Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At vi alle oplever os selv som et centrum i forhold til omverdenen, er et faktum, som er helt uafhængigt af, hvordan vi vil forklare denne oplevelse. Dette er, ifølge Martinus, "den første form for det levende væsens erkendelse" (1). Det vil sige, at når vi for første gang i dette spiralkredsløb begynder at kunne skelne mellem "jeg" og "det", så har vi taget det første afgørende skridt på den vej, som fører til den selvoplevede indsigt i livets mysterium, som Martinus kalder "kosmisk bevidsthed."

Det er denne "første erkendelse" eller denne begyndende jeg-bevidsthed, som gør dyret til det overgangsvæsen mellem dyr og menneske, som Martinus kalder "jordmenneske."

Skal man nu kalde en sådan "indsigt" for "viden"? Ja, det beror naturligvis på, hvordan man definerer begrebet "viden". I hvert fald kan man nok sige, at denne indsigt hos dagens jordmenneske er det, Martinus kalder en "C-viden", dvs. en mere eller mindre upåagtet automatfunktion (deraf ligeledes materialistens flittige brug af begrebet "jeg"). Det er med andre ord en viden, som er blevet organisk – hvad enten den er teoretisk eller intelligensmæssig dagsbevidst eller ikke.

Ganske vist er jordmenneskets "jeg-bevidsthed" – på det dagsbevidste plan – af en endnu meget begrænset og primitiv fysisk natur længe endnu. Men alligevel er denne i al sin begrænsning og ufuldkommenhed en milepæl i udviklingen. På hvilken måde? Det svarer Martinus på i Livets Bog 2, når han skriver:

"Med denne opdagelse (opdagelsen af sin egen adskillelse fra omgivelserne. Min anm.) begynder jeget at opfatte sig selv som et levende væsen. Før denne opdagelse anede det i virkeligheden ikke sin egen eksistens." (2)

Efter denne epokegørende opdagelse kan vejen – selv om den ind imellem er snoet – blot føre til, at vi til sidst når frem til sagens eller rettere væsenets umanifesterede kerne, dvs. det virkelige jeg.

Martinus beskriver altså denne vor udviklingsrejse mod en "jeg-bevidsthed" i kosmisk betydning som en gradvis "opvågningsproces", hvor vi først – takket være vort i udviklingen opvågnende intelligenslegeme – mere og mere kan erobre indsigt og kundskab på det fysiske område for senere – takket være vor da opvågnende intuitionslegeme – også at kunne erobre indsigter på det åndelige eller kosmiske område. Men i begge tilfælde drejer det sig om, at vi udvider vor videns- eller kundskabshorisont, og at det er dette, som betyder vor "forvandling" eller vor udvikling fra dyr til menneske.

Et billede eller en metafor, som måske kan hjælpe os til at forstå princippet i relationen mellem jeget (opleveren) og dets manifestationer (oplevelserne), er billedet af øjet og det sete. Det, der ser, dvs. øjet, kan jo ikke se sig selv. Opleveren (X1 eller i denne metafor øjet) kan ikke opleve eller se sig selv, da det, som oplever, aldrig kan blive et oplevelsesobjekt. Hvis det kunne ske, ville jo forskellen eller kontrasten mellem "opleveren" og "oplevelsen" være ophævet, og hvorledes skulle da oplevelsen kunne skabes eller finde sted?

Billedet eller analogien af øjet som repræsentant for X1 eller jeget er sikkert også mangelfuldt, da øjet jo – til forskel fra jeget – er noget, som er manifesteret i sanseverdenen (og som derfor også kan ses i et spejl). Men forhåbentlig fremgår i hvert fald princippet i sammenligningen.

En anden måde ad tankemæssig eller logisk vej at nærme sig det evigt uforanderlige, som ikke kan opleves – uden ad indirekte vej – og som vi kalder "jeg", er at betragte denne vor inderste identitet i forhold til vor bevidsthed, som skaber den identitet, vi plejer at kalde vor "personlighed". Vi kan her ved at overveje eller lægge mærke til vor egen måde at opleve livet på, faktisk tydeligt – og ikke blot som en abstraktion – se eller logisk slutte os til, at "jeget" er noget andet end bevidstheden eller oplevelsen.

Det ses jo bl.a. ved, at bevidstheden (oplevelsen) hele tiden forandres, samtidigt med at bevidsthedens bærer eller opleveren, dvs. jeget til identiteten er uforandret. Jeg er bestandigt det samme jeg uanset alle forandringer eller omskiftelser i min bevidsthed og min oplevelse. Hvordan skulle vor dybeste identitet eller kerne kunne forblive uforandret, hvis jeget var identisk med den bestandigt foranderlige bevidsthed? Ville vor identitet da ikke være lige så foranderlig eller omskiftelig som bevidsthedens indhold?

Hvor mange oplevelser har du, kære læser, haft i dit liv? Jeg ønsker ikke, at du skal forsøge at foretage en kvantitativ vurdering af det, men vi kan nøjes med at konstatere, at det er særdeles mange forskellige oplevelser, du har haft. Og hvor mange oplevere har disse dine oplevelser haft? Der bliver udregningen lidt enklere, for jeg kan garantere, at det blot er én eneste, dvs. dig selv. Oplevelserne er altså uendeligt forskellige og mange, men opleveren er hele tiden den samme ("det faste punkt" bag det evigt skiftende sceneri, som vi kalder oplevelsernes verden). Der har vi – helt kort og klart – forskellen mellem opleveren og hans oplevelser.

Livets oplevelse er således en evig fortsættende forvandlingsproces i såvel fysisk som psykisk forstand. Men der findes altså noget, som har været uforanderligt gennem alle disse forvandlinger – nemlig det jeg, som har oplevet alle disse bevægelser og forvandlinger. Det er jeget, der har oplevet alle disse tanker og følelser, der utrætteligt er kommet og gået.

