Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ofte har jeg før i tiden haft den følelse, når jeg færdedes omkring og brugte mine sanser, oplevede tingene og hændelserne omkring mig, at der måtte være en slags "overordnet mening" med alle oplevelserne. At de ikke blot var der for deres egen skyld, men at jeg kunne drage nytte af dem.

Martinus har lært mig, at naturligvis er der en overordnet mening med at opleve, og siden dét gik op for mig, og jeg begyndte at betragte mig selv som "livsytringsforsker", har livet fået et ganske andet perspektiv.

Det, jeg mener med at være livsytringsforsker er, at jeg bevidst betragter alle de komplekse processer i "virkeligheden" omkring mig og i mig som

Dybest set kan alle disse livsytringer ses som levende væseners bestræbelser på at klare sig bedst muligt i den fysiske verden, som er vi jordmenneskers dagsbevidste livsudfoldelsesområde på dette stadium af vor udvikling. Det kan kort udtrykkes således:

"Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldt onde med at eksistere."

Gang på gang oplever jeg, når jeg beskæftiger mig med åndsvidenskab, – også gennem andre "vejledere" end Martinus, at de helt basale synspunkter udtrykkes fra mange sider, hvilket i mine øjne blot underbygger deres sandhedsværdi. Ganske vist bruges andre ord til at udtrykke den samme mening. For eksempel kan ovenstående citat af Martinus også indeholdes i udtrykket:

"Du kan ikke løbe fra mørket. Det må oplyses."

Og vi jordmennesker har i kraft af vore grundenergiers kombination (se eventuelt Martinus´ symbol nummer 12) mulighed for bevidst at arbejde i den retning, at vi kan bekæmpe ubehag og tilstræbe behag. Nemlig ved at søge viden om kosmos, – og bruge den.

Altså:

Martinus bruger begrebet tankeklima og fremhæver på det kraftigste nødvendigheden af at beherske dette, hvis en tilstand af lykke og glæde skal kunne opnås. Nu kan vi fastslå følgende sammenhænge:

Handling og skabelse er det eneste, vi har mulighed for at iagttage med vore fysiske sanser.

Og ligesom et atom aldrig er blevet set, men kun beskrevet ud fra dets fysiske og kemiske virkninger, på samme måde må vi ud fra livsytringsforskning lære at kende og forstå de levende jeger, der står bag den mangfoldighed af handlinger og skabelser, vi møder på vor vej, – inklusive vort eget.

Lærer vi at betragte livet på denne måde, medvirker vi i høj grad til vor egen udvikling i moralsk retning og dermed i retning af den lykke og glæde, vi vil opleve i "det rigtige menneskerige". For under studiet vil vi gøre de opdagelser, der peger på, hvordan vi handler og skaber mest hensigtsmæssigt.

Martinus viser os, at det, vi først og fremmest må lære, er at praktisere kærlighed. Og det er blandt andet det, vor livsytringsforskning skal overbevise os om, – og vise os, hvordan vi gør.

At praktisere kærlighed vil sige at gøre hvad man kan for at støtte andre levende væsener i deres bestræbelser på at undgå ubehag og opnå behag. Eller i det mindste ikke selv være årsag til, at andre levende væsener oplever ubehag.

Livsytringsforskning er altså en målbevidst vej til selvudvikling. Jeg vil gerne slutte af med følgende ord desangående, som jeg noterede mig ved et foredrag:

 

Gode forudsætninger for at nå et mål er:

Jeg ønsker det tilstrækkeligt stærkt.
Jeg formulerer det klart.
Opnåelsen sker ikke på bekostning af andre.
Opnåelsen er ikke til skade for mig selv.
Jeg gør selv, hvad jeg kan for at skabe betingelser for opnåelsen.
Jeg beder forsynet om hjælp til selvhjælp.