden og herunder mistet erindringen om sit oprindelige tilhørsforhold. Men gennem sit brydsomme og lidelsesfulde engagement med at overvinde den fysiske materies iboende modstandskraft, erhverver sjælen sig efterhånden et så stort kendskab til naturlovene, at den til en vis grad bliver sat i stand til at beherske disse. Dette kendskab til naturlovene findes i form af naturvidenskaben, og beherskelsen af disse ses i form af teknologien. Samtidigt hermed giver sjælens organisk-strukturelle tilhørsforhold til det guddommelige Alvæsen, sig primært udtryk i form af det levende væsens religiøse instinkt og følelse, som igen næres og bestyrkes gennem de af verdensgenløserne etablerede religioner. Derigennem vækkes sjælens anelse om og længsel efter sit oprindelige 'hjem', hvilket i første instans fører til, at en del individer af al kraft og evne bestræber sig på at genfinde og genvinde det tabte "paradis", hvorfor de mere eller mindre vender den fysiske verden ryggen. Sådanne mennesker betegnes i bedste fald som idealister og i værste fald som religiøse fanatikere.
Men andre individer søger i sam- og modspil med deres medindivider at udvikle og forbedre eksistens- og livsvilkårene i retning af optimalt ideelle tilstande. Sådanne tilstande kendes for menneskets vedkommende i form af samfunds- og kulturforholdene. Men kendskabet til og 'beherskelsen' af naturlovene og naturkræfterne, som er sket og sker i kraft af intelligensevnens og fornuftens udvikling, fører for mange individers vedkommende til en svækkelse af deres religiøse instinkt og følelse, som mere eller mindre omsættes til troen på, at verden og livet kun består af, og kan forklares ud fra, fysisk-kemiske årsager og virkninger, og at naturlovene er materien iboende, hvorfor et guddommeligt ophav, altså en gud, ikke er nødvendig i sammenhængen, hverken som årsagsforklaring eller som overordnet, dirigerende åndelig kraft. I direkte medfør heraf bliver begreber som ånd, sjæl, udødelighed, evigt liv, i bedste fald at betragte som den fysiske materies epifænomener eller biprodukter uden selvstændig eksistens, eller i værste fald som rene og skære illusioner. De mennesker, der er tilbøjelige til at nære denne opfattelse, kaldes almindeligvis for realister, materialister eller ateister. (2)
Reinkarnation og repetition
Som nævnt svingede Andersens opfattelse livet igennem mellem overbevisning og tvivl på sjælens udødelighed og evige liv, mellem idealisme og realisme, hvorimod det kun sjældent skete, at han også tvivlede på Guds eksistens eller overordnede medvirken i livsprocesserne. Men i de lyse og optimistiske øjeblikke eller perioder i Andersens liv var enhver tvivl bortvejret, og overbevisningen derfor den dominerende. Da var han sikker på, at døden ikke eksisterer i absolut forstand, men kun er et fænomen eller en proces, der indbefatter det fysiske legeme. Om end ikke uberørt af situationen, så lever sjælen dog i kraft af sin evighedsnatur, og efter en omstillingsproces, videre i et åndeligt legeme, hvormed den er i stand til at sanse og udfolde sig i en åndelig verden eller tilstandsform, som i princippet har stor lighed med dén guddommelige lysverden, hvorfra sjælen engang i urtiden involverede og engagerede sig med den fysiske verden og dennes livsbetingelser.
Men Andersen delte også den opfattelse, at individet ikke kan udvikle sine evner og færdigheder i den åndelige verdens føjelige sfære, hvorfor sjælen på et tidspunkt atter må engagere sig med den fysiske verden, hvis lovmæssigheder og livsvilkår netop repræsenterer lige præcis den modstand mod manipulation, som er nødvendig for, at psykisk så vel som fysisk udvikling i det hele taget kan finde sted. Dette fornyede engagement kan også efter Andersens opfattelse kun ske ved, at sjælen forbinder sig med et nyt fysisk legeme og derigennem med den fysiske verden. Denne forbindelse mellem sjælen og et nyt fysisk legeme etableres gennem den proces, der med et fremmedord kaldes for reinkarnationen.
