Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man kan genkende en god og betydningsfuld bog på, at man kan læse den på mange forskellige måder, at man kan vende tilbage til den flere gange og så finde nye dimensioner i den, som man ikke havde været bevidst om ved tidligere gennemlæsninger. En konsekvens af dette er, at forskellige mennesker, som læser samme værk, kan opfatte indholdet på forskellige måder, hvilket kan medføre, at man også tolker det forskelligt og betoner forskellige dele af indholdet. Bibelen er et eksempel på en bog eller et værk med mange dimensioner, Det Tredje Testamente er et andet, men der findes mange flere i litteraturhistorien.

I Bibelen – såvel i Det Gamle Testamente som i Det Nye Testamente – får man indblik i et helt galleri af mennesker og kan følge deres forskellige roller i Forsynets arbejde gennem flere tusinde år på at gøre Gud mere tydelig og åbenbar for os mennesker i vort daglige liv. Det, der skete, var vigtigt for dem, der var inkarneret på den tid, hvor de hændelser, som beskrives i Bibelen, udspillede sig, og de erfaringer, de medvirkende derved fik. Men det kan også være værdifuldt for andre at få del i disse tekster i Bibelen, idet de kan belyse forskellige aspekter af, hvad det kan indebære at være nær Gud i sin hverdag.

Man kan tydeligt forstå af de fortalte historier, at nogle af de involverede personer, som Moses og profeterne, var udvalgt af Gud til en speciel opgave. Hvad man måske ikke lige tænker på er, at andre bibelske personer var valgt af Forsynet til at være deres modstandere, og at disse modstandere på sin vis var lige så vigtige for det, der skete, og hvad man som "tilskuer" kan lære af det.

En tanke, som har slået mig, er, at det er meget almindeligt, at de mennesker, der fortælles om i Bibelen, på nogle måder mislykkes i deres forhold til Gud eller i den mission, de har med at repræsentere Gud for folket! Eller at de misforstår Guds plan med dem. Ikke engang Moses eller Aron lykkes rigtigt, og da de ikke fuldt ud stoler på Gud under deres prøvelser under den lange ørkenvandring, dør de begge, inden de kommer til det forjættede land (4). En anden mand, Ussa, går ved siden af den vogn, der transporterer pagtens ark, da okserne, der trækker vognen, snubler. Ussa griber da fat i arken med sin hånd, men dør på stedet, idet udelukkende visse udvalgte måtte røre og bære arken (5). Selv om man mener det godt, kan man alligevel mislykkes i sin opgave.

Kong David ser Batseba bade på et hustag og sender bud efter hende. Han gør hende gravid og sørger siden for, at hendes mand dør i kamp. Dette mishager Herren, og barnet dør en uge gammelt (6). Kong David fører mange krige, og pga. dette må han nøjes med at indsamle materiale til det kommende stationære tempel i Jerusalem i stedet for at gøre det færdigt. Kong David og Batseba får endnu et barn, som de kalder Salomon. Dette barn efterfølger senere sin far, og den vise kong Salomon gør tempelbygningen færdig, som kong David forberedte, men gør under sin regeringstid den fejl at han, imod de gældende regler, tager hustruer og medhustruer fra andre folk. Desuden begynder han i sin alderdom at dyrke andre guder. På grund af dette deles senere hans rige (7).

Et sædvanligt tema er dette, at man, som Moses og Salomon, nu og da taber troen på Guds almagt. Nogle begynder igen at tilbede andre guder, andre bliver så utålmodige, at de tager sagen i egne hænder for at udføre det, de opfatter som Guds vilje. Et senere eksempel herpå er kong Saul. Da profeten Samuel er forsinket til en planlagt offerceremoni, har kong Saul ikke tålmodighed til at vente og udfører derfor selv imod de regler, der dengang fandtes, selve ceremonien, da han er bange for ikke at bevæge Herren. På grund af dette bliver en anden person, David, af profeten Samuel salvet til fyrste over folket (8).

Det, der skete for Saul, er en sædvanlig konsekvens i Bibelen, at disse fejltagelser eller lovovertrædelser medfører, at det, der var planlagt for en person, ikke bliver, som det var tænkt. Det, personen gør, skaber problemer og får som konsekvens, at en anden må fuldføre det, man selv havde ønsket at gøre. De eksempler, som jeg har taget, må dog selvfølgelig ses i deres historiske sammenhæng, og desuden er de naturligvis ikke, kosmisk set, fejltagelser, idet alt det, der er sket, er indgået i den guddommelige plan for os mennesker på jorden.

