Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør. Dette er veernes begyndelse." (NT: Markus 13.8).

 

Gennem to af de kraftigste jordskælv i moderne tid i næsten samme område uden for Sumatra i Det Indiske Ocean inden for et tidsrum af kun tre måneder har dette 2000 år gamle profetiske budskab fået en fornyet – og for mange mennesker måske også skræmmende – aktualitet. Noget som symbolsk endog understreges af, at disse kæmpe jordskælv fandt sted henholdsvis 2. juledag (9,3 på Richterskalaen) og 2. påskedag (8,7 på Richterskalaen). Jul og påske er jo de to største højtider, som fejres til minde om ophavet til de ovenfor citerede ord.

Er dette "sammentræf" bare en tilfældighed, eller er det måske beregnet til at være en påmindelse om den tid, som nu nærmer sig her på jorden? – og meningen med den – er jo forudsagt allerede for 2000 år siden fra et mentalt eller bevidsthedsmæssigt udsigtspunkt, hvor der er overblik over alle jordiske årsags- og virkningssammenhænge – hvorfor disse også kan forudsiges.

Man kan jo tænke og tro om det, hvad man vil. Men et faktum, som selv den, der bare regner med "hårde facts", dvs. det, der kan vejes og måles, ikke kan se bort fra, afsløres af følgende avisnotits baseret på internationale videnskabelige studier og statistik:

"FN ængstes nu over, at verden rammes af stadig flere – og dyrere – naturkatastrofer. På femten år er antallet af mennesker, som er blevet ramt af storme, jordskælv, vulkanudbrud og tørke, blevet tredoblet til 254 millioner. Antallet af naturkatastrofer er øget fra 261 i 1990 til 337 i fjor."

Denne notits stod at læse i Aftonbladet 2004-09-21, dvs. nogle måneder inden det første store skælv i Det Indiske Ocean. Og nu hvor dette skrives – i april 2005 – kan man jo faktisk dagligt se og høre rapporter i vore medier om nye jordskælv, vulkanudbrud, storme m.m. forskellige steder i verden. Det seneste i rækken er i skrivende stund et par middelstore (men i sammenligning med Sumatra-skælvet små) jordskælv, som ramte de japanske øer, hvilket sker samtidig med, at store anti-japanske demonstrationer og angreb mod japanske interesser gennemføres i nabolandet Kina af ophidsede folkemasser. At "folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige" og at "der skal være jordskælv her og der", virker altså som en prognose, der er godt på vej til at gå i opfyldelse.

At dette er hændelser og omvæltninger, som også berører et makrokosmisk niveau, fremgår også af, at skælvet i Det Indiske Ocean 2. juledag ifølge NASA-forskerne Benjamin Fong Chao og Richard Gross var så kraftigt, at Nordpolen flyttedes to og en halv centimeter, og døgnet forkortedes med 2,68 mikrosekunder, og den ramte jordklode blev en anelse "slankere midtpå". Formindskelsen af døgnets længde er så lille, at den næsten ikke kan måles. Men Nordpolens nye stilling og jordklodens ændrede form kan muligvis måles med instrumenter på jorden og på satellitter(1).

Det store jordskælv 26. december 2004 var et af de kraftigste, der nogensinde er målt, og blev først sat til 9,0 på den nye Richterskala. Senere og nøjagtigere undersøgelser har vist, at skælvets styrke i virkeligheden lå på 9,3. På den logaritmiske Richterskala betyder det en næsten tre gange så stor energiudløsning i sammenligning med 9,0. Analyser af seismogrammer længe efter jordskælvet viser, at skælvet var det næststørste, siden seismografen opfandtes for 100 år siden. Kun kæmpejordskælvet i det sydlige Chile 1960 – som også forårsagede en tsunami eller kæmpeflodbølge – var værre. Det havde en styrke på 9,5 på Richterskalaen (2).

Ifølge Martinus' kosmiske verdensbillede er jordkloden jo et levende væsen, hvori vi jordiske mennesker indgår som mikroindivider eller "celler", nærmere bestemt "hjerneceller". Naturkatastrofer er set i dette perspektiv reaktioner i et levende væsens fysiske organisme. Reaktioner, som kan betegnes som "psykosomatiske" (fysiske reaktioner eller forstyrrelser, der har psykiske årsager).

At Kristus i citatet ovenover betegner disse reaktioner som "fødselsveer" er interessant, eftersom "fødselsveer" jo er tegn på, at noget er ved at fødes. Og Martinus kalder også den proces, som både det levende væsen, jordkloden og vi som dens "hjerneceller" nu står overfor, for "den store fødsel". Det er en åndelig eller kosmisk fødsel, som en psykisk "udrensningsproces" er gået forud for. Det er denne psykiske "udrensning", der forårsager den øgede frekvens og intensitet af "psykosomatiske" reaktioner i jordklodens organisme. Et fænomen, som vi også kan genkende fra "udrensningsprocesser" i vor egen psyke og organisme. Martinus skriver, at "alle disse foreteelser tilsammen er for jordklodejegets organisme og mentalitet netop ikke andet end den førnævnte normale sjælelige krise, der altid må gå forud i et individs mentalitet, før den helt bliver taget i besiddelse af "den hellige ånd" eller opnår "den store fødsel". (3)

Det, der skal fødes, er jo intet mindre end "en ny himmel og en ny jord", som det hedder i Bibelen. Det betyder ikke en fysisk undergang af den gamle jord, men det betyder altså, at jordkloden i øjeblikket går igennem en psykisk eller åndelig proces, som – på dette stadium af processen – også resulterer i stadig flere og hyppigere forekommende "psykosomatiske" effekter.

En skribent på et Martinus-inspireret internetforum formulerede for en tid siden følgende, i denne sammenhæng berettigede eller motiverede spørgsmål:

"Noget jeg ikke kan forstå logikken i er, hvordan et væsen, som lige står over for at få kosmisk bevidsthed, må udsætte sig for en så ødelæggende "udrensning", som når en stor del af det, der modsvarer hjernecellerne skal renses ud."

Et meget berettiget spørgsmål, som sagt, som skribenten sikkert ikke er alene om. For den logik er forståelig nok ikke helt indlysende. Men lad mig først sige, at denne "udrensning" ikke er af ødelæggende natur for jordkloden, men kun er et led i det, Martinus kalder den "normale sjælelige krise, der altid må opstå i et individs mentalitet, inden han bliver helt taget i besiddelse af 'den hellige ånd' eller opnår 'den store fødsel'." Og vi må også, for bedre at forstå dette, tilføje et par kompletterende oplysninger, som Martinus giver os i denne sammenhæng.

"Meget stærke kosmiske makrorefleksimpulser gennemtrænger menneskeheden og har allerede bevirket en stor forvandling i dens mentalitet. Da vort makrovæsen, jordkloden, er inde i en begyndende oplevelse af den store fødsel, er det ikke så mærkeligt, at den er inde i en stor tankeaktivitet eller tankeudvekslinger med sine klodevæsener i sit eget mellemkosmos. Disse høje tankeudvekslinger med ligesindede klodevæsener udgør i særlig grad grundenergikombinationer af intelligens og følelse, der i en vis udstrækning igennem klodens dobbeltpolethed fremtræder som intellektualiseret følelse, der igen er det samme som ren kærlighed". (4)

Martinus nævner også her, at det er denne "makrorefleksimpuls", som bl.a. ligger bag den utrolig accelererende tekniske udvikling i det sidste århundrede på vor klode. Vi kan jo ikke direkte opfatte eller aflæse jordklodevæsenets kommunikation med disse andre klodevæsener. Indirekte kan vi ganske vist til en vis grad foretage en sådan "aflæsning" eller tolkning af denne interplanetariske og makrokosmiske kommunikation gennem de impulser, der ligger til grund for f.eks. religioner og kulturer, der er blevet født og har blomstret i forskellige tidsepoker i vor historie. Visse af dem kan sikkert til og med ses som "kosmiske glimt" i jordklodeindividets bevidsthed. Da jordkloden nu står på tærskelen til at opleve "den store fødsel", må den jo allerede have oplevet et antal sådanne glimt.