Som tidligere påpeget, er reinkarnationsprocessen uadskilleligt forbundet med en psykofysisk repetitionsproces, som primært indbefatter to repetitionslag, nemlig dels et 'lag', der er udtryk for artens eller slægtens biologiske og kulturelle udviklingsforløb, og dels et 'lag', som er udtryk for individets eget personlige psykofysiske udviklingsforløb, herunder særligt dets humane eller etisk-moralske habitus.
For H.C.Andersens vedkommende afsluttedes hans repetitionsperiode omkring 1834-35, da han under sin store Italiensrejse 1833-34 oplevede et personligt åndeligt gennembrud, hvorunder hans feminine pol forenede sig med hans ordinære pol, og hans kernepersonlighed brød igennem. Selve gennembruddet havde karakter af et stort kosmisk glimt, som fik ham til at opleve og fatte livet som et eventyrligt under. Den oplevelse har han især fortalt om i sin egentlige debutroman, Improvisatoren (1835), lige som han deri fortæller om, hvad der gik forud og fulgte bagefter. (3)
Talentkernebeholdning og arv og miljø
Det skal her endnu engang gentages, at faktorerne biologisk arv og socialt, kulturelt miljø ifølge Martinus kun udgør sekundære årsager til individets personlighed, liv og skæbne, medens det er individets samlede beholdning af organtalentkerner og erindringstalentkerner, under ét kaldet skæbneelementet, der udgør de primære årsager hertil. Til grund for dannelsen af talentkernerne ligger i første instans individets egne begær, ønsker og vilje, men når disse først er dannet, udgør de i form af bevidste så vel som ubevidste anlæg, evner og tilbøjeligheder, dirigerende eller bestemmende faktorer i samme individs bevidsthed og liv. Men individets liv er i en vis og varierende udstrækning samtidigt undergivet udefra, altså fra omgivelserne, kommende skæbnemæssige positive og/eller negative tilbageslag, virkninger og eftervirkninger af de enten uselviske, heldige og hensigtsmæssige, eller egoistiske, uheldige og uhensigtsmæssige årsager, som det oprindeligt selv har udløst. (4)
Disse skæbnemæssige tilbageslag kan derfor antage højst forskellig form og karakter, som for de positive tilbageslags vedkommende kan være en 'gengældelse' af f.eks. den kærlighed, hjælpsomhed, omsorg og beskyttelse, som individet har udvist overfor andre, og som nu på tilsvarende måde vises samme individ, hvis liv og tilværelse derfor delvis former sig i overensstemmelse hermed. For de negative tilbageslags vedkommende kan det være alt lige fra f.eks. pludselig og voldsom død ved drab, krig eller ulykke, over langsom og smertefuld død som følge af alvorlig sygdom, til fysiske og/eller psykiske sygdomme og handicap, samt ubehagelige og vanskelige økonomiske og sociale livsvilkår. Hvilke skæbne-virkninger dog alle sammen i væsentlig grad vil være beroende på det enkelte individs åndelige så vel som fysiske immunforsvar, som igen hænger sammen med kvaliteten af individets humane, dvs. etisk-moralske, habitus.