Jeg-fornemmelsens kontinuitet er altså et indirekte vidnesbyrd om jegets uforanderlige natur som et "fast punkt". At vidnesbyrdet kun kan være indirekte, ligger som sagt i sagens natur, idet det oplevende subjekt aldrig kan blive et oplevelsesobjekt. Det må for evigt forblive det "blinde punkt", som kun lader sig konstatere indirekte. I samme øjeblik jeg forsøger at danne mig forestillinger om dette subjekt, har jeg jo skabt et objekt – og dette objekt bliver således blot et af jegets eller subjektets skabelser. "Skaberen" eller "opleveren" undgår bestandigt alle sådanne tilsnigelser. Da dette skabende og oplevende subjekt er absolut enestående i sin art, findes der intet i objektverdenen eller det tids- eller rumdimensionelle at sammenligne det med. Man kan kun sige, at det er "noget som er" (hvilket jo i øvrigt, interessant nok, er præcis den samme analyse, som nullet i matematikken har. Nullet er ikke et "intet", som vi fejlagtigt tror en gang imellem, men et "noget", som imidlertid ikke kan gives nogen talmæssig værdi).

Jo, det kan jeg trods alt – men igen indirekte!

I det af os kendte område kan vi jo konstatere, at al oplevelse og al sansning er afhængig af tilstedeværelsen af kontraster. Hvert objekt i sansehorisonten – hvad enten det drejer sig om syns-, høre-, smags-, lugte-, eller følelsesindtryk – fremtræder eller kan sanses i kraft af en eller anden grad af afvigelse fra omverdenen eller omgivelserne. I den grad, denne afvigelse eller kontrast savnes eller er for svag, kan objektet ikke skelnes og bliver derfor i tilsvarende grad ét med omgivelserne eller baggrunden. Man kan ikke pege på et eneste fænomen i den tids- og rumdimensionelle verden, som er hævet over eller eksisterer uafhængigt af dette kontrastprincip. Lys/mørke, behag/ubehag, varme/kulde, oppe/nede, høj/lav, frem/tilbage, lang/kort, hård/blød, våd/tør, tung/let, ung/gammel, osv. er alle modsætninger, der betinger hinandens eksistens i vor oplevelsesverden. Uden den ene eksisterede den anden heller ikke.

Men det er, viser Martinus, ikke blot den tids- og rumdimensionelle sansning, der er baseret på et sådant kontrastprincip. Også selve livsoplevelsen bliver til i mødet mellem modsætninger – nemlig mødet mellem bevægelsen og dens modsætning. Og modsætningen til bevægelse kan kun være noget, der ikke bevæger sig, dvs. et "fast punkt".

Det universelle kontrastprincip bekræfter altså indirekte, at der måske findes en kontrast til bevægelsens dimension. "Bevægelse kan ikke opleve bevægelse"(3), skriver Martinus.

Hvis vi begynder med det sidstnævntes princip, dvs. X3, så er det jo ganske enkelt bevægelsens princip, og hvad kan bedre symbolisere dette princip end kredsløbets eget symbol, som netop er cirklen? Kredsløbet er bevægelsens universelle lov, som Martinus også viser. Men cirkelfiguren symboliserer ikke blot bevægelsens lov og princip. Den har også to skjulte eller i figuren umanifesterede forudsætninger eller principper (præcis som det levende væsen med andre ord) – nemlig det, vi kalder cirkelens centrum og radius. Centrum svarer naturligvis til X1, dvs. det umanifesterede jeg eller subjekt, som er det "midtpunkt", som alt i vor livsoplevelse kredser omkring. Og cirkelens radius svarer til X2 eller skaberevnens princip, da det er den, der bestemmer, hvad cirklen formår at rumme eller omfatte. Billedet af cirklen som symbol på det levende væsen har også den fordel, at det viser, at de tre ovennævnte principper er uadskillelige. Man kan ikke forestille sig en cirkel uden centrum eller radius. Sådan er det, viser Martinus, også med de tre X'er, der konstituerer os som et levende væsen. Det er altså bare i analysen eller tanken, at vi kan adskille dem. En oplever (X1) må pr. definition være en, der har evnen til at opleve (X2) og hvad (X3) dette "noget" oplever, er dets individuelle og uendeligt varierende og kontrastrige skabelser. Der findes altså et vist "hierarki" i denne livsbetingende ordning i og med, at hvad, vi oplever, er udledt af evnen til at opleve, som jo på sin side må udledes af eller knyttes til en oplever.

Vor evne til at tiltrække og frastøde – f.eks. i form af vor koncentrationsevne – afslører altså, at der findes "noget", som anvender og styrer bevidstheden som et underordnet redskab i skabelsens og oplevelsens tjeneste. Dette "noget" er det eneste, som kan være overordnet bevidstheden og evigt uforanderlig i sin natur. Det er altså det, Martinus kalder jeget, og som bare kan analyseres eller defineres som "noget som er".

I livets universelle eller udelelige jeg-element findes ikke blot den dybeste årsag til vor samhørighed med alle andre levende væsner, men også til vor samhørighed med det universelle helhedsvæsen eller Guddommen. Verdensaltets eller Guddommens jeg bor således i os alle som vort eget X1, og det er derfor ikke så mærkeligt, at den, der ejer en selvoplevet indsigt i dette forhold, kan sige "jeg og faderen er ét" og "sandelig, hvad I har gjort mod en af disse mindste, som er mine brødre, det har I gjort mod mig".(5)

Dette er den endelige – og livsafgørende – indsigt, som "den første indsigt" til sidst fører frem til...

Oversat af EG