Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kender du Piet Heins kat: "Lille kat, lille kat på vejen. Hvis er du, hvis er du? – Jeg er sgu min egen."

Gennem hele sit forfatterskab betonede Martinus gang på gang, at han skrev for mennesker, der selv kunne tænke og ikke lod sig suggerere af flokkens meninger. Man skulle ikke tro ham på hans ord, men selv undersøge sagen. Tage det, man kunne bruge, og lade resten ligge.

Nu er det så som så, hvad man kan undersøge på egen hånd, når Martinus i sin artikel på de næste sider taler om noget så abstrakt som "skytsånder". Og vi ved jo også, at han kommer ind på naturriger, der ligger vores verden fjern. Men vi kan på indicier danne os en forståelse af, at Martinus udmærket kan have ret. Selv kalder han det en "analyse", og det må vi så nøjes med, indtil vi selv kan opleve det hele på en mere direkte måde.

Martinus har også skrevet den næste artikel, som hedder "Menneskehedens frelse". Konfronteret med den overskrift tror jeg, at Piet Heins kat ville protestere, den vil meget have sig frabedt at blive frelst af nogen som helst. Sådan har du det måske også, kære læser, ingen skal komme og frelse dig. I sin artikel fortæller Martinus, hvad han selv opfatter som "frelse", og kan du genkende noget af dette som et personligt problem for dig, så kan han måske hjælpe dig. Måske kan du i hans artikel genkende dig selv, genkende et eksistentielt problem, som du længe har grublet over. Måske kan du tilmed genkende løsningen på dette problem, som han lægger den frem for dig – ja, måske kendte du den inderst inde godt i forvejen, men manglede de rette ord sat ind i den rette sammenhæng. Det er denne sammenhæng, der går under betegnelsen "Martinus' verdensbillede".

I månedens spørgerubrik kan du høre mere om Martinus som problemknuser, som "verdensgenløser", og i Harry Rasmussens artikel vil du få en tankevækkende facet af denne verdensgenløsning at se, du vil kunne danne dig en meget præcis indsigt i din egen måde at opfatte på. Det er selve perceptionens gamle tryllekunst, mayas berømte slør, vi her skal trænge ind bagved, mens vi i John Klemens Nielsens artikel skal høre om nogle af de vanskeligheder, vi skaber for os selv på vejen mod denne erkendelse. Vi skal høre om bekymringerne, en tankegift, som Piet Heins kat slet ikke kendte til. Derfor kunne den også med meget større ærlighed sige, at den var sin egen. Den spillede ikke komedie, den var virkelig sin egen i meget større grad end vi mennesker, der gør os vældig umage for at sætte ord på alting. Og dog er det måske netop gennem det, der ikke kan siges med ord, at vi når til den virkelige indsigt. Gennem det, som mange fornemmer i den tyste julenat. Om det skal vi også høre. Ganske vist med ord, men ord der taler sit særlige sprog. Det har alle dage været verdensgenløsernes job at tale til os gennem hjertet, og det gør Martinus. Vi ønsker læserne en glædelig jul.