Den eneste person i Bibelen, som ikke mislykkes eller misforstår situationen, er ganske enkelt Jesus, men han har jo på den anden side permanent kosmisk bevidsthed, og det er vel lige netop der, forskellen ligger mellem os og ham. Har man kosmisk bevidsthed, medfører det blandt andet, at man kan se bag ved det umiddelbare. Man kan, takket være sin udviklede intuitionsevne, forstå den egentlige mening med det, der sker, og dermed også handle på en måde, der ikke skaber konflikter eller misforståelser, hverken inden i sig selv eller i kontakten med omverdenen.

Så længe vi ikke har dette fulde overblik over den hverdag, vi lever i, kommer vi til at lave fejl, hvor rigtigt vi end vil gøre tingene! "Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner", tror jeg, et ordsprog lyder. Når det nu er sådan, og det ind imellem bliver mere end klart i ens liv, at "nu gik det galt igen", ja da kan det være en trøst at se, at også andre personer har gjort de samme fejl, at man ikke er den eneste. I og med at det sker så ofte og for så mange, må man snarere regne disse fejltagelser, vi gør hele tiden, som en naturlig del af vort nuværende liv end noget, der er mislykket, og derved kan man måske blive mere tolerant både over for sig selv og andre, når sådanne situationer opstår. Det kan endda, med lidt perspektiv, blive ligefrem komisk ind imellem, hvor forkert man har opfattet en situation, og i Det Nye Testamente findes der flere sådanne situationer beskrevet, hvor Jesus taler om noget, som omgivelserne (mis)forstår på en helt anden måde (9).

En trøst i denne sammenhæng er Martinus' analyser af de forskellige grundenergiers sammenspil og deres indbyrdes skiftende aftagen og tiltagen i styrke. Ifølge disse analyser udvikles nu bl.a. vor intelligens, og denne voksende intelligens gør det muligt for os bedre end tidligere at kunne sammenligne forskellige erfaringer og derved også efterhånden bedre at kunne lære af vore fejltrin. Denne vækst sker parallelt med, at vor intuition begynder at vågne, hvilket giver os mulighed for at opfatte den egentlige virkelighed, som er noget helt andet end den verden, de fleste af os nu dagsbevidst mentalt lever i, og hvor vi ofte antager den fysiske verden som mere virkelig end den åndelige, når det i virkeligheden er præcis modsat.

Da jeg læste Kurt Christiansens biografi over Martinus, "Martinus og hans livsværk", kom der mange tanker om, hvordan det er at leve nær en ren kilde. Man kan jo umiddelbart tænke, at når man møder en repræsentant for det, som ens indre så inderligt længes efter at få kontakt med, så vil dette møde føre til glæde, ro, fred og harmoni, og det gør det også for mange. Men det blev klart, da jeg læste biografien, og også når jeg tænker over, hvordan det har været for mig at møde Martinus og det, han repræsenterer igennem sit litterære livsværk, at det ikke er helt risikofrit at få kontakt med en så ren energi, som Det Tredje Testamente repræsenterer.

Mødet mellem ens eget livssyn og virkeligheden afslører for én selv (og ikke mindst éns omgivelser!) de områder, hvor éns eget væsen og virkeligheden ikke vibrerer i samme takt, på samme bølgelængde. Da man i denne situation er den, der har det snævreste perspektiv, er det ikke altid, man direkte forstår, hvori denne forskel består, og man kan da drage forkerte slutninger om dels årsagen til, at man er skuffet over, hvordan ens liv ser ud, og dels hvilken løsning der kan være på den opståede situation. Det kan til tider føre til endnu flere disharmonier mellem en selv og omgivelserne, hvilket kan forårsage både store fysiske og psykiske lidelser, og hvor man kan føle sig ulykkelig, ensom, modarbejdet og misforstået. En anden måde, hvorpå man kan betragte en sådan opstået situation, er, at man selv har haft en anden, mere begrænset definition af situationen end resten af verden, og gæt så hvem, der trækker det korteste strå!

Personligt oplever jeg, at siden jeg begyndte at arbejde med analyserne, er mine egne mangler i min nuværende udviklingsposition blevet mere tydelige for mig. Analysernes kvalitet eller energisammensætning gør, at det bliver mere og mere svært at skjule de områder i mig, som står nærmest for at skulle bearbejdes, idet analyserne viser, at livet altid handler om en kommunikation mellem den enkelte gudesøn og Gud. Der findes egentlig ikke andre, og det, der står i vejen for en mere klar kommunikation imellem os, er kun min egen begrænsning. Gud viser sig gennem alt og alle, jeg møder i min hverdag. Hvor godt, jeg kan håndtere disse møder, afgør kvaliteten i mit forhold til Gud, hvor åben, Guddommen kan være imod mig.

Analyserne viser klart og tydeligt, at man selv er ansvarlig for det, man gør og tænker, at man faktisk ikke med rette kan skylde sine problemer på nogen anden (selv om jeg, ubevidst, endnu ofte gør det!) Frem for alt er der ingen anden, som kan gøre arbejdet for en, man må selv møde sine ubearbejdede og ufærdige sider og finde en måde at håndtere dem på, en anden bedre måde end hidtil, hvis man har et ønske om at komme nærmere Gud i sin egen oplevelse af livet. Fra anden side findes ingen sådanne begrænsninger. Gud favoriserer ingen og er dermed altid lige nær hvert levende væsen, uafhængigt af ens udviklingsniveau og dertil hørende midlertidige position i spiralkredsløbet.

Første trin i at kunne håndtere og på sigt endda at kunne løse sine problemer er, at man kan være dem nær, at man kan omgås dem, leve med dem, skønt det samtidigt er det sværeste, man kan gøre. Disse dele af ens indre er meget skræmmende og truer det billede, man har af sig selv, og som man har svært ved at forstå, at man kan overleve uden. Ofte vil nemlig disse dele, som man må bearbejde, føre videre i kredsløbet og tilføre højere energier, egenskaber, som man selv vurderer højt, og som man har identificeret sig med. Man har derfor svært ved selv bevidst at kunne se dem som et problem, men snarere som en ressource, mens omgivelserne ikke behøver at have den vanskelighed. Man har ingen distance til den del af sig selv, som man snarere er end har, den er mere subjektiv (10) end objektiv (11). Dette kan betyde, at den endnu ikke er tilgængelig for bevidst bearbejdning og dermed heller ikke underlagt viljens kontrol. Og i en sådan situation er det ene og alene livets tale, der kan nå en. Martinus har beskrevet dette bl.a. ved at analysere betydningen af hans begreb "tærskelens vogtere". Det, man selv holder for kærest, kan være det, som holder en tilbage fra at gå videre i livet.

Takket være de erfaringer, man gør gennem den lidelse, som det indebærer at være i disharmoni med livslovene, kan man lidt efter lidt både se sig selv og omverdenen på en anden, større måde end før, og man identificerer sig da ikke længere så meget med den del af sin person, som forårsagede ens vanskeligheder. Denne del er da blevet inspireret af nye erfaringer. En anden måde at beskrive det, som så er sket, er, at det man var, det har man nu, det, der var subjektivt, er blevet mere objektivt, ens opfattelse består nu, kosmisk kemisk, af en blanding af højere energier end tidligere, og alt dette tilsammen gør, at man er mere i harmoni med det udviklingstrin, man befinder sig på. Og er man det, da findes der også alle muligheder for en at befinde sig godt der, hvor man er, selv om man kosmisk set endnu er ufødt.

Hvis jeg tænker tilbage på, hvorledes jeg har opfattet Det Tredje Testamente og mig selv i de år, jeg har kendt det, så har denne opfattelse skiftet i årenes løb. Lidt forenklet sagt, så var jeg ved første kontakt taknemmelig for at have fundet noget så rent og klart, samtidigt med at jeg var både skeptisk og meget nysgerrig. Siden begyndte jeg at arbejde med analyserne og blev da nærmest forelsket i dem i en periode. Da hvedebrødsdagene var ovre, kom mange spørgsmål, som jeg har haft tidligere, tilbage igen, og jeg var da nødt til at koncentrere mig om at finde en balance mellem dem og min nye position.

Senere kunne jeg i en periode atter arbejde mere fokuseret med analyserne, for senere igen at være nødt til at koncentrere mig om andre områder i mit liv, og så igen derefter at kunne nærme mig analyserne. Hver sådan genoptagning af arbejdet med analyserne er sket fra et noget anderledes udgangspunkt sammenlignet med tidligere på grund af de erfaringer, jeg havde gjort i mellemtiden. Min relation til Det Tredje Testamente har med andre ord vekslet i årenes løb, og sammen med den også i hvilken udstrækning, jeg har været sammen med andre ligesindede. Også mit eget syn på min rolle inden for dette område er ændret. I visse perioder har jeg været udadrettet og i visse andre mere tilbagetrukket.

Når man involveres i et andet menneskes skæbne, sammenligner man det altid med ens eget, eftersom det er den referenceramme, man har. For mig har det været tankevækkende, hvilke processer, det sætter i gang inden i en, når man læser Bibelen og Kurt Christiansens biografi og får beskrivelser af, hvad der sker med mennesker, der lever nær kilden. Jeg synes, at jeg kan ane visse ligheder imellem bøgerne med hensyn til, at det, der ser ud til at være sket for flere af de personer, som var nær Martinus, var, at de, efter en tids omgang med ham, fik problemer med at bevare denne kontakt, og at vanskeligheden lå i begrænsninger hos den interesserede, ikke hos Martinus.

Det er, som om dramaet fra Bibelen gentager sig i og med, at man bliver utålmodig, har sine egne meninger om, hvad kosmologien er og ens rolle i den, og man ikke har tillid til, at Forsynet hele tiden løser de opståede situationer på bedst mulig måde ud fra de forudsætninger, som findes lige nu mht. personer og materielle ressourcer. Og de afguder, som man beskriver i Bibelen, som mange fortsatte med at dyrke, skønt Gud havde vist sig som én levende Gud for Moses, ja dem synes jeg, at jeg kan se en symbolsk analogi til i mit eget liv i de perioder, hvor andre, åndeligt mere afgrænsede og dermed mindre udviklede dele af mig har været vigtigere, tog mere plads i min bevidsthed end den virkelighed, som Martinus repræsenterer.

I denne sammenhæng skulle man dermed kunne sige, at det bibelske begreb afgudsdyrkelse er et symbol på, at en person møder kosmologien og bliver interesseret i den for en tid. Det indebærer, at nye talenter er på vej til at blive bygget op i den person. Intet fødes dog voksent, og man kan derfor lejlighedsvis være nødt til at gå tilbage til tidligere, velkendte og indarbejdede, mere automatiske, ubevidste indre talentkerner, med hensyn til hvorledes man opfatter og tolker sig selv og den verden, man lever i, for senere igen at kunne nærme sig f.eks. kosmologien. Denne proces foregår ikke blot i et enkelt jordeliv, men fortsætter inkarnation efter inkarnation, hvilket medfører, at man efterhånden bliver bedre og bedre til det, man øver sig på. Det, man ikke klarede så godt denne gang, ja det må man klare næste gang, og det, som man nu er god til, ja det bliver man bare bedre til, indtil man bliver geni i det.

Men hvad munder disse mine tanker så ud i? Ja, en mulig lærdom af historien er, at så længe vi er ufuldkomne eller kosmisk set ufødte (og det kommer de fleste af os til at være endnu et antal inkarnationer), kommer mange af os til at føre en periodevis ujævn kamp mellem de behov, den gamle, mere egocentriske og primitive del eller pol i os har, og de behov, den nye voksende, mere humane del eller pol i os har. Begge sider eller poler er lige legitime på sin vis, men de er af helt forskellig kvalitet og fører til helt forskellige oplevelser af ens hverdag, afhængigt af hvilken del af ens bevidsthed, der for tiden dominerer.

Eftersom denne polforvandlingsproces er et udviklingsspørgsmål, og dermed kun til en vis grad viljestyret, kan Martinus' analyser medvirke til, at man får en øget tolerance over for sine egne og andres begrænsninger, og at man kan være mere tilfreds med det, man selv og andre allerede har opnået af humane tanker og handlinger. Med hensyn til hvor vi befinder os udviklingsmæssigt, er det på en måde forbavsende, hvor godt vor hverdag trods alt oftest kan fungere, hvor ofte vi kan være humane mod hinanden. Og jo mere man kan finde denne balance inden i sig selv, jo lettere har man ved at kunne opleve Forsynet mere nærværende i ens hverdag. Og jo tydeligere dette nærvær bliver, desto mere virkelig bliver igen oplevelsen af den evige, kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn.

Oversat af EG