H.C.Andersen og skæbneelementet
Når H.C.Andersen derfor reinkarnerede og blev født lige præcis på dén tid, i dén familie og under dé sociale og kulturelle forhold og livsomstændigheder, som tilfældet var, så hænger det altså primært sammen med karakteren af talentkernebeholdningen i hans eget skæbneelement. Det er den specielle udstråling eller vibrationsfrekvens af talentkernekomplekset, som hårfint lader skæbneelementet automatisk 'afsøge' de eventuelt foreliggende inkarnationsmuligheder, og som, i tilfælde af passende resonans med et modsvarende genkompleks, bringer det inkarnationsmodne individ i salighedsriget til først og fremmest at forbinde sig med artsbeslægtede individer, og dernæst med individer, hvis familieforhold og livsvilkår rummer optimale muligheder for det inkarnerende individs videre udvikling. Kosmisk set vel at mærke, for ved begrebet 'udvikling' kan også forstås en midlertidig tilbagegang af forskellig slags, som f.eks. social og kulturel deroute, 'arvelige' sygdomme eller fysiske handicap, sindssyge eller åndssvaghed. (5)
Da H.C.Andersen i 1846 udarbejdede sin første store selvbiografi, "Mit eget Eventyr uden Digtning", hvis tekst i det væsentlige er identisk med 1. del af "Mit Livs Eventyr", som udkom elleve år senere, i 1855, indledte han bogen med følgende karakteristiske og vel efterhånden også berømte konstatering:
"Mit liv er et smukt eventyr, så rigt og lyksaligt! havde jeg, som dreng, da jeg fattig og ene gik ud i verden, mødt en mægtig fe og hun havde sagt: "vælg din bane og dit mål, og da, efter din ånds udvikling, og som det fornuftigvis må gå til i denne verden, beskytter og fører jeg dig!" min skæbne kunne da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit livs historie vil sige verden, hvad den siger mig: der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste." (6)
Her lancerer Andersen for alvor dén ledende idé om tilværelsen, som han i lidt vagere udtryk og vendinger var inde på i sin første selvbiografi, "Levnedsbogen", fra 1832, men som i de senere selvbiografier har fundet en præcis formulering, der indeholder følgende grundsynspunkter: Livet selv er det største eventyr, og den alkærlige Guddom er alle de evigt levende væseners himmelske Fader, som betjener sig af samtlige eksisterende individer, mennesker inklusive, som de sanse- og manifestationsredskaber, hvormed "Han" demonstrerer sin alkærlighed, alvisdom og almagt. Men til i særlig grad at inspirere og føre menneskenes kulturelle udvikling betjener Gud sig af dertil kvalificerede og udvalgte individer på alle bevidsthedsniveauer, herunder ikke mindst fremtrædende visdomslærere, videnskabsfolk, bildende og skrivende kunstnere og flere andre.
Som en sådan udvalgt og gudinspireret kunstner opfattede digteren H.C.Andersen sig. Det kan ikke mindst ses af den epilog, som han på sin 50 års dag, den 2. april 1855, skrev og føjede til beretningen om sin livshistorie fra 1847 til 1855, der indgår i 2. bind af "Mit Livs Eventyr", som imidlertid rækker helt frem til 1869. Epilogen, som samtidig er udtryk for Andersens teodicé (dvs. forligeligheden af den alkærlige Guds og det "onde"s samtidige eksistens), lyder som følger:
"Mit livs eventyr indtil denne time ligger således nu oprullet for mig så rigt, så smukt, så fortrøstende! – selv af ondt kom godt, af smerte kom glæde, en tankedyb digtning, jeg kunne ikke digte den så. Jeg føler mig at være et lykkens barn! så mange af min tids ædleste og bedste er komne mig kærligt og åbent imøde, sjælden er min tillid til menneskene bleven skuffet! de bitre, tunge dage har også i sig spiren til velsignelse! hvad uret jeg troede at lide, hver hånd, som greb tungt ind i min udvikling, bragte dog sit gode.