Det er altså klart, at der findes en årsags-virknings-sammenhæng mellem det, vi betragter som vor ydre fysiske verden og jordklodevæsenets indre tanke- og følelsesverden. Men som Martinus skriver i samme artikel, så findes der også en væsentlig forskel mellem jordklodens og vort organismeprincip. Jeg citerer:

"Mens den jordmenneskelige fysiske organisme er beregnet som redskab for en helt fysisk aktivitet, er jordklodevæsenets fysiske organisme, altså den fysiske klode, kun beregnet som redskab for en mindre fysisk aktivitet".(5)

Der findes altså en forskel eller variation i de muligheder og begrænsninger, som vore forskellige organismeprincipper medfører. Vort organismeprincip er jo på en anden måde "mobilt" på det fysiske plan, medens kloden hele tiden færdes i sine bestemte baner. Baner, som bl.a. medfører, at de ikke normalt kan komme i fysisk "nærkontakt" (hvis de kommer alt for nært, resulterer det jo i katastrofer, som engang også ramte vor klode, da den fik sin nuværende aksehældning).

Det betyder, at klodernes oplevelse og indbyrdes kommunikation eller "nærkontakt" sker på tankeplanet (makrokosmisk "telepati"). Martinus skriver i samme artikel, at disse makrokosmiske tankeudvekslinger "danner et stort, virksomt område af stråler og bølger omkring den fysiske klode".(6) Et for os usynligt område, som er klodens primære oplevelses- og kommunikationssfære.

Jordkloden oplever altså ikke det fysiske plan på samme "direkte" måde, som vi gør. Skønt vor oplevelse af det fysiske plan, når alt kommer til alt, jo kun er af "indirekte" natur, idet alle oplevelser – hvad enten de formidles af fysiske sanser eller ej – er bevidsthedsreaktioner…

Yderligere en oplysning, som Martinus giver, som måske kan komplettere billedet, er, at han mener, at mange jordmennesker endnu blot er "latente hjerneceller" for jordkloden. I artiklen "Hvad betyder ønsket om et Glædeligt Nytår?" beskriver han, at disse "latente hjerneceller" er dem, der endnu overvejende fører et vegetativt eller passivt og instinktstyret liv. De er altså endnu ikke rigtig "vågne" som "hjerneceller" betragtet, men de skal blive det! Citat:

"Vi er her vidne til områder i jordklodens fysiske dagsbevidsthed, som endnu er latente og uudfoldede, hvad de naturligvis ikke skal vedblive med at være, da jordklodevæsenet såvel som menneskeheden er under udvikling".(7)

Dette kan man måske sammenligne med, at en stor del af vor hjernekapacitet også indtil nu er latent eller ubrugt ifølge det, som hjerneforskningen er kommet frem til. Med andre ord et potentiale for vor fremtidige kosmiske bevidsthed, idet naturen ikke skaber noget overflødigt eller unyttigt.

Det er altså ikke således, at man kan sætte et lighedstegn mellem jordklodens mentalitet og den jordmenneskelige gennemsnitsmentalitet i dag. Kloden befinder sig altså i sin udviklingsspiral perspektivisk noget "foran" dagens jordmenneskelige gennemsnitsmentalitet, men har altså også ufærdige sider, som modsvares af disse mere eller mindre latente eller uudviklede hjerneceller.

Martinus beskriver her denne aksehældning som en form for "invaliditet" hos jordorganismen, som dog, ligesom alle smertefulde erfaringer, medfører en fremskyndet åndelig eller mental udvikling hos den involverede. Det er netop på grund af disse stærkt kontrasterende årstider eller det fysiske klimas barskhed på bl.a. vore breddegrader, at klodens "hjerneceller" tvinges til at udvikle en avanceret teknisk kultur i form af husbyggeri, kunstigt fremstillet varme, elektricitet m.m. for i det hele taget at kunne overleve her. Hvis denne aksehældning ikke havde ramt jordkloden, ville de fysiske forhold bestemt være mere "paradisiske" – i form af et behageligere fysisk klima – men mentalt set ville både jordkloden og dens nuværende "hjerneceller" da have været ringere eller mere uudviklede væsener.

Det store skælv 2. juledag medførte altså også en lille, men dog målelig, effekt (2,5 cm) på jordaksens hældning. Betyder det, at jordaksen nu er begyndt at "rette" sig, og at flere kæmpekatastrofer derfor kan ventes?

Der kommer sikkert flere katastrofer, idet det jo hører til de ovenfor nævnte "fødselsveer", men hvis vi skal tro det, Martinus skriver i Livets Bog 3 stk. 667, så kommer jordaksens eventuelle "genopretning" til at gå så langsomt og gradvis, at det ikke kommer til at medføre nogle globale katastrofer for dets mikroliv. Men lokale katastrofer bliver jo dog på sin vis også globale, når de rammer centre for en global turisme, som vi nu har set.

Sådan skrev forfatteren Göran Greider i sin spalte i Metro-avisen 29-12-04. Skønt det, han her skriver, jo også ophæver hans formulering "meningsløs lidelse". Hvis katastrofen bidrager til at skabe sådanne konsekvenser, som han her beskriver, så var den jo ikke en "meningsløs lidelse". Kan vor bevidsthed blive det, Greider her kalder "mere planetarisk" uden sådanne mere eller mindre drastiske lidelseserfaringer?

Eller – for at referere til en anden sag, som netop har med denne "planetariske bevidsthed" at gøre – ville vi i dag have haft et FN og mange andre former for humant internationalt samarbejde uden de lidelseserfaringer, som begge de hidtidige verdenskrige har givet os?

Det er naturligvis en ringe trøst for dem, som er personligt ramt her og nu. Det får ikke deres døde til at stige op af havdybet eller graven igen. Men det får måske noget andet til at stige op af dybet fra deres eget indre. Spørgsmål om "hvorfor" og om "livets mening" trænger sig jo mere eller mindre på i alle de sørgende efterladte. Spørgsmål, som også kan ses som en bøn til Forsynet om et svar. Og hvor der findes spørgsmål, findes der også svar. At spørgsmålene begynder at blive stillet fra dybet af den enkeltes nød og behov, er jo den "sæd", der må til, for at svaret – når tiden er moden – skal kunne "høstes".

Og vi kan endvidere konstatere, at flodbølgen i Sydøstasien også udløste en anden flodbølge: en flodbølge af humanitet og ønsket om at hjælpe. Aldrig tidligere har så mange mennesker i så mange dele af verden skænket så mange penge for at hjælpe katastroferamte. Flere idealistiske hjælpeorganisationer fik f.eks. så mange penge ind, at de var nødt til at bede mennesker om ikke at give mere, eftersom de ikke kunne bruge flere penge, end de allerede havde fået ind. Det er nok aldrig sket før…

På bare to dage direkte efter katastrofen skænkede svenskerne f. eks. fem gange så mange penge, som man ellers plejer at give til Røde Kors på et helt år. Det kan man vel også kalde en "flodbølge" – en flodbølge af humanitet og begyndende næstekærlighed. Den "flodbølge" fortjener også opmærksomhed. Det er den flod, som fører til fremtidens "forjættede land" og tilstand, hvor der ikke mere behøves katastrofer og andre lidelseserfaringer for at få humaniteten til at tage skridtet ud af "skabet", men hvor denne humanitet eller næstekærlighed er den bølge(længde), vi alle "surfer" på…

Oversættelse: EG