Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette blads læsere er efterhånden blevet gjort fortrolige med de mange og store lighedspunkter, der består mellem H. C. Andersens livs- og verdensanskuelse og Martinus' kosmologi. Men selvom mange af disse ligheder er blevet påvist og behandlet gennem en række artikler, bl.a. her i "Kosmos", er der dog stadigvæk adskillige emner, som enten kun er blevet berørt periferisk eller slet ikke. Det skulle denne artikel gerne medvirke til at bøde lidt på.

Som tidligere nævnt i anden sammenhæng, opfattede Andersen i lighed med Martinus planterne og blomsterne som levende væsener, der grundlæggende er af samme art og med samme guddommelige og udødelige natur som alle andre levende væsener, herunder dyrene og menneskene. Men selvom blomsterne og planterne har deres ligeværdige egenværdi, så handler Andersens blomster- og planteeventyr grundlæggende om mennesker og menneskelige forhold, særlig om menneskers psykologi, genialt gendigtet i skikkelse af blomster, planter og træer. Som i tilfældet med mennesker, rummer Andersens blomstereventyr stort set hele skalaen af psykologiske typer, rækkende fra egoisme til altruisme og fra kosmisk bevidstløshed til kosmisk bevidsthed, fra de ydmyge og nøjsomme: ("Gåseurten", 1838), de onde og stridbare ("Rosenalfen"; 1839), de hovmodige og selvtilstrækkelige ("Boghveden", 1841; "Hvem var den lykkeligste", 1868; "Hvad tidslen oplevede", 1869), de skuffede og desillusionerede ("Grantræet", 1844), de forventningsfulde og lykkelige ("Hørren", 1849), til de omsorgsfulde og hjælpsomme ("Det gamle egetræs sidste drøm", 1858).

Eventyret "Der er forskel" handler blandt andet om den type mennesker, som hovedsagelig i kraft af deres sociale status og position føler sig hævet over andre. Det er eksempelvis tilfældet med den blomstrende æblegren, som for sin skønheds skyld er plukket og sat i vase sammen med friske, lyse bøgegrene, og det tilmed på et slot, hvilket æblegrenen er meget stolt over, især da den bliver beundret af alle, som ser den:

"[…] Æblegrenen forstod, at der var forskel mellem menneskene ligesom imellem væksterne. "Somme er til stads, og somme er til næring, der er også de, som kunne ganske undværes!" mente æblegrenen, og da den just var sat ved det åbne vindue, hvorfra den kunne se både ned i haven og ud på marken, så havde den blomster og vækster nok til at betragte og tænke over! Der stod rige og fattige, nogle alt for fattige.

"Stakkels forkastede urter!" sagde æblegrenen, "der er rigtignok gjort forskel! Og hvor de må føle sig ulykkelige, dersom den slags kan føle, som jeg og mine lige kunne det; der er rigtignok gjort forskel, men det må der gøres, ellers stod jo alle ens!"

Og æblegrenen så med en slags medlidenhed især på een slags blomster, som der var i mængde af på marker og på grøfter; ingen bandt dem i buket, de var alt for almindelige, ja man kunne finde dem selv imellem brostenene, de skød op som det argeste ukrudt, og så havde de det fæle navn Fandens mælkebøtter.

"Stakkels foragtede vækst!" sagde æblegrenen, "Du kan ikke gøre ved, at du blev hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har! Men det er med væksterne, som med menneskene, der må være forskel!""

""Forskel!" sagde solstrålen og kyssede den blomstrende æblegren, men kyssede også de gule Fandens mælkebøtter ude på marken, alle solstrålens brødre kyssede dem, de fattige blomster, som de rige."

Men den menneskekærlige digter tager i kraft af sin livs- og menneskekundskab alligevel æblegrenen i forsvar og forklarer og undskylder dens uforstand, men siger samtidig, at tingene skal ses og vurderes fra et højere standpunkt, for at bedømmelsen kan være retfærdig:

"Æblegrenen havde aldrig tænkt over vor Herres uendelige kærlighed mod alt, hvad der lever og røres i ham, den havde aldrig tænkt over hvor meget smukt og godt der kan ligge gemt, men ikke glemt, men det var jo også ganske menneskeligt!

Solstrålen, lysets stråle vidste det bedre: "Du ser ikke langt, du ser ikke klart! – hvor er den forkastede urt, den du især beklager?"

"Fandens mælkebøtter!" sagde æblegrenen. "Aldrig bindes de i buket, de trædes med foden, der er for mange af dem og når de løber i frø flyver det som småtskåren uld hen over vejen og hænger folk i klæderne. Ukrudt er det! Men det skal der jo også være! – jeg er virkelig meget taknemmelig, at jeg ikke er blevet en af dem!"

"Den foragtede blomst var en hel profet ved denne lejlighed. "Ser du!" sagde solstrålen, "ser du dens skønhed, ser du dens magt!"

"Ja for børn!" sagde æblegrenen."

Nu så æblegrenen en gammel kone ude på marken, hvor hun gravede en hel del mælkebøtter op med roden. Nogle ville hun koge sig kaffe på og andre ville hun sælge til apotekeren, der brugte dem som urtemedicin.²

""Skønhed er dog noget højere!" sagde æblegrenen. "Kun de udvalgte kommer i det skønnes rige! Der er forskel mellem væksterne, ligesom der er forskel mellem menneskene!"

Og solstrålen talte om den uendelige kærlighed hos Gud gennem alt det skabte og for alt, hvad der har liv, og om den lige fordeling af alt i tid og evighed!

"Ja, det er nu Deres mening!" sagde æblegrenen."³

"Og der kom folk i stuen, og den unge grevinde kom, hun, som havde stillet æblegrenen så smukt i den gennemsigtige vase, hvor sollyset strålede; og hun bragte en blomst eller hvad det nu var, det skjultes af tre, fire store blade, der ligesom et kræmmerhus blev holdt rundt om det, for at ingen træk eller vindpust skulle komme til at gøre det skade, og så forsigtigt blev det båret, som aldrig den fine æblegren var blevet det. Ganske lempeligt kom nu de store blade bort, og man så den fine fnuggede frøkrone af den gule, foragtede Fandens mælkebøtte. Den var det, hun så forsigtigt havde plukket, så omhyggeligt bar, for at ikke én af de fine fjerpile, der danner dens tågeskikkelse og sidder så løse, skulle blæse af. Hel og herlig havde hun den; og hun beundrede dens skønne form, dens luftige klarhed, dens hele særegne sammensætning, dens skønhed, idet den skulle vejres hen for vinden.

"Se dog, hvor forunderlig dejlig vor Herre har gjort den!" sagde hun. "Jeg vil male den med æblegrenen; den er nu så uendelig dejlig for alle, men også denne fattige blomst har af vor Herre ligesåmeget på en anden måde! Så forskellige er de og dog begge børn i skønhedens rige."

Og solstrålen kyssede den fattige blomst, og den kyssede den blomstrende æblegren, dens blade syntes at rødme derved."

Den opfattelse, at "æblegrenen" og "fandens mælkebøtte" har nøjagtig samme værd for Gud, har Andersen skildret på en lidt anden måde i eventyr som f.eks. "Klokken" (1845), der slutter med at "kongesønnen" og "den fattige konfirmand", på trods af vidt forskellige forudsætninger og livsvilkår, genfinder hinanