Kosmos 2005/7 side 200
De store begivenheder, som således i nærværende århundrede går hen over verden, vil altså være at udtrykke som identiske med omskabelsen af jordmenneskehedens tågetilstand til en sollys tilværelse, – de er dyrerigets dødskamp i det jordmenneskelige samfundslegeme, – de er det kosmiske menneskeriges begyndende opstandelse på jorden. At disse mægtige begivenheder ikke har kunnet og ikke vil komme til at gå helt ublodigt af, er ganske naturligt, sålænge disse endnu er identiske med en kamp, der føres inde på et område, hvor had, hævn og selvforsvar kæmper imod trældom, hamstring og griskhed. En kampplads, der udtrykker en reaktion mellem sådanne energier, kan kun præstere lig. Men over disse lig opstår verden i en ny forklaret skikkelse, og jorden bliver en vibration af fornuft og kærlighed, en harmoni af intuition og salighed.
Martinus i 1932 i Livets Bog 1, stk. 119.