I vor fremskriden mod Gud fordunster det bitre og smertelige, det skønne bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den mørke sky. Menneskene dømme mig mildt, som jeg i mit hjerte dømmer dem, og de vil det! et livs bekendelser har for alle ædle og gode en magt af skriftemålets hellighed; trygt giver jeg mig hen. Åbent og tillidsfuldt, som sad jeg blandt kære venner, har jeg her fortalt mit Livs Eventyr." (7)
"Grevebarnet"
Bortset fra nogle åbenlyse kronologiske og faktuelle unøjagtigheder i selvbiografiernes skildring af forløbet af forældrenes ægteskab og bosætning i forhold til sønnens fødsel, og fra, at søsteren helt savnes i sammenhængen, så berører Andersen her et andet grundtema i sin livsanskuelse og i sit forfatterskab. Det drejer sig om grevetemaet. En greve er jo normalt en socialt højtplaceret, fornem person af adelig afstamning, men for H.C.Andersen betød dette afstamningen fra den åndelige adel, som individet kvalificerer sig til ved egen fortjeneste. Det hændte lejlighedsvis, at Andersens moder mildt bebrejdede og irettesatte sin lille søn, når der var et eller andet, han var utilfreds med. Herom hedder det i "Mit Livs Eventyr":
"Jeg var eneste barn og blev i høj grad forkælet, men høre måtte jeg det af min moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et grevebarn! – [...]" (8)
Denne tekst kan sammenholdes med, hvad Andersen noget senere fortæller om sin skolegang som 5-årig i Fedder Carstens' Drengeskole, som imidlertid også havde en enkelt og omtrent jævnaldrende pige som elev. Denne lille pige, der var jøde ligesom de øvrige børn i skolen, var meget fornuftig og tænkte allerede på sin fremtid, hvor hun håbede på at få en god tjenesteplads, som f.eks. mejerske på en stor herregård:
"Det skal du blive på mit slot, når jeg bliver fornem! sagde jeg, og hun lo ad mig og sagde, at jeg var en fattig dreng. En dag havde jeg tegnet noget, som jeg kaldte mit slot og forsikrede hende ved den lejlighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt barn, og at Guds engle kom og talte med mig; [...]" (9)
Den grimme ælling I den forbindelse kommer man uvilkårligt til at tænke på Andersens delvis selvbiografiske eventyr om den forbyttede og uglesete svaneunge, "Den grimme ælling", 1844, der er født og vokser op under sin 'stand' i andegården, men som efter diverse genvordigheder siden hen kommer til erkendelse af sin egen herkomst som en kongelig fugl. Den grundlæggende idé hertil har digteren formentlig oprindelig fået, da han i 1825 skrev digtet "Sjælen", som tydeligvis især er inspireret af "Til Sjælen. En Ode", ca. 1775, forfattet af kollegaen Johannes Ewald (1743-81). Denne menes igen at have fået ideen til sit digt om ørneungen, der er faldet ud af sin rede oppe på den skyhøje klippetinde, og er endt nede i den dybe, mørke dal, fra den nyplatoniske myte om sjælen. Denne myte har vi tidligere omtalt, og den går kort fortalt ud på, at sjælen er (synde)faldet fra sit oprindelige lyshjem, sit "Elysium" eller "Paradis", og har ladet sig involvere og engagere med den fysiske materies verden i en sådan grad, at den midlertidigt har mistet erindringen om sit høje tilhørsforhold til sit guddommelige ophav.
