Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hele menneskeheden går nu ind i en epoke, hvor de store kræfter arbejder på at samle alverdens mennesker til ét folk, til én nation, om én Gud og én væremåde. Men hvordan kan det ske? – Ja, det kan aldrig ske så længe menneskene i øst og vest, i syd og nord har hver sin opfattelse. Hvordan skal menneskene få den samme opfattelse? – Naturen får det til at ske, den giver efterhånden menneskene i øst og vest, i syd og nord den samme viden og de samme erfaringer, oplevelser og kendsgerninger. Disse kendsgerninger udløser sig i slutfacittet, at Kristi væremåde er det fuldkomne menneskes væremåde, den er livets mening, og den væremåde Gud talte om, da han sagde: "Lader os gøre et menneske i Vort billede efter Vor lignelse".

Det skal blive til videnskab, at Kristi væremåde er modellen for det fuldkomne menneske i Guds billede. Det skal ikke være noget, som det selskab eller den religion mener; det skal være noget videnskaben siger. Når videnskaben konstaterer en kendsgerning, må den blive til kendsgerning for alle mennesker. 2 plus 2 er 4, det er det både for kristne, muhamedanere og alle andre mennesker. Således må også de store sandheder blive det samme for alle mennesker, men det kan de ikke blive, så længe de har forskellige meninger. Igennem erfaringerne og lidelserne åbenbarer sandheden sig, og man kommer til at indstille sig på et højere tilværelsesplan, og måden at leve på bliver til videnskab.

Åndsvidenskaben er født, der eksisterer en hel analyserække, som er tilgængelig for almindelig intelligens, og som kan kontrolleres af en sådan intelligens. Den viser på alle områder, hvordan alle naturens principper er inkarneret i Kristus, modellen for væremåde. Denne analyserække eller dette verdensbillede viser som en videnskabelig sandhed, at man skal være til glæde og velsignelse for alt levende, og at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv er alle loves fylde. Denne lov arbejdes der på helt nede i mineralriget, i planteriget, i dyreriget og fremme i menneskeriget bliver den udviklet til fuldkommenhed. Alt er baseret på at føre de levende væsener frem til denne tilstand at være mennesket i Guds billede. Når det bliver til mennesket i Guds billede, får det lov at opleve kulminationen af lys i den materielle verden, og når det er færdig med denne verden, får det lov at fortsætte i de allerhøjeste verdener. Indgangen til de højeste verdener er dette, at man bliver ét med Gud. Så længe man ikke er det, må man være her, hvor man mærker lidelser, sorger, bekymringer og frygt, der netop er udtryk for, at man ikke er ét med Gud. Det menneske, der er ét med Gud, forstår det hele, det forstår sine fjender så vel som sine venner, og for disse fjender stråler det med kærlighed lige så vel som for sine venner. Det har overhovedet ingen fjender, for det er noget, vi selv bestemmer. Vi kan ikke bestemme, om andre vil have os til fjender, men vi kan bestemme, at ingen andre er vore fjender. Det bor i det fuldkomne menneske, det har i sig denne tilstand. Det er frugten af den sæd, der blev nedlagt i Betlehem, og som kom til udtryk i Jesu væremåde, og som nu igennem snart 2000 år har ført menneskene fremad.

Uddrag af Martinus' artikel: Kristendommens verdensepoke.