Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Martinus' verdensbillede er pointen den, at den lange kæde af årsager og virkninger, som er studieobjektet for fysik og naturvidenskab, har en mening, en retning og et mål. Et formål kunne man sige. Dette er, at alt i den sidste ende vil blive til gavn og glæde for alle levende væsener. Intet går til spilde i den store verdensøkonomi. Men det ser man først, når man får øje på det, og det kræver igen, at man kan se på verden med de samme øjne, som verden ser sig selv med. Det kan den nemlig godt, og det er den virkelige pointe i Martinus' verdensbillede. Det er Guds syn på sig selv, der munder ud i, at alt er såre godt, alt er kærlighed, der er intet andet end kærlighed. At se med Guds øjne er det mål, vi mennesker er på vej imod. Det er formålet med den fysiske verden og studiet af den. Således kan det udtrykkes i videnskabelige vendinger, men det kan også siges på en anden måde, som det for længe siden er blevet sagt af Paulus i hans første brev til korinterne, kap. 13:

"Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."