Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus taler om, at jordkloden udvikler sig hurtigt i disse år, i human retning. Det kan være svært at se med al den krig og ufred, der er i verden. Men ser vi på en større helhed, går vi for eksempel tilbage til Mosesepoken med Det Gamle Testamente som fundament og frem til Kristusepoken med Det Nye Testamente som fundament, og fortsætter vi helt frem til åndsvidenskabens epoke med Det Tredje Testamente som fundament (en livsvejledning af Martinus, som vi mennesker kan bruge nu og fremover, hvis vi vil), – da er det tydeligt, at jordkloden i det store og hele har lagt barbariet bag sig og nu er nået frem til at have begyndende humane indstillinger. Og det ser ud til at fortsætte i den retning.

Allerede som purung udviklede jeg trangen til alkohol og blev periodevis kvartalsdranker i smug med forvildede handlinger, sorg, svigt og angst til følge. I 1980 så jeg en interessant artikel i en avis om Martinus. På biblioteket lånte jeg Livets Bog 1 og Den ideelle føde, bøger der hjalp mig med at frigøre mig fra min last. Jeg blev glad igen. – På et tidspunkt endte jeg dog på ny i angst. Jeg kunne ikke finde rede i mit liv, måske var jeg kommet for sent i gang med at ændre mig. Jeg forsøgte at begå selvmord ved falde ned fra en motorvejsbro, men blev dybt handicappet. Usigelig ulykkeligt – også for mine "efterladte", kunne jeg se, straks jeg vågnede op igen. Men de støttede mig dog rigtig meget. Der var mange svære timer, hvor jeg bare lå og kiggede op i loftet, mens min nakke skulle vokse sammen. Lå og bad til Gud.

Så kom jeg på forskellige plejehjem. Mit liv har været omskifteligt med både op- og nedture. Jeg forsøger i dag at falde til ro, hvile i mig selv og have det godt med familien, besøgsvennerne, de andre beboere og plejerne. Jeg skriver festsange og glæder mig over mine søde børnebørn. Men slipper ikke helt fra nye, slemme sorger. Jeg mister en af mine allernærmeste på drastisk måde.

I dag kan jeg så se tilbage på først 20 års afhængighed af alkohol og siden 25 år som handicappet. I alle disse svære år har Martinus' bøger hjulpet mig igennem, ikke mindst takket være reinkarnationstanken. Den giver mig håb om en ny start. Jeg har lært at se mit liv som en helhed og ser nu langt mere positivt på det. Ser, at jeg er kommet et lille skridt videre, trods alt: Jeg har jo dog fået en vældig lyst til selv engang at blive hjælper for andre, der har været igennem noget lignende som jeg. I dag skimter jeg min fremtids "rette hylde", det er lyset for mig.

Denne interesse havde jeg ikke opnået uden mine lidelser. Det må være det, Martinus kalder "det ubehagelige gode". Nu ser jeg, at alt, jeg har mødt i mit liv, bare var noget, jeg selv har sendt ud tidligere. Det er skæbnebuer, der vender tilbage og rammer mig selv. Den erkendelse gør dog ikke smerten mindre i dag. Jeg ser også, at den måde, jeg har taklet mit liv på, er mine egne valg. Og dog er det svært at leve med. Mange situationer har jeg måske slet ikke prøvet før og har derfor ikke kunnet gøre det bedre, end jeg havde erfaringer til. Kun har jeg gjort det så godt, jeg kunne. – Alle må vi finde hver vores vej fremad mod hver vores forskellige fremtidsmål og engang vokse op til at blive de ny positive celler, fredsceller, i jordklodens kommende ny højere bevidsthed.