Den grimme ælling Men under opholdet under den fysiske verdens ofte barske forhold og livsvilkår vækkes efterhånden sjælens anelse om og længsel efter at vende tilbage til sit egentlige hjem, som derefter bliver målet for dens higen og stræben, og før eller siden lykkes det sjælen at kvalificere sig til at kunne genfinde og genvinde sit "Elysium". – Som det måske umiddelbart fremgår af den nyplatoniske myte om sjælens skæbne, er denne i principiel overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn, og denne er så vel som den nyplatoniske myte igen i principiel overensstemmelse med Martinus' skildring af det levende væsens indvikling i og udvikling af materien. (10)
Inden det kommer så vidt, må sjælen imidlertid gennemleve en række inkarnationer på den klode, hvortil dens fysiske liv og udvikling skæbnemæssigt enten permanent eller i en periode er knyttet. Herunder gør individet erfaringer, ikke mindst lidelseserfaringer, som på sigt dels vækker dets slumrende humane evne og dels dets ligeledes slumrende seksuelle pol og polorgan. Udviklingen af den humane evne og af den latente pol foregår sideløbende, men mens den humane evne er udtryk for individets etisk moralske udvikling, udgør den vågnende pol med det tilhørende intellektuelle polorgan psyko-organisk grundlag for en ændring af individets seksuelle orientering fra udelukkende at være rettet mod det modsatte køn til også at være rettet mod eget køn. Det behøver dog ikke nødvendigvis at give sig udslag i det, vi forstår ved seksuelle interesser og aktiviteter, men i højere grad i forekomsten og væksten af rent intellektuelle, åndelige, kunstneriske evner og kulturelle interesser. (11)
H. C. Andersens seksualitet
Set fra et kosmologisk synspunkt kan der næppe være tvivl om, at H. C. Andersen med hensyn til sin polkonstellation og kosmiske sansebegavelse befandt sig på tærsklen til det, Martinus betegner som "den store fødsels forgård", hvor intuitive nedslag i bevidstheden af universelle kundskaber, indsigt og kreative inspirationer, finder sted i stigende grad og omfang. Dette er også baggrunden for tilstedeværelsen af det, jeg benævner "det fjerde tydningsplan" i hans digtning, nemlig det såkaldte universelle plan eller den kosmiske dimension. Dette tydningsplan eller denne kosmiske dimension har individet kun adgang til i inspirerede øjeblikke af balance mellem følelse og intellekt, en periodisk eller mere permanent mental tilstand, hvori intuitionsfunktionen har mulighed for at optræde. (12)
Det er en sådan mental balance, der fik en H. C. Andersen til f.eks. at opleve og skrive følgende: "Det var et af de øjeblikke, som alle gode kender; man føler sig at være et led i den store kærlighedskæde, der sammenholder skabningen." – Det er også sådanne inspirerede og intuitive øjeblikke, han hentyder til med ordene: "Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage."
Men med hensyn til H. C. Andersens personlige seksuelle orientering forekommer det mig, at det først er i og med Martinus' kosmiske analyser over "det seksuelle polprincip" og "den seksuelle polforvandling", at man finder en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor et menneske som H. C. Andersen havde netop dén psyko-seksuelle konstitution, som tilfældet var. Han følte sig omtrent i lige høj grad seksuelt draget mod kvinder som mod mænd, men af netop samme grund ser det ud til, at han har afstået fra at have fysisk seksuelt samkvem med nogen af parterne. Han nøjedes i reglen med en kortvarig forelskelse, ofte i både en kvinde og en mand samtidig, hvilket der er adskillige eksempler på i hans liv. Fra Andersens side var der altså tale om en dobbeltforelskelse, i reglen kortvarig, og som siden gik over i varigt venskab.
Der var dog næppe tale om forelskelse fra de pågældende enkeltpolede kvinders side, for dertil var Andersens feminine pol og aspekt alt for fremtrædende. Kvinderne følte sig ganske enkelt ikke seksuelt tiltrukket af den både fysisk og psykisk aparte Andersen, men nok smigrede over hans opmærksomhed imod dem. For de involverede mænds vedkommende var disse oftest udpræget enpolede, og sådanne mænd føler i reglen direkte afsky eller væmmelse ved en anden mands alt for feminine eller affekterede fremtræden. Bortset fra et par enkelte undtagelser, som dog ikke skal omtales her, afviste de pågældende mænd venligt, men fast og bestemt vennens mere eller mindre tydelige tilnærmelser. Hvad den seksuelle drift og dens normalt nødvendige tilfredsstillelse angår, tyder en del på, at H. C. Andersen klarede sig med onani. (13)
