Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At behandle begreber som illusion og virkelighed er meget vanskeligt. Vi kommer nemlig ubønhørligt til at havne uden for det, som er den velkendte fysiske virkelighed, og dette kommer til at stille krav til vor koncentration og tænkeevne. Vi kan sammenligne os med børn, der står over for at skulle lære matematik. Når de skal lære det grundlæggende i f.eks. regnereglerne, anvendes ofte konkret materiale såsom kuglerammen. Når siden udregningerne skal udføres uden fysisk støtte, bliver det meget sværere, og det er en lignende vanskelighed, som vi kommer ud for, når vi behandler begreberne illusion og virkelighed. Det er altså meget muligt, at de, der ikke har fordybet sig i studierne af Martinus' analyser, kan blive lidt forvirrede af at læse denne artikel ( som egentlig er beregnet til et foredrag). Det behøver i og for sig ikke at være dårligt. For at lære noget nyt, må man forlade de velkendte horisonter – i dette tilfælde den fysiske virkelighed – for at lære en anden virkelighed at kende, nemlig den åndelige sfære.

Dette kan altså blive svært for jer – og har også været besværligt for mig, når jeg har holdt foredrag over temaet illusion. Sidst jeg holdt et foredrag over dette tema, mærkede jeg en modstand, ja nærmest en slags irritation fra nogle tilhørere. Vi bryder os ikke om at høre, at det, som er "virkeligheden", oplevelsen af livet, skulle være noget uvirkeligt – en illusion. Men det er ikke det, Martinus antyder, når han bruger begrebet illusion. I Livets Bog 4, stk. 1082, skriver Martinus:

"Men det er netop denne opfattelse af tingene, der er "illusion", idet den nemlig er usandhed. Disse fornemmelser har netop med virkeligheden at gøre, thi de er selve "virkeligheden" inden for det sanseområde, i hvilket de hver især er opstået og eksisterer. At benægte dette er at benægte alle de eksisterende oplevelser, der findes inden for væsenernes sanseområder, hvilket igen vil være det samme som at benægte selve livets eksistens."

Atomets størrelse på ca. 10^-10 meter bestemmes af elektronernes hektiske kredsløbsbevægelse rundt om en kerne med en tilsyneladende størrelse på kun 10^-15 meter. Hvis vi skulle forstørre atomet op til proportioner, der kan være begribelige for os, kan man tænke sig Globen, Stockholms klodeformede arena, som model. Lad os forestille os bygningens ydre vægge som atomets volumen. Næsten hele atomets masse skulle så være samlet i kernen, som befandt sig i centrum af Globen og var mindre end en hasselnød. Brintatomets eneste elektron, så lille at vi knapt kunne se den, havde så faret Globens vægge rundt, og med sin svimlende hurtige bevægelse slutter rummet så at sige for den udenforstående. Atomet er altså mest tomrum i en uhørt hurtig bevægelse. Om nu denne teori har det mindste med sandheden at gøre, så kan man forstå, at Martinus kan anvende ordet illusion om den virkelighed, vi oplever, eftersom vi f.eks. ikke oplever stenens materie som bevægelse, men snarere som en fast, ja ubevægelig masse.

Vi behøver måske ikke at gå så langt som til mikrokosmos for at opleve, hvorledes det, som er illusion for nogle, er blodigt alvor for andre. Det er tilstrækkeligt at betragte den virkelighed, som beskrives i aviser og TV-underholdningsserier, hvor folk slås til blods og lignende. For mange mennesker er den illusion, som skabes i TV-mediets lettere underholdning, det nærmeste, man kommer virkeligheden. Men når Martinus anvender ordet illusion, vil han dog ikke benægte virkeligheden eller livets eksistens, som det fremtræder – tværtimod. Lidt før i samme stykke udtrykker Martinus sig sådan:

"Det, der synes "godt" for det ene væsen, kan samtidigt synes "ondt" for det andet, det, der er "skønt" for det ene, kan være "uskønt" for det andet væsen og således fremdeles på en masse felter. Men hvem har så ret? – De har absolut alle ret. Tingene er virkelig "onde", "gode", "skønne" og "uskønne" i de sanseområder, i hvilke de fornemmes eller sanses således."

Absolut alle har ret?! Men hvordan kan det være sådan, at noget kan være ondt og godt, grimt og smukt samtidigt? Løsningen ligger i ordet sanseområde, dvs. at hvert væsen har sit eget individuelle sanseområde. Hvis man har haft hænderne i 5 grader varmt vand og flytter dem over i 15 grader varmt vand, så opleves sidstnævnte vand som varmt, hvorimod man, hvis man har haft hænderne i 30 grader varmt vand og flytter dem over til vandet, der er 15 grader, så opleves samme 15 grader varme vand som koldt. Vi nærmer os her et klassisk filosofisk problem, som bl.a. Kant har behandlet ved hjælp af begreberne Das Ding an sich og Das Ding für mich. (Tingen i sig selv og tingen for mig). Martinus hævder altså, at hvert sanseområde, hver individuel livsoplevelse, hver Das Ding für mich har sin berettigelse, er en absolut virkelighed for det oplevende væsen. Her ser vi grunden til den vidunderlige tolerance, forståelse og kærlighed, som de kosmiske analyser møder alle væsener og livsoplevelser med. Samtidig ser vi, når vi studerer kosmologien, hvordan Martinus går længere end Kant, idet Martinus også beskriver Das Ding an sich – noget, som Kant ikke mente, man kunne vide noget om.

Når en matematiker anvender tal eller cifre i sine udregninger, så er disse helt uden de flertydigheder, som vi ellers kan forbinde med visse tal. (Sammenlign med tallene 13, 7, 21 og 6 (på svensk ="sex")) Martinus har det ikke lige let, når det gælder sproget. Sprogvidenskaben har ord for dette med ords betydning og bibetydninger, nemlig denotation og konnotation (af det latinske natatio – betegnelse).

Man kan spekulere på, hvorfor Martinus har valgt at anvende begrebet illusion. Det kan bero på de mange og lange samtaler, han førte med Lars Nibelvang, som var meget belæst og inde i filosofi, forskellige religioner samt både Østens og Vestens mystik. Det var jo sådan, at Martinus, efter at have gennemgået "den store fødsel" og udviklet sin kosmiske bevidsthed, uhindret kunne opleve den åndelige sfære og de bagvedliggende realiteter, som er årsagen til hele den fysiske tilværelse. Her er vi tilbage ved det udtryk, der dukkede op i de to tidligere citater, nemlig sanseområdet. Man kan sige, at Martinus' sanseområde udvidedes dramatisk, da han direkte, dagsbevidst kunne opleve den åndelige virkelighed.

Illusionen er et begreb, som har sin oprindelse i indisk eller hinduistisk tro og visdom, således som den f.eks. er beskrevet i Bhagavadgita. Her oversættes ordet Maya (sanskrit; ma – ikke, ya – dette) med illusion. "Mayas slør" er et begreb, som anvendes for at fortælle, at tilværelsen ikke er sådan, som den ser ud. I ordforklaringen står der desuden: "den af Herrens energier, der narrer det levende væsen til at glemme den Højeste Herre." Formuleringerne leder naturligt til et citat af Martinus:

"Derfor er hele mit arbejde i virkeligheden indstillet på matematik. Det er blevet min opgave at vise matematikken i de ovenfor nævnte tusindårige facitter, vise dem i kendsgerningens klare dagslys og således gøre det videnskabeligt, at "Herrens ord bliver evindelig". (1)

Det er interessant at sammenligne disse citater og se, hvorledes begge i slutningen henviser til Herren. I det første forklares, hvorledes det levende væsen fås til at glemme Herren, medens Martinus i det andet vil vise, at "Herrens ord bliver evindelig", dvs. vil lede sin læser tilbage til Herren.

Med indsigt i Martinus' videnskabelige indstilling kan vi formode, at han ikke valgte nøgleordene tilfældigt, men tværtimod forsøgte at anvende begreber, der så meget som muligt kunne dække det, som han ville fremføre. Det bliver derfor interessant at se lidt nærmere på den oprindelige betydning af ordet illusion.

Illusion kommer fra det latinske illûsio, der betyder drilleri eller leg. Her ser vi, hvordan konnotation af drilleri, dvs. at nogen ikke blot laver sjov men også narres, helt dominerer den moderne betydning af ordet illusion. Disse to oversættelser drilleri og leg har en vigtig forskel i betydning, som direkte knytter sig til Martinus' måde at anvende begrebet illusion.

I Livets Bog 2, stk. 534-558, beskriver Martinus begrebet illusion i mere generelle termer som en forudsætning for livsoplevelse, som Guddommens stadige leg med og udvikling af livet. Denne evige livsoplevelse har egentlig sin årsag i det levende væsens evige struktur. Det er denne struktur, der er selve forudsætningen for livets oplevelse eller væsnernes leg med livet.

Men hvis der ikke var blevet skabt noget ubestandigt timeligt, ville al livsoplevelse eller vor leg med livet ikke have været mulig. Det er kun gennem kontrasten, den timelige eller evige – at vor sande natur kan blive virkelig. Det er gennem kontrasterne: evig-timelig, stilhed-bevægelse, den ene-de mange, at livets oplevelse kommer frem. Illusionen, kontrasten til livets oprindelse, skabes, eftersom den evige Guddom fremtræder som mange adskilte individer. Inden i mig selv kan jeg mærke, hvordan denne evige, uforanderlige oprindelse – jeget – er det bærende princip for hele min fremtræden.

Men hvis nu kun det evige jeg eller tomheden eksisterer, hvordan kan der så skabes en virkelighed, som består af utallige timelige detaljer? Eller for at anvende Martinus' ord:

"Hvorledes kan "noget nr. 1" fremtræde i "synlig" skikkelse som faste, flydende og luftformige stofmasser og derigennem fremtræde som elementer, væsener og ting, skabe sorger og glæder, pinsler og velvære, forbandelser og velsignelser, umådelig kundskab og viden samtidig med overordentligt fremtrædende primitivitet, strålende oplevelsessfærer og sfærer fulde af sygdom, nød og elendighed etc.?

Ja, her er det, at svaret må blive, at det kan det kun i kraft af, at de nævnte detailler kun er illusioner. De udtrykker kun forhold til andre illusioner. Det er dette forhold, vi kalder "relativitet". "Relativitet" er således det samme som en tings forhold til en anden ting og den heraf følgende reaktion på sansesættet eller oplevelsesevnen". (2)

Det er altså perspektivet hos den enkelte eller individets relative sansnings- og oplevelsesevne, som skaber illusionen eller livets oplevelse. Og det er kun gennem de mange levende væseners personlige oplevelser, at Gud kan få et samlet billede af tilværelsen. Tilværelsen opretholdes altså takket være det, at Guddommen fremtræder som uendeligt mange – hvert væsen med sit individuelle perspektiv. Derfor findes den guddommelige gnist i hver eneste af os – i alt og alle, vi møder.

Når et menneske havner i en bestemt situation, kan det ofte takket være intelligensen forstå, hvad der er hensigtsmæssigt at gøre. Intelligensen kan lede til, at væsenet foretager en logisk analyse ud fra, hvad dets fysiske sanser fortæller, medens intuitionen kan forbinde det skete med Universets samlede viden og derved lade tilværelsen lyse i et forklaret skær. Til forskel fra intelligensen giver intuitionen en stærk behagsfornemmelse, når den indlemmes i livsoplevelsen – man oplever direkte det, som Martinus så ofte pointerer: Alt er såre godt.

Ifølge Per Bruus-Jensen sammenligner Martinus det med evnen til at se farver, når han hævder, at den kosmisk ubevidste også er kosmisk farveblind. Intuitionen giver altså en slags kosmisk farvesyn, som gør, at det dertil udviklede individ både intellektuelt og følelsesmæssigt forstår det, han eller hun får at se via sine almindelige sanser. Ifølge PBJ har Martinus udtrykt sig på omtrent følgende måde:

"Sådan som det foregår i virkeligheden, både føler og véd man uden mindste tvivl, at det er Guds livsoplevelse og bevidsthed, man har andel i, og dette er så betagende og vidunderligt, at om mennesket blot et kort øjeblik kunne få adgang til det, da ville det efterfølgende ikke sky nogen som helst anstrengelse, eller unddrage sig noget som helst personligt offer, der kunne bringe det blot en smule nærmere en stadig forbliven i tilstanden". (3)

Vi har også i Apostlenes Gerninger en beskrivelse fra den første pinse, hvor disciplene modtog den Hellige Ånd og kom i ekstase.

Illusionen driller os altså kun, når vi mangler intuition og ikke kan se de åndelige realiteter, som ligger bag ved den fysiske tilværelse, ja bag ved al livsoplevelse. Men dette at blive drillet af livet er noget, som vi faktisk længes efter, når vi har levet i en forklaret tilværelse i æoner af tid. Når vi er blevet færdige mennesker og har fået kosmisk bevidsthed, bliver vi ikke længere drillet af tilværelsen, men deltager i den guddommelige leg, som livet i sin dybeste analyse byder på. I det færdige menneskerige er vi med til at lede vore ufærdige medsøstre og brødre mod en lysere tilværelse. Da nyder vi vor nyopdagede samhørighed, samtidig med at vi udgør et forsyn og er skytsengle for væsener i endnu ufærdige verdener.

I visdomsriget planlægger og konstruerer vi nye legems-, sanse- og livsoplevelsesformer, som altså skal blive de illusionsforudsætninger, vi skal lege med under næste udviklings- eller spiralkredsløb. De legemer og sanseorganer, som i dag formidler vor livsoplevelse, som skaber vort specielle perspektiv af den samlede illusion, har vi også selv været med til at planlægge under vort tidligere ophold i visdomsriget.

I den guddommelige verden skabes de ideer, der ligger bag ved de organer og legemer, som planlægges i visdomsriget. Her har det enkelte væsen maksimal intuitionsevne og dermed også suveræn evne til at gennemskue illusionens skabelse. Her sidestilles alle enkelte illusionsformer idémæssigt, så at de kan samvirke til Guds samlede livsoplevelse. Til sidst kan væsenet så i salighedsriget se tilbage på et helt udviklingskredsløb og gennem sine egne minder se, hvordan alt har samvirket til det bedste. Alle forskellige udviklingstrin i et spiralkredsløb har fremhævet forskellige kontraster af vor evige livsoplevelse. Og når væsenet er mæt af det udlevede spiralkredsløbs perspektiv, venter en ny virkelighed på at blive opdaget. Først kan væsenet kun gennem plantens instinktevne ane den nye virkelighed, for senere i dyreriget at få et mere og mere klart billede af den.

Virkeligheden er det, vi oplever, det er, som det er, set fra vort perspektiv. I dyrerigets slutstadium kommer det ufærdige menneske til at opleve livet som en kamp. Det kommer til at spekulere over virkeligheden og komme med forskellige løsninger på livets gåde. Præcis som ordet illusion kan føres tilbage til både drilleri og leg, således kan ordet virkelighed føres tilbage til to forskellige betydninger. Når vi i den fysiske virkelighed drilles af illusionen, da ved vi ikke rigtigt, hvordan virkeligheden er indrettet – den forekommer sommetider på én måde og andre gange på en anden måde. Her kan vi forbinde ordet virkelighed med verbet virker (være), med synonymer som "forekomme" eller "synes", dvs. her findes samme usikkerhed, som den oplever, der er udsat for drilleri.

Men for den, som har adgang til intuitionsevnen, vil virkeligheden ikke opleves som tvetydig eller usikker. For den kosmisk bevidste oplever hele virkeligheden som en virkning fra levende væsener, ja, i sidste instans som en virkning fra ét væsen – Gud. Her er virkelighedens årsag at finde i substantivet virkning, dvs. noget, som er forårsaget af et "noget" – et væsen.

Når vi er kommet så langt i vor udvikling, ser vi al livsoplevelse som et udslag af Guds evige eksperiment med sig selv, og da er vi også modne til på en bevidst måde at deltage i denne guddommelige leg.
 

1) Bisættelse, kap. 136
2) Livets Bog 2, stk. 542
3) Sol og måne, Per Bruus-Jensen, Nordisk Impuls 2001, side 58

Oversættelse EG