Kosmos 2005/4 side 121
Den bedste af alle verdener
af Ronald Fohlmann
Ovenstående er titlen på en bog med undertitlen "De store utopier og de små visioner" (forlaget Tiderne Skifter, 2001) skrevet af den flittige forfatter og foredragsholder Peter Thielst. En forfatter nok mest kendt for bogen "Livet forstås baglæns, men må leves forlæns" (et Søren Kierkegaard citat). Og hvem er ikke interesseret i at kende til den bedste verden?
Utopi
Hvad er en utopi?.
Det er et intetstedsland, et sted som ikke findes, idet topos, der er et græsk ord, betyder sted. Med andre ord, en utopi er en "tænkt virkelighed".
En verden, som forfatteren Thomas More (1478-1535) beskrev i sin bog Utopia, et idealsted som (endnu) ikke findes, men gerne måtte opstå.
Det har været hævdet, at More støbte ordet Utopia for at gække med dobbeltbetydningen: ou-topia = ikke-sted og eu-topia = godt sted, og det er i den sidstnævnte betydning, vi i dag almindeligvis bruger ordet utopi. En herlig og lokkende virkelighed i forhold til det bestående.
Og hvad er det så for verdener, Thielst beskriver, og kan vi lære noget af disse beskrivelser? Ja, bogen er så absolut læseværdig, og der beskrives flere forskellige utopier, men her skal kun, udover Thomas Mores verden, kort omtales Platons og Francis Bacons utopier. Først om Platon (427-347 f. Kr.), der i en dialog bruger Sokrates som talerør for sine tanker om den ideelle stat. En stat, der bygger på billedet af en guddommelig verden, ideernes verden. En verden, hvor det sande, det gode og det skønne virker helt ideelt sammen. En verden, hvor staten går forud for individet, så derfor er det vigtigt at få guidet de nysgerrige og visdomselskende borgere frem til denne verden.
Det er en opgave for den øverste klasse (filosofferne) i Platons tredelte klassesystem, og den viden, filosofferne har, gør dem helt naturligt egnet som de bedste som statsledere. Men det er ikke en 100% humanistisk stat, idet det fx tilrådes at opløse ægteskaber og arrangere samliv og reproduktion efter rationelle principper. Tillige er det en stat, der har slaver. Og indbyggerne måtte indrette sig efter, hvad der var fornuftigt og logisk. Hos More derimod må fornuften føje sig efter det menneskelige. Der er visse humane mindstemål for et værdigt og givtigt liv.
More siger videre, at ejendom er roden til alt ondt. Det er tilegnelsen af penge, der er årsag til alle krige, uroligheder og kampe. Og slaver og slaveri er et resultat af et samfund baseret på ejendomsret. Men det bekymrer More, at i en stat uden ejendomsret mangler incitamentet til at arbejde, men han mener, der er så mange fordele ved hans utopiske verden, at det skal nok opveje dette forhold. Og livets mening er nydelse. Der er ikke andre højere mål. Man udvikler ånd og dyd, fornuft og sindelag for nydelsens skyld.
Francis Bacon (1561-1626) er kendt og værdsat for sine bestræbelser for at rekonstruere og forny videnskaben, så den fjernede sig fra sammenblandingen af metafysik og forskning. For ham var viden lig med magt. Derfor er Bacons tilbud på en utopi et samfund, der hviler på en naturvidenskabelig tilgang til tilværelsen. Endvidere et liv blottet for seksuel lyst og praksis, der dog tillader og accepterer ægteskab for de svage, der ikke kan styre deres seksuelle begær.
Martinus' kosmologi
Fører vi nu Martinus ind i billedet, ved jeg ikke, om han ville bruge ordet utopi i betydningen et godt sted? I bekræftende fald er hans utopi ikke en verden, der100% stemmer overens med nogle af de i bogen beskrevne. Og når han i sin kosmologi på væsentlige punkter afviger fra bogens utopier, skyldes det først og fremmest, at det, han beskriver, ikke primært er et resultat af filosofiske overvejelser, men derimod et resultat af hans intuitive begavelse.
Et nøgleord i Martinus' forfatterskab er udvikling. Vi udvikles, vi er altid undervejs. Han beskriver udviklingen som et guddommeligt skabelsesprojekt. En vej der er et resultat af vort inderste begær. Og det, vi jordboere nu nærmer os, er et nyt naturrige – intet mindre – et Guds rige på jordkloden. En verden, hvor fornuft og næstekærlighed indgår i et sublimt højt, tæt og harmonisk forhold – ikke et enten-eller. Dog er der elementer og forhold i de beskrevne utopier, der lægger sig op ad Martinus´ verdensbillede eller det naturrige, vi nu nærmer os. For eksempel Platons, som er en stat, hvor det sande, det gode og skønne virker sammen, og så taler han om en guddommelig verden, ideernes verden.
I Mores utopi beskrives en verden, hvor goderne er ligeligt fordelt – en verden uden ejendomsret for det enkelte individ.
Men hvad er Martinus' billede af et godt sted – en bedre verden? Han går langt videre, end det er beskrevet i selv de bedste af utopierne, og her tænker jeg især på hans ret så epokegørende analyser af det polære princip, den højeste ild, sult- og mættelsesprincippet. Hvad det indebærer for udviklingen, fx forholdet kønnene imellem. Viden om det polære princip kan være en meget stor hjælp for mange mennesker i deres bestræbelser for at finde en mening med livet, få fodfæste og komme rimeligt overens med vor tids urolige og komplicerede verden.
Tillige viser Martinus helt præcist i alle sine analyser, at livets højeste lov ubetinget er næstekærlighed. Det er et verdensbillede, der på ingen måde kompromitterer livets egen tale, selv om det ofte kan være svært at se, fx når livet føles hårdt og ubehageligt. Tillige er det et verdensbillede – modsat de nævnte utopier – der "holder vand", følelsesmæssigt og intellektuelt, og derfor må Martinus' kosmologi være et oplagt emne for forskere at studere og analysere. Ja, det lyder "utopisk".
Her og nu
Faktisk er den "bedste verden" for det enkelte menneske her og lige nu. Det er altid på toppen af sin udviklingsbane og har gjort nogle erfaringer for det videre udviklingsforløb. Derfor skal man koncentrere sig om nuet, få det bedste ud af det – ud fra ens egne erfaringer – og tage imod den hjælp, håndsrækning, Martinus giver os. Han fortæller klart og præcist, hvorledes vi fra vort nuværende stadium kan komme videre og opleve en bedre tilværelse. Han beskriver en bedre verden, ja flere verdener, som vi er undervejs til, men ikke en intetsteds-verden. Hans analyser er ikke ønsketænkning. Der er altid en bedre verden "forude". Vi må aldrig holde op med at tænke frit og gøre os forestillinger om, hvorledes vi med vores adfærd og handlinger kan opbygge en bedre verden. Eller som det engelske ordsprog siger: "A people without visions will perish".
Vi kan fortryde ting i fortiden og frygte fremtiden, men det, der sker her og nu, er uden at være fatalistisk altid det bedste for én og kan ikke være anderledes. Og det ville have været interessant, om Thielst havde haft et afsnit om Martinus´ kosmologi i sin bog.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige