Kosmos 2006/2 side 34
Kunsten at læse Martinus
Kære læser!
Hvad vil du lave, når du bliver stor? Det spørgsmål har du sikkert fået mange gange som barn. Men også for voksne er det et vigtigt spørgsmål, for vi lægger planer gennem hele livet. Sæt nu, at nogen kom og spurgte, hvad du vil lave, når du er død? Et fjollet og ulogisk spørgsmål vil du måske tænke, men prøv at tænke tanken til ende. Tag den alvorligt. Ja, hvorfor ikke? Sæt nu, du lever videre på den anden side af døden og ikke har andet at leve i end den tankeverden, du har dannet dig, mens du var her på jorden i et tilmålt tidsrum fra vugge til grav.
Kunsten at læse Martinus – og det er en kunst, vil jeg hævde – går ud på at lade stå til. Hele tiden sige: Ja, hvorfor ikke? Det kaldes også for at være fordomsfri. Man dømmer ikke på forhånd om noget som helst, og derfor er man heller ikke bundet til et bestemt syn på verden. Slip kort sagt tøjlerne, spring ud på det dybe vand.
Men det er ingen kunst, vil du måske sige, eller rettere sagt, det er en kunst for tåber. Og det vil jeg give dig ret i. Derfor består kunsten også i at gøre det for sjov. Det kaldes som bekendt for et tankeeksperiment. Man gør det slet ikke, men man leger, at man gør det. Og forudsætningen for, at det er en leg, er netop, at man hele tiden godt ved, det er en leg. Man spiller en rolle, og bag rollen finder man kritikeren med begge ben på jorden, der ikke lader sig narre, men til enhver tid kan sige: Det var jo bare for sjov, det var bare en leg.
Det er den leg, Martinus vil tage dig med ud på i sin artikel på de næste sider. At det for ham er alvor, mærker du med det samme, men det skal du ikke lade dig anfægte af. Du er ingen Martinus, du står støt og roligt i den verden, du kommer fra. Du ved, hvad der er op og ned. Men måske er der højere op og længere ned, end du tror. Og det er den tanke, han vil have dig med på. Verden er meget større, end du troede. Du har levet, før du blev født, og du vil leve videre, når du er død. At læse Martinus er en kunst, der kræver, at du læser ham fuldstændig respektløst i al ydmyghed. Du må finde din rolle som på én gang kritiker og ydmyg læser, der kender sin plads som et ganske almindeligt menneske uden de forudsætninger, der gjorde det muligt for Martinus at tale og skrive med stor autenticitet, stor bestemthed og en sikkerhed, som i sig selv kan virke overbevisende. Ikke mindst hvis du glemmer, hvor du selv står. "Jeg kan kun forklare Dem det teoretisk," sagde han, når han ville huske sine læsere og tilhørere på, at selv om det for ham var en direkte oplevelse af en større virkelighed, så måtte det for os andre være teori. Indtil videre i hvert fald.
Kan man engang i tidens løb opnå denne direkte oplevelse af en større virkelighed uden at kende til hans verdensbillede? Selv var han et eksempel på, at det kan man godt. Han kunne ikke gå på biblioteket og finde sine egne bøger. Han måtte selv skrive dem. Men dette spørgsmål og en hel masse andet skal vi se nærmere på i dette nummer af bladet. God læselyst!
sh