Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser, lad os antage, at en mand er født blind. Vil denne mand kunne forstå, hvad en blå himmel er? Næppe! Hvad vil blå sige, hvad er en himmel og hvordan forestille sig noget så stort og ubegrænset? Opleve det kan han ikke, men forestille sig det kan han vel til en vis grad godt, når han får det beskrevet. Han kan danne sig indre billeder, han kan opleve det teoretisk.

Lad os et øjeblik holde fast ved denne skelnen mellem teoretiske forestillinger og direkte oplevelse. Da Martinus i 1932 udgav første bind af Livets Bog, fortalte han i fortalen, at han kunne "se", at vi alle er udødelige. Ja, han kunne tilmed "se", at livet var en korrespondance med et stort væsen, som han kaldte Guddommen. Gud var helt realistisk for ham, en direkte oplevelse som den blå himmel er for os. Lad os antage, at vi spurgte ham, om han kunne bevise det. Hvad ville han da svare? I en artikel, som han skrev mange år senere – den hedder "Hvad er livet?" – gav han følgende svar:

– Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen selv give Dem.

Hvor langt kan vi da følge Martinus, når han fx fortæller, at han kunne "skue ind i selve evigheden"? Hvor langt kan vi følge ham teoretisk? Her er det, at den østrigskfødte, engelske filosof Karl R. Popper (1902-1994) kommer ind i billedet. Evigheden, ville han sige, kan Martinus bevise den? Er verden ikke tværtimod begyndt med en eksplosion, som astrofysikerne viser os? Nej, ville en læser, inspireret af Martinus, svare, noget kan ikke komme af ingenting (Livets Bog 2, stk. 316). Udmærket, ville Popper sige, så er dette det nærmeste, du kan komme til et bevis lige i øjeblikket. Hold fast på det, men glem ikke, at selv om noget aldrig før er set, så kan det måske dukke op en dag. Engang troede man, der kun fandtes hvide svaner, men pludselig viste det sig, at der også fandtes sorte. Lad os holde alle muligheder åbne og se, hvad der sker.

Nu var Popper godt klar over, at det ikke var let at nå frem til noget sikkert på den måde, men det gjorde heller ikke noget. Tværtimod var det blot et signal til at fortsætte. Igen og igen skulle man opstille teoretiske alternativer, gætte sig frem og se, hvilke af dem der bød på de bedste betingelser for at blive fejet af bordet med det samme. Så var man af med dem. Hans pointe var, at man systematisk kunne indsnævre det felt, inden for hvilket sandheden måtte befinde sig.

Verifikation gennem falsifikation kaldte han denne metode.

Martinus fulgte den selv. Et af de symboler, der gav ham flest spekulationer, fortæller han i sine erindringer, var symbol nr. 11, altså hovedsymbolet. Han måtte udføre adskillige udkast og skitser, før alle detaljer var kommet på plads. Men der var ingen andre måder at tegne symbolet på, hvis det skulle stemme med virkeligheden, som han oplevede den. En evig dødsstilhed ville i modsat fald ruge der, hvor alverden eller universet nu funkler og stråler (Livets Bog 5, stk. 1689). På den måde kunne Martinus verificere hovedsymbolet, – helt efter Poppers recept!