Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi ved alle, hvor stor betydning det har at forstå Martinus rigtigt. Det kommer gang på gang til syne i diskussioner. Nogle tolker hans tekster på én måde, andre på en anden, og undertiden kan der opstå stor uenighed. Den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) fremhævede sproget som den afgørende faktor. Vi lægger forskellige betydninger i ordene og taler ofte forbi hinanden, vi har forskellige sprogspil kørende. Undertiden kan vi i en samtale nærme os så meget til hinanden, at replikkerne flyver uhindret som i et ping-pong spil. Til andre tider møder vi mennesker, der hele tiden misforstår os. Sproget spænder ligesom ben for den frie samtale.

At Martinus har sit eget sprogspil, som man må kende for at forstå ham, har vi sikkert alle sammen opdaget. Ikke mindst når vi har stået over for mennesker, som havde et andet sprogspil. For Martinus er det således indlysende, at der er en dybere mening med alting, intet sker tilfældigt, og alt er såre godt. Ja, det er så elementært, at det ofte er underforstået i hans tekster. Wittgenstein påpegede, at der er stor forskel på at forklare og forstå. Vi kan godt forklare andre, hvad vi mener, men det er ikke sikkert, de finder det logisk. Det fordrer, at begge parter tænker inden for rammerne af det samme sprogspil. Gør de ikke det, går det galt. Det giver Martinus et godt eksempel på i Pinseglans over livet (småbog 6 b). I kapitel 13 skriver han: "Den uformuende og selviske forsker, der i virkeligheden ikke kender den røde tråd i stoffet og således er meget vaklende angående dets sande mening, benytter enhver lejlighed til i underforståede situationer, hvor teksten tilsyneladende eller rent overfladisk former sig som "modsigelse", at bryde ind i dette for i sin egen selvdyrkelses favør at placere sin egen mening, der jo udelukkende går ud på at trække eventuelle "modsigelser" yderligere op, hvorved stoffets oprindelige mening smuldrer væk, og tilbage for denne forsker og hans tilhængere eller læsere er kun det rene vrøvl."

Wittgenstein gik så langt som til at sige, at alle filosofiske problemer lå i, at vi ikke forstod hinandens sprogspil. "Du må huske på, at sprogspillet så at sige er noget uforudsigeligt. Jeg mener: Det bygger ikke på grunde. Det er ikke fornuftigt (eller ufornuftigt). Det er der bare – ligesom vores liv," skrev han.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at Martinus i Livets Bog 1, stk. 150 ff. inddeler jordmenneskene i "bevidsthedskategorier" og viser, at der til hver kategori hører en særlig opfattelse af, hvad et godt liv er. Her er det ikke i første omgang fornuft (eller ufornuft), der tæller, men en følelse, som Martinus i Livets Bog 1, stk. 17, beskriver som "en strøm af varmebølger, en strøm af livskraft eller energi, en strøm af idéer, en strøm af længsel …". Når den følelse indtræder, har vi fundet det, vi brænder for. Herefter gælder det om at retfærdiggøre det, sætte ord på. Det kan der så blive sprogspil og verdensbilleder ud af.