Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Intet er mere ødelæggende for en fodboldkamp end en dommer, der lader fløjten lyde for selv den mindste forseelse. Det skal vi se et eksempel på nedenfor. Og den læser, der klynger sig til ortodoksien og ikke forstår, at eksemplet med fodboldkampen er en rigtig god metafor, skal særlig læse med opladt sind. Thi denne lille perle fra Martinus' hånd er netop tilegnet hende eller ham.

 

Vi kommer her til de væsener, der igennem tiderne har ført menneskehedens forskellige racer fra kulturtrin til kulturtrin, og hvis ord og idealer stråler til os fra "Bibelen" og andre hellige bøger som evige sætninger, udødelige ord, tilpasset til den enfoldige og afslørende den højeste sandhed for den vise, der selv er blevet "et med vejen, sandheden og livet".

Det er sådanne væsener, vi udtrykker som "profeter" og i deres højeste fremtræden som "messiasser" eller "verdensgenløsere". Vi har således for os i disse væsener personer, der er ganske uafhængige af, hvad andre har skrevet, talt eller sagt. Deres højeste viden om sandheden, om livets love og universet, deres kendskab til væsenernes udødelighed eller evige eksistens er ikke noget, de har erhvervet sig blot fra de "hellige bøger" eller fra andre væsener, profeter eller verdensgenløsere. De fremtræder ikke som disses plagiatorer eller eftersnakkere, ligesom de naturligvis heller aldrig i nogen som helst situation kan fremtræde som misundelige kritikere eller forvanskere af disse væseners særlige terminologier eller ordformer. De udgør i høj grad modsætningen til den form for idealister, der har så uendeligt travlt med at skulle vise verden de virkelige, åndelige kapaciteters "ufuldkommenheder" og "fejltagelser". De svælger i at finde "modsigelser" i de sande vises terminologier og afslører derved deres egen endnu åndelige barnlighed og totale mangel på evne til at forstå kernen eller det væsentlige i stoffet, der er den første betingelse for den, der virkelig skal kunne gøre sig noget håb om at komme til en hundrede procents forståelse af de højeste åndelige kapaciteters inderste tanke eller livets højeste visdom igennem blotte ord eller tekster. De er "forskere", hvis formåenhed på det åndelige eller kosmiske område endnu er af så ringe kapacitet, at den næsten ikke kan overleve sådanne situationer, hvor teksten, grundet på et eller andet uundgåeligt, betinger underforståelse. Forskellen på en sådan forskers og den vises arbejdsmetode er derfor meget åbenlys. Mens den førstnævnte, der ikke har evne til at komme igennem de underforståede situationer i stoffet og således ikke her er i kontakt med dette, men derimod næsten udelukkende er optaget af "ordet" eller "teksten" og derved måske endog mod sin vilje forvansker stoffet, ånden eller meningen bag den misforståede tekst, så afslører den vise en så overdådig kundskab om stoffet bag teksten, at de underforståede situationer her overhovedet ikke spiller nogen rolle i hans forståelse af meningen i stoffet, ja, han vil endog være i stand til at udbygge teksten i de underforståede situationer eller "modsigelser" til fordel for en afklaring af den røde tråd i stoffets helhed og således i kraft af sin kærlighed påvise, at der i realiteten ingen "modsigelser" er. Han støtter det ophøjede eller hellige stof derved, at meningen eller tråden i dette bliver den samme i hans fortolkning som den, stoffets ophav netop har tilsigtet at åbenbare.

Den uformående og selviske forsker, der i virkeligheden ikke kender den røde tråd i stoffet og således er meget vaklende angående dets sande mening, benytter enhver lejlighed til i de underforståede situationer, hvor teksten tilsyneladende eller rent overfladisk former sig som "modsigelse", at bryde ind i dette for i sin egen selvdyrkelses favør at placere sin egen mening, der jo udelukkende går ud på at trække eventuelle "modsigelser" yderligere op, hvorved stoffets oprindelige mening smuldrer væk, og tilbage for denne forsker og hans tilhængere eller læsere er kun det rene vrøvl. Her gælder det mere end noget andet sted: "Salig er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud".

Men rent bortset fra disse visdommens uheldige fortolkere funkler og stråler verdensgenløsningens store stjerner på den åndelige himmel. Deres blændende strålevæld er alt for overdådigt til ikke at kunne skinne igennem en hvilken som helst jordmenneskelig, sproglig ufuldkommenhed. Den, der virkelig er vokset frem til at have "øjne at se med" og "øren at høre med", han skal nok komme til både "at se" og "høre" den absolutte sandheds strålende lys, i hvad eller hvem dette så end måtte vise sig. Han vil "se sandheden" i selv den mest elendige og på "modsigelser" fyldte terminologi, og han vil "høre den" i selv den mest stammende fortolkers tale. Sandhed er "ånd" og kan kun opleves og kendes i kraft af "ånd". Ord og tungemål er kun underordnede redskaber, tilpasset for tid, sted og trin. Hvem, der endnu kun er "tid", "sted" og "trin", ser og hører kun "tid", "sted" og "trin".