Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mennesket kan opnå viden om verden på to måder, ved at iagttage og ved at tænke. Sådan ser man på det, når man driver videnskab, men derved overser man en tredje faktor, understregede Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), der var professor i filosofi ved Collége de France i Paris.

Hvad mente han nu med det?

Martinus er inde på det samme i Livets Bog 6, stk. 2029. Om den materialistiske videnskab fortæller han, at den beskæftiger sig med naturen på samme måde som en analfabet, der for første gang får en bog mellem hænderne. Bogens vægt, størrelse og de enkelte bogstavers udseende bliver grundigt studeret, optegnet og beskrevet. At der også skulle være noget at forstå, tænker videnskaben ikke på.

Nu var det ikke Merleau-Pontys sag at beskæftige sig med verdensaltets analyser og minde om, at den store "livets bog" kan både læses og forstås. Men han gjorde opmærksom på, at den videnskabelige praksis ikke er nok til at tegne et sandfærdigt billede af den konkrete virkelighed. "Paris er for mig ikke et objekt med tusinder af facetter," skriver han, "den er ikke kun en sum af faktiske eller mulige sanseindtryk. Hvert sanseindtryk, som jeg har på min tur gennem byen – cafeerne, ansigterne, broerne, bilerne – bekræfter en bestemt mening eller betydning, som byen har for mig." Og han konkluderer: "Således forstår jeg ansigterne, bygningerne, gaderne i kraft af min underforståede viden, som hører til kropsligheden."

Denne underforståede viden eller kropslighed kaldte Merleau-Ponty også for "tavs viden". Vi ved meget mere, end vi i grunden gør os klart, forklarede han. Men kroppen ved det. Og når vi er i det videnskabelige hjørne, så gør vi gerne en dyd af at glemme kropsligheden, fordi den ikke er objektiv og videnskabelig, men tværtimod subjektiv og uvidenskabelig.

I Martinus' verdensbillede genfinder vi kropsligheden i den realistiske smerte, som synet af andres lidelser kan forvolde. Måske nænner vi ikke engang at gøre en flue fortræd, vi ved noget "med kroppen". At forstå os selv på dette punkt og gøre den tavse viden talende, sker først, når Martinus forklarer, hvordan det hele hænger sammen. Vi har levet før og kan genkende andres situation, selv om vi ikke bevidst kan huske noget. Men det sidder i kroppen som en evne til at føle andres smerte (Livets Bog 7, stk. 2408). For at forstå Martinus er det altså nødvendigt at forstå "med kroppen" først. Og det er værd at huske på, hvis vi senere vil overbevise andre om logikken i hans verdensbillede. Det er Merleau-Pontys pointe, at vi let glemmer betydningen (men ikke virkningen!) af denne kropslighed, og det kan skabe undren over, at noget så logisk som Martinus' verdensbillede ikke kan forstås af alle. Det er jo så videnskabeligt! Men vi behøver bare at kaste et blik på verden. Der er stor forskel på, hvad mennesker kan nænne at få sig selv til. Og det er det, det hele kommer an på, – kroppens tavse viden!