Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Så længe egoismen er den fremherskende bevidsthedsegenskab hos os jordmennesker, bliver vi nødt til at leve med de nuværende samfundsproblemer. Den grundlæggende årsag til at vi ikke kan leve i fuldstændig harmoni med hinanden er, at de dyriske egenskaber endnu har en stærk indflydelse på vore tanker og vor vilje. Men vi nærmer os nu i stadig hurtigere takt et internationalt verdensrige. Der vil pengene som betalingsmiddel blive erstattet af det enkelte menneskes arbejdsindsats. Hvert menneske, som bliver født på jorden, har da ret til sin andel af jordens samlede materielle ressourcer, og alle må arbejde med det, som de har talent og anlæg for. Den obligatoriske arbejdstid bliver betydelig kortere end nu. Alle mennesker vil være velhavende, da ingen vil leve på andres bekostning.

 

Hvor er verdenssamfundet så på vej hen? Ja, man kan betragte det som en organisme med delvis syge områder og stærkt inficerede sår og bylder hist og her. I disse sår og bylder skelner man mellem forskellige slags krige, både mellem lande indbyrdes og mellem forskellige grupper i landene. Vi finder midlertidigt opflammende vold i samfund, som normalt er fredelige og rolige. Man ser også megen indirekte vold i form af mennesker, som lever under meget sparsomme forhold. Mange mennesker – såvel i rige som i fattige lande – savner til og med den daglige mad og tag over hovedet, på trods af at der er overflod hos en minoritet af jordens befolkning (først og fremmest i Europa og USA)

Denne indirekte vold i form af uensartede økonomiske vilkår er ikke mindre farlig end den åbenlyse vold, som vi alle kan se. Det er måske svært at forstå, hvordan fattigdom faktisk kan være forårsaget af økonomisk vold. I daglig tale kaldes denne vold for 'handel', 'køb' og 'salg', begreber som ofte står som en maskeret form for røveri eller tyveri. Men her handler det om transaktioner eller vareudvekslinger, som formelt set er lovlige. Dermed være ikke sagt, at alt køb og salg indebærer, at man snyder hinanden, men idealet inden for forretningsverdenen er at sælge så dyrt som muligt og købe så billigt som muligt. Resultatet kan blive ødelæggende:

"Forretningsverdenen kommer derved i virkeligheden til syne som udgørende en forfinet form for jordmenneskenes kamp om værdierne. Den er krigen overført til et andet plan, men resultaterne er de samme som ved den almindelige krig, nemlig: ruin, fattigdom og undertrykkelse for de overvundne og rigdom, luksus og magt for sejrherrerne. Jordmenneskenes daglige kamp for tilværelsen har altså efterhånden antaget form af handel."(min kursivering) (1)

I dag er fattigdommen udbredt over hele verden. Dette beror blandt andet på, at de fattige lande rammes af både indenlandske og udenlandske selskaber, som anvender deres økonomiske magt til at presse mennesker til at nedslide sig selv ved arbejde eller ved, at selskaberne tager tårnhøje overpriser på livsnødvendige varer. Men problemet beror også på, at flere og flere mennesker bliver arbejdsløse i rige såvel som fattige lande. Fattigdommen er altså ikke blot begrænset til "verdens underklasse" i Asien, Afrika og Sydamerika, men den er også tydelig hos mange mennesker i de rigeste dele af verden. Særlig tydelig er denne ujævne fordeling i verdens rigeste land USA, hvor antallet af fattige, der ikke kan forsørge sig selv ved eget arbejde, øges.

Parallelt med dette medfører de færre skatteindtægter til stat og kommune, at der bliver mindre til skoler, sygehuse og andre offentlige institutioner. Staten får også sværere ved at udbetale bidrag til syge, arbejdsløse og andre, som er havnet uden for arbejdsmarkedet. Antallet af mennesker, der lever af bidrag og pensioner, er blevet stadig større. De økonomiske vanskeligheder på grund af arbejdsløsheden spreder sig til hele samfundslivet, og et negativt spiralkredsløb er sat i gang.

Samtidigt med at mange arbejdsløse bliver overflødige i produktionen, bliver arbejdsbyrden ofte tungere for dem, som er tilbage i arbejdslivet. Det fører ofte til 'udbrændthed' og i fortsættelse deraf til, at flere og flere mennesker havner uden for muligheden af at forsørge sig selv. At være arbejdsløs kan virke bekvemt i forhold til at arbejde og slide fem dage om ugen eller mere i mange lande. Men selv om man som arbejdsløs – i det mindste i den rige del af verden – ikke behøver at sulte, så er selve ledigheden et traume for mange mennesker. Og hvor forkert det end kan lyde, så er der mange arbejdsløse, der lider af stress og udbrændthed. Ofte stilles der store krav til arbejdsløse om, at de selv skal skabe arbejdsmuligheder, på trods af at arbejdsløsheden har sin rod i forandringer i samfundet snarere end i ufuldkommenheder hos individerne.

Meget af det, der sker under arbejdsløshedstider, kan sammenlignes med de infektioner, vi ind imellem rammes af i vore kroppe. Samfundsorganismen bliver 'inficeret' eller 'syg', lige så vel som vore organismer kan blive det. Martinus sammenligner netop arbejdsløsheden med en alvorlig sygdom i samfundsorganismen.

Følgerne af denne "fortærende sygdom" eller dette "gabende sår" (2) viser sig i form af mange alvorlige symptomer: "Armod, tiggeri, plattenslageri, prostitution, forbrydelser, dovenskab, vagabondering, sløvsind og selvmord." (3)

"Arbejdsløsheden er blevet et problem, intet som helst politisk parti i verden er i stand til at løse. Det er simpelt hen en følge af en af naturens egne kræfter frembragt kursændring i den jordmenneskelige udvikling eller kulturskabelse. Og så længe den jordmenneskelige politik eller de jordmenneskelige regeringsformer ikke er blevet bragt i samklang med denne af naturen selv foretagne kursændring, vil arbejdsløsheden vokse og vokse for til sidst at blive den magtfaktor, hvor igennem naturen vil vælte det jordiske menneskes nuværende indstilling til individets ejendomsret og medborgerskab". (min kursivering) (5)

Ligger ordsproget "Liden tue vælter stort læs" ikke meget nær her? Martinus forudså allerede i 1940-tallet, at den lille tue skulle blive ganske stor med tiden. Jo større 'tue' desto større risiko for, at hele læsset vælter eller styrter sammen. Hvis 'tuen' står for arbejdsløsheden, står 'læsset' for den nuværende samfundsorganisation med dens politiske og økonomiske institutioner. Måske kan man også medtage den nuværende form for markedsøkonomi i det 'læs', som med tiden kan komme til at 'vælte'? I hvert fald synes Martinus at antyde noget sådant. Vi er i virkeligheden vidner til en ny verdenskulturs fødsel. "Det nuværende samfundssystem er altså "døende", tilintetgørende sig selv". (6) Der findes en grænse, mener Martinus, en grænse for, hvor meget man kan 'lappe og reparere' et ufuldkomment system:

"Men da nævnte system på denne måde nu er så forlappet, overstoppet og skrøbeligt, at enhver ny lap undertiden bliver årsag til store huldannelser ved siden af, ligesom der også findes huller så store, at de slet ikke kan lappes, må det gå til grunde, og det evige liv bag systemet tvinge et nyt system frem til skabelse." (7) (Martinus kursivering).

Hele denne udvikling beskrives grundigt i det ovenfor nævnte fjerde kapitel og i nogle symboltekster i Det Evige Verdensbillede 2. (8) I denne artikel beskriver jeg først og fremmest, hvorledes det fremtidige verdenssamfund adskiller sig fra dagens samfundssystem i synet på ejendomsret og arbejde. Det handler altså om fremtidens økonomiske system og den virkelighed, vi efterhånden selv kommer til at leve i.

For det første må vi indse, at nutidens mennesker ikke kan leve i det fremtidige, retfærdige økonomiske system, idet vi har for meget af dyrerigets kamp og konkurrence inden i os. Hvad enten vi vil det eller ej, må vi befinde os i kamp om de materielle ressourcer, enten for at fastholde den situation, som det er lykkedes os at bygge op eller for at holde os "oven vande" materielt set. Alle er vi jo afhængige af mad på bordet og tag over hovedet, og det får vi ikke altid automatisk. En af årsagerne til at vi må kæmpe om adgangen til det daglige brød og den nødvendige bolig er det nutidige pengesystem:

"Men penge...", skriver Martinus, "..er efterhånden blevet en foreteelse, der skaber et ocean af økonomiske lidelser, depression og selvmord. Den er blevet en hindring for en virkelig verdensmoral. Ved spekulation og massesuggestion er pengesedlen blevet et falsk værdiudtryk." (9)

Hvad man må betale for en vare eller tjeneste beror ikke altid på den virkelige nytte eller værdi. Ind imellem kan man rimelig let få fat i en vare, men ofte er den så dyr, at den bare er forundt nogle få. Hvor meget, man behøver at betale for varerne og tjenesterne, beror altså på, hvor i verden man befinder sig. Hvis vi nordboere tager til visse fattige lande, kan vi tillade os en luksus, som blot et fåtal har adgang til herhjemme. Det er altså ikke varernes virkelige værdi, som afgør, hvad man behøver at betale for dem. Martinus beskriver i fjerde kapitel af Livets bog 1, hvorledes det er efterspørgslen på en vare, der bestemmer prisen, og dette uafhængigt af hvilken reel værdi, varen har:

"Efterspørgslen på en vare bliver som regel stærk, når der er mangel på denne vare. Det er denne folks forlegenhed over varemanglen, der således bestemmer prisen på varen. Denne pris på varen er altså en absolut falsk pris, eftersom varen som før nævnt i sig selv ikke har gennemgået nogen forbedring. Varens handelsværdi er altså en falsk værdi, hvis format bestemmes af folks forlegenhed for at få denne vare, som kan være meget livsvigtig. Det er denne varemangel, der lader pengekursen stige. Hvis der bliver overflod af samme vare, daler efterspørgslen naturligvis, og da nedsættes prisen på varen ligeledes uafhængigt af selve varen, som naturligvis har den samme værdi som brugsgenstand." (10)

Den nuværende tingenes tilstand er trods alt præcis, som den skal være, hvor uretfærdigt det end kan se ud. Vi kan ikke springe over et trin i udviklingen, men må opleve konsekvenserne af et ufuldkomment system, inden vi bliver modne til et mere udviklet samfund:

"Systemet er af verdensformat og kan umuligt ændres hverken ved noget enkelt menneske eller ved nogen regering eller politik. Systemets ændring er udelukkende et udviklingsspørgsmål." (min kursivering) (11)

Det nuværende 'falske' system med at bestemme værdien af en vare eller et arbejde vil forandres radikalt i fremtiden. Synet på, hvad der er varens virkelige værdi, vil blive anderledes. Frem for alt vil råvarerne i naturen i fremtiden ikke blive indregnet i en vares pris.

"Det har ikke kostet noget menneske én eneste øre eller ét eneste minuts arbejde, at jorden er forsynet med de førnævnte livsvigtige materier for menneskets eksistens, det være sig kullene, olien, metallerne osv. – Hvem kan så have ret til at betragte disse materier som privat ejendom med ret til at monopolisere disse som berigelsesobjekter for dem selv alene? – Er ikke netop alle væsener arving til den del af disse materier, der er nødvendig for dets eksistens og livsopretholdelse?" (12)

På denne måde, mener Martinus, findes der en materialepris på alle varer, men i virkeligheden er materialet alle menneskers fælles ejendom og altså 'noget gratis'. Dette er et højst uretfærdigt system:

"At materien, som i forvejen er køberens, skal betales, er således det ulyksalige ved situationen. Sælgeren får her betaling for noget, han slet ikke har ret til. Kun den evne, ved hvilken tingen er frembragt, er betalingsberettiget. At der til en handelsvare, stor eller lille, således er knyttet ikke blot evnebetalingen, der er en naturlig værdi, men også dette, at der er knyttet en pris til noget, som er absolut gratis, kosmisk set, betyder i virkeligheden, at menneskehedens økonomiske verden er en røveri- og hælerforretning, set fra de allerhøjeste morallove." (13)

Men her må jeg skynde mig at påpege noget, som Martinus stærkt betoner, nemlig at der ikke findes nogen skyldige, i absolut forstand, for den nuværende situation. Vi befinder os helt enkelt på et særligt udviklingstrin eller afsnit på vejen i vor udvikling mod det rigtige menneske og det rigtige menneskerige. Vi må gå igennem de nuværende erfaringer for at blive modne til et mere fuldkomment system. I vor nuværende udviklingsfase lærer vi bl.a., hvad der i virkeligheden skaber en værdi, hvilket altså ikke er materien eller det, der findes tilgængeligt i naturen. Alt dette er jo menneskehedens fælles ejendom:

"...alle disse naturens goder har i sig selv absolut ingen værdi. De bliver først værdifulde ved den menneskelige evne, der kan bringe dem frem og omdanne dem til nytte, glæde og velsignelse for menneskeheden. Hele denne omdannelse af naturens materie til et sådant gode for menneskeheden skyldes udelukkende den menneskelige skabeevne. Da absolut alle mennesker, kosmisk set, ejer de af jordens materier og områder, de skal have for at leve, er det således kun den menneskelige skabeevne, der kan danne disse materier om til brug for opretholdelsen af deres daglige liv og eksistens, der udgør den absolut primære værdienhed. Denne evne er således for mennesket den absolut eneste virkelige medfødte reelle værdi. Og den vil derfor komme til at afløse pengesystemet." (14)

"De overlegne stærke og kloge har udnyttet de mindre stærke og kloge og gjort sig til besiddere og magthavere over jordens materier, ikke blot den, der tilkommer dem selv, men også den materie, der tilkommer andre mennesker. På grund af den dyriske natur, i kraft af hvilken de stærke har kunnet tilegne sig de livsvigtige materier fra de mindre stærke, må disse sidste, hvis de er i stand dertil, købe de nødvendige livsmaterier hos disse uretmæssige besiddere af materien." (15)

Og er det ikke netop sådan, at mange mennesker i dag ikke er i stand til dette, dvs. ikke er i stand til at købe det daglige brød? Måske er det i virkeligheden sådan, at vi stadig lever i dyreriget – bogstaveligt talt – hvor en del 'menneskedyr' ligesom rovdyr river 'de største kødstykker' til sig samtidig med, at de andre medvæsner eller 'flokmedlemmer' må tage det, der bliver til rest eller ligefrem nøjes med ingenting? Er det ikke tydeligt her, at vi endnu har et stykke vej tilbage at vandre, inden vi når frem til det rigtige menneskerige?

Hvad kræves der for at forandre det nuværende, uretfærdige system? Det første, vi kan konstatere, er, at det kommer til at tage lang tid. Meget lang tid! Udviklingen af individernes evne til at "elske sin næste som sig selv", dvs. at udvikle uselvisk kærlighed, går meget langsomt. Det handler om en organisk proces i vor bevidsthed eller mentalitet. Ingen politiske foranstaltninger eller revolutionære handlinger af nogen art kan på et øjeblik forandre verdenssamfundet. Der kræves, at individerne udvikles, udvikles og atter udvikles gennem alt, hvad der sker i det daglige liv. Og den første garanti for udviklingen er det faktum, at vi altid – før eller senere – må "høste det, vi har sået", dvs. at vi selv må opleve konsekvenserne af det, vi har gjort og tænkt i det nuværende eller i tidligere liv. Kun i den grad, vi selv har skabt årsagerne, kan vi rammes af samtidens ufuldkommenheder i samfundet. Men eftersom flere og flere mennesker nu vokser fra et samfund, hvor "enhver er sig selv nærmest", kommer vi automatisk til at skabe et samfund, hvor "enhver er sin næste nærmest". Da bliver vi også modne til at leve i et mere avanceret samfund end det nuværende.

I det fremtidige samfund kommer hvert menneske til at præstere det antal timer, der kræves, for at hele dets liv – fra vugge til grav – skal kunne "finansieres" af dets eget arbejde. Men hvorledes kommer det til at ske?

"Her må man forstå, at verdensstaten først må blive til virkelighed. Denne, af alverdens stater bestående, stats regering har ansvaret for hele jordens befolkning. Den vil derfor med de til den tid eksisterende elektronregnemaskiner og mange andre lignende apparater være i stand til at vide, hvor mange arbejdstimer, der skal til for at skabe en levestandard for den samlede jordmenneskehed af en sådan kapacitet, at den kan yde ethvert menneske et liv i velvære og den heraf følgende lykke og glæde. Verdensregeringen vil vide, hvor mange mennesker, der på ethvert givet tidspunkt eksisterer og kan derefter udregne, hvor mange arbejdstimer, der skal til, for at kunne yde menneskeheden den førnævnte fuldkomne levestandard, og kan derefter fordele disse arbejdstimer på hvert enkelt normalt sundt og arbejdsdygtigt menneske. Med denne kæmperationalisering af alt arbejde eller skabelse i verden vil det kun blive en meget lille arbejdstid til hvert menneske, muligvis to timer om dagen eller måske én dag om ugen [...] Når et menneske har udført sine lovpligtige to timer eller hvilket andet antal, der måtte blive gældende, får det dette noteret på et kort. Dette kort gælder således som kvittering for dets arbejdsydelse. Med denne kvittering har det adgang til alle verdensstatens goder inden for den beregnede levestandard, som de nævnte arbejdstimer er afstemt efter." (16)

I verdensstaten vil børnene blive passet af dem, der har lyst dertil og anlæg derfor. Om forældrene selv vil passe deres børn, kan de anvende deres lovmæssige arbejdstimer til dette, men de kan også vælge at overlade dette til "andre, der er eksperter i børneopdragelse" (18). En anden forandring i verdensstaten i modsætning til, hvordan det er nu, er, at alle børn kommer til at lære et neutralt, internationalt verdenssprog i skolen. På den måde kommer alle til at kunne forstå hinanden, og intet behøver at oversættes. (19) Og ikke mindst får vi store muligheder i verdensstaten til i vor fritid at beskæftige os med alt det, som vi er interesserede i, f.eks.: skrive, tegne, male, synge, spille eller på anden måde give udtryk for det, vi har inde i os:

"Mens livet fra junglen og frem til vor tid hovedsageligt har været et liv i kamp imod alt og alle, vil fremtidens mennesker udelukkende koncentrere sig om at blive genier i kunsten at leve, kunsten at tænke. Langsomt dæmrer det for menneskeheden, at vi i virkeligheden alle er borgere i en uhyre rig verden, og at årsagerne til vor nuværende elendighed alene er at finde i vort eget sind. Når vore mentale ufuldkommenheder af livet selv er blevet bragt til ophør, vil vi finde os som borgere i en verden, hvor alle tjener alle, og hvor dén er størst, der gennem sine evner formår at sprede mest kærlighed, mest skønhed og dermed mest velsignelse omkring sig. I denne verden, hvor ånden helt har besejret materien, eksisterer der kun glæde og harmoni." (20)

Oversættelse: EG