Den dejligste brud
Et faktum er det i hvert fald, at H. C. Andersen aldrig giftede sig, men forblev inkarneret ungkarl hele sit forholdsvis lange liv. Han blev tidligt klar over, at han ikke egnede sig som ægtemand, men at han i stedet var viet til sin digtermuse, det vil mere konkret sige: til sin feminine pol. Det fortæller han indirekte om allerede i et eventyr som Dødningen (1830) og i omarbejdelsen af dette: Rejsekammeraten (1835), hvor det i sidstnævnte fortælles, at drengen Johannes alias Hans Christian Andersen selv er faldet i søvn ved sin faders dødsleje med den dødes kolde hånd i sin, og herunder sker bl.a. følgende: "Da drømte han en underlig drøm; han så, hvor sol og måne nejede for ham, og han så sin fader frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo, når han var rigtig fornøjet. En dejlig pige, med guldkrone på sit lange smukke hår, rakte Johannes hånden, og hans fader sagde, "ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i hele verden." …" (14)
Rejsekammeraten Vi og verden bør i anledning af H. C. Andersens 200 års fødselsjubilæum glæde os over, at digteren i stedet for et almindeligt liv og en borgerlig karriere og tilværelse følte sig kaldet til at være "Guds præst", og at han som sådan blev viet til digtekunsten. Ellers havde han sandsynligvis ikke evnet og magtet at realisere sit store livsprojekt: Gennem skildringen af sit eget liv og med sit øvrige forfatterskab at fortælle sine medmennesker om Guds eksistens og alkærlighed, sjælens udødelighed og evige liv, og først og sidst, at livet selv er det største af alle eventyr. Der er samtidig grund til at glæde sig over, at også Martinus forblev ugift, angiveligt primært fordi han i medfør af sin dobbeltpolethed var udvalgt til verdensgenløser, og sekundært fordi han følte, at han var gift med hele menneskeheden. Kun derved blev han sat i stand til at skabe sit store og næstekærlighedsfyldte livsværk Det Tredje Testamente.
Rejsekammeraten Noter og kilder:
1. H. C. Andersen: Mit Livs Eventyr I, s. 27-30. Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Gyldendal 1975.
2 Vedr. menneskehedens bevidsthedskategorier: Livets Bog I, stk. 122-57, 170. Jf. evt. med stk. 171-241.
3 Vedr. Reinkarnation: LB II, stk. 320-1, 326, 369, 371, 384, 387, 422, 528, 569-70, 585, 616. Vedr. Undfangelse: Samme sted, stk. 825-6, 928, 931-5. Det Evige Verdensbillede 4, Symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket. – Andersens åndelige gennembrud findes omtalt i artiklen H. C. Andersen og reinkarnation. Kosmos nr. 6 2004
4 Vedr. talentkerner: LB II, stk. 328, 372-3, 402, 413, 465. Vedr. skæbne: LB II, stk. 348, 572, 587, 629. Det Evige Verdensbillede II, Symbol nr. 18: Det levende væsens skæbnebuer.
5 Vedr. arv og miljø: Logik, kap. 71, 93-4.
6 Det i note 1 nævnte værk, s. 27.
7 Det i note 1 nævnte værk, bind II, s. 159-60.
8 Det i note 1 nævnte værk, s. 28.
9 Samme sted, s. 36.
10 Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, s. 91-159 samt noterne dertil.
11 Om det seksuelle polprincip og polforvandlingen: LB III-VI, jf. indholdsfortegnelserne. – Se evt. også Per Bruus-Jensen: "X", bd. 4.
12 Vedr. "de fire tydningsplaner", se det i note 11 nævnte værk, s. 17-9.
13 Om H.C. Andersens seksualitet, se artiklerne "min halve Qvindelighed" og Det kosmiske eventyr. Harry Rasmussen: H. C. Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning. Temahæfte nr. 6. Kosmologisk Information 1996.
14 H.C.Andersens fader døde 26. april 1816, da sønnen kun var 11 år. – Eventyret Rejsekammeraten. Se f.eks. Erling Nielsen og Erik Dal: H. C. Andersens Eventyr, bd. 1, s. 67. Hans Reitzels Forlag, København 1963. Jf. den guldkronede pige med pigen i eventyret Hyldemoer (1844), samme værk, bd. II, s.. 171-7.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige