Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er mange gode plejecentre i Danmark med rigtig godt plejepersonale. Jeg bor på et sådant. Det kan dog være utrolig svært og anstrengende at være handicappet. Det er svært at få den smule fysik, der virker, til at slå til. Det kan være få muskler, der skal klare det, og derfor er i brug hele tiden. F.eks. højre skulder, når det drejer sig om en brækket nakke. Det er ikke sjovt ikke at kunne gå, men værre ikke at kunne bruge sine fingre. Men det er intet ved siden af, at ryggen er som gelé. Det er anstrengende bare at sidde op, og jeg må stemme mig op hele tiden for at få ordentlig luft. – Og hvilket ubehag at få en gang lungebetændelse, når jeg ikke kan hoste tilstrækkeligt. Da er en udmattelse nær.

Mine tanker går som så tit til Martinus og hans kosmologi, jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle have gjort uden. Det har fået mig til at holde ud mange gange, hvor det ellers har været uoverskueligt. Så har jeg tænkt på reinkarnationstanken, som Martinus skriver om. En ny chance til et nyt liv. Først håber jeg på diskarnation, og især at Gud vil tage imod mig som en slags "fortabt søn". Når så mine kræfter vender tilbage, kunne det være glædeligt at blive født igen til nye udfordringer.

Det er da en ny chance, der er værd at sidde og drømme om, når jeg har det særlig dårligt i min krop. Det sker, jeg for mig selv siger: "Hvor er jeg træt af livet, det er så drøjt og har været det længe." Men så tager jeg mig straks i det: "Nej, jeg er ikke træt af livet, men af besværet og smerterne. Sådan liver Martinus' tanker mig tit op.

Mit liv på et plejecenter gennem en hel del år har ellers haft rigtig mange positive sider. Der er utroligt meget at være taknemmelig for. Men også mange svære stunder. Nogle gange er det ubeskriveligt svært at være afhængig af andre. Så igen frem med kosmologien: husker mig på, at jeg selv er årsag til mine besværligheder. Alt, jeg møder på min vej, er kun "redskaber", så jeg gennem dem kan få den skæbnebue tilbage, som jeg tidligere selv har sendt ud.

Disse tanker tager brodden af min selvmedlidenhed. Der er ikke kun ubehagelige skæbnebuer, for alt, hvad vi udsender til vore omgivelser af positivt, vender jo også tilbage – og nu som positive skæbnebuer. Den tanke giver mig mere lyst til at arbejde med mig selv, – for det nytter jo! Jo mere positivt, vi udsender, des mere positivt kan vi glæde os til at få tilbage.

Og endelig skriver Martinus i Livets Bog – Det Tredje Testamente om "syndernes forladelse". Det er et princip, hvor vi med det samme kan slippe fri af vores ellers ubehagelige skæbnebue – hvis vi, inden den vender tilbage til os, har lært af vore "fejl" og virkelig af hjertet ønsker fortsat at følge denne indstilling. Martinus taler om, at det er "livets skole", vi skal lære af. Gå med livslovene!

Martinus Kosmologi har hjulpet mig så meget, især når det har set håbløst ud. Jeg vil sådan ønske, at mange flere handicappede, syge og ulykkelige mennesker måtte få glæde deraf nu og her, samt må få et fremtidshåb også. Med et fremtidshåb, er det ikke ligegyldigt, hvad vi laver nu, alt får en ny betydning, for vi kan jo selv bruge det en gang, når vi igen får ny livskraft.