Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der var engang en Martinus, som fløj verden tynd i små klumpede DC-3'ere. Eller hvad det nu var, den tids fly hed. Det er ham, du møder på de næste sider i fuld gang med at tale til en forsamling af mennesker på Island. Og det kunne han, han kunne tale med alle mennesker, og forstod man ikke hvert et ord, så forstod man det, der lå bag. Martinus kunne alene med sin kærlige udstråling vise, at fremtiden bød på andet end mennesker, som vi kender dem i dag. Det var ligesom med de små klumpede DC-3'ere, engang skulle vi alle blive som Martinus, som store strømlinjede Concorder og overlydsfly, der uden hop og spjæt og mellemlandinger kunne flyve lige ind i hjertet på folk. Men tro nu ikke, at Martinus så mærkelig ud eller havde mærkelige vaner. Han var almindeligt bygget og havde sine rødder solidt plantet i den jyske muld. Han talte også gerne om sin elskede barndomsegn og det inderlige gudsforhold, som prægede ham gennem hele livet. Det skal vi høre mere om inde i bladet, for i denne måned er det 116 år siden, at eventyret tog sin begyndelse.

Jesus havde ret, det ville Martinus vise. Men helt så ligetil var det nu ikke, for de mennesker, han henvendte sig til, regnede mange gange ikke sig selv for religiøse og tog tilmed afstand fra alt, hvad der havde med den slags at gøre. Som vi skal se i Martinus' næste artikel med overskriften "Forsynet", så forsøgte han at få disse mennesker i tale ved at fremhæve den logiske side af sit budskab. En ny videnskab kaldte han det. Den skulle i modsætning til naturvidenskaben vise, at man godt kunne være bekendt at være religiøs. For mit eget vedkommende tog det flere år, før jeg forstod, at det mere var et religiøst instinkt end forstanden, der lå bag min begejstring for Martinus (se månedens citat på side 196). Jeg overså ganske enkelt, at hans verdensbillede ikke bare peger hen imod noget religiøst, men også forudsætter det som grundlag for den logik, der får det til at hænge sammen. Primært er det en videnskab for religiøst søgende mennesker, der ikke altid ved, at de er religiøse, og for hvem det nedarvede religiøse sprog er volapyk. Det er her, Martinus kommer ind som den store fornyer og genløser, der velfortjent kunne kalde sit livsværk for Det Tredje Testamente.

Men hvad var det så, Jesus havde ret i? Det kan siges med få ord: "Vend den anden kind til." En nærmere brugsanvisning får vi i Sören Grinds artikel om vort forhold til kritik, mens spørgerubrikken forklarer, hvordan krig, had og hævn standser ved tilgivelse. Men vi må også være veloplagte, så vi kan udvikle os til det, vi skal blive. Det fortæller John Klemens Nielsen i sin artikel om kost og livskraft. Vi er alle på vej. Endnu er vi som de gammeldags DC-3'ere, men med Martinus' verdensbillede ligger tegningerne til alt det nye parat. Det gælder bare om at gøre teori til praksis, og det er det dejligste eventyr, for vi er selv med i det!