Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er middag på ældrecentret. De gamle sidder i cafeteriet og hygger sig og spiser. Nydelige fru Vulf på 93 år snakker med de omkringsiddende. Hun fortæller, at hun skal på besøg hos sønnen og svigerdatteren i den kommende uge. "Ja, hvis jeg lever så længe", tilføjer hun som sædvanlig, skønt hun er den mest raske på hjemmet. Hendes mand blev i sin tid syg, og derfor flyttede hun med. Nu er han gået bort, og fru Vulf savner ham og drømmer livagtigt om ham. "Der er mere end det her liv", siger hun ofte til gamle Ane, som sidder nærmest.

Ane har også sine drømme.

Hun har en enkelt gang nævnt "reinkarnation" for fru Vulf, men den tanke var hende for diffus. Det var synd, havde Ane tænkt. Selv glæder hun sig til engang at smide sin slidte "overall". Det kalder hun sin syge og værkende krop. Efter 25 års svært handicap og kronisk smerte trænger hun til en lille ferie i den åndelige verden. Når den tid kommer, vil Ane hilse farvel til sine få allernærmeste. Nænsomt vil hun passere forbi dem med et hurtigt lille – "hej!" Akkurat som hun husker det gode eksempel fra sin egen mor.

Og så vil Ane ud på et par småture!

Først vil hun en kort tur til Sindal. Se Martinus' barndomshjem og uret, der indvarslede "den ny tid". Så vil hun indsnuse atmosfæren i omgivelserne. Måske som hun kender den fra "Blade af Guds billedbog", hvor Martinus beskriver sceneriet heroppe i et tilbageblik til sin barndom: Bakkerne, den tidlige sommermorgen, lydene, duften, insekterne og rimen. Mælkevognen og skorstensrøgen, den opgående sols første stråler over horisonten. Martinus gør her symbolikken let forståelig: Vi må lære at lyse på alle omkring os, ligesom solen. Vi har da lov at øve os.

Så går turen til Klint. Dér har Ane været en enkelt gang. Det var, da Pavillon A lige var bygget. Et skønt og aktivt sted, hvor hun lærte så meget og hørte så mange gode foredrag. Ane vil gense de nære omgivelser og bygningerne, hvor så mange frivillige sætter deres præg og er med til at skabe en lysende atmosfære. Så vil hun se Villa Rosenberg udefra, se den omgivende natur, hvor så mange besøgende og elever gennem årene – og også Martinus selv – har gået ture langs stranden og op i plantagen. Det er mange år siden Ane har soppet i en strandkant, mærket bølgeskvulp og vådt sand mellem tæerne. Hun længes så inderligt, men skubber tankerne fra sig. Hun må videre.

Nu går turen til Mariendalsvej, hvor Martinus så vedholdende gennem et langt liv stræbte og sled for at nedtransformere sit alkærlighedens budskab til skrift og symboler. I dag som et afsluttet arbejde: "Det Tredje Testamente". Ane må lige kaste et blik på det skab i stuen, hvor nogle af Martinus' første udkast til symbolerne i mange år blev opbevaret. Og hun må et smut ud i køkkenet med den skrå væg. Her stod Martinus og lavede vegetarmad. Så går turen ned i kælderen, hvor blandt andet Kosmos i mange år blev trykt. Hun må også i sin drøm følge Martinus på hans vandringer rundt i kvarteret. Altid følte han Forsynets beskyttelse og nærvær, og for sine omgivelser var han som "lyset i mørket". Og tænk, netop her har han kørt i bil med sine venner. Fra dette sted er turene gået til Nordsjælland, til Klint og til Dyrehaven. Eremittagesletten er især et interessant sted, hvor Ane må dvæle en tid, fornemme de mange spørgsmål og svar mellem mesteren og hans elever. Her vil Ane gerne være gæst for en tid i den åndelige verden, hvis altså energierne tillader det. Og bare indtil der er plads til hendes videre forløb.

For Ane er ude på en lang rejse. Hun drømmer om en fjern fremtid, hvor ønsker og længsler spirer frem som isblomsterne på de frosne ruder. Det er her, den åndelige verden forbinder sig med den fysiske. Det er også her, i en ny fysisk skikkelse, Ane vil få mulighed for at leve et liv som alle andre, uden en besværlig krop og konstante smerter.

Ane er langt inde i sin drøm, hun er allerede en rask ung pige på vej til at blive ergoterapeut. Det brænder hun for. Hun opfinder og eksperimenterer med nye modeller af kørestole, der kan lægges helt ned, så de handicappede kan hvile deres værkende rygstykker. Der må kunne laves kørestole, som sparer plejepersonalet for en masse arbejde med at sørge for, at de ældre kan få en middagshvil hver dag. Ane har hovedet fuldt af planer.

"Ane, ANE! – hvor er du henne", kalder fru Vulf. "Åh, jeg var vist væk et øjeblik". Ane glipper med øjnene og er atter tilbage i sin gamle krop. Så meget er mislykkedes for hende i dette liv, og dog føler hun, at hun har været heldig. Hun har gennem Martinus og hans bøger mødt en verden, der kan hjælpe hende videre. Og så er det tilmed smerterne, der har modnet hende for denne indsigt. Pludselig fyldes hun med en stor taknemmelighed. Ikke bare over for Martinus, men også over for den kranke skæbne, der trods alt har været med til at vise hende en side af livet, hvor hun kan hjælpe andre.

Det har på ingen måde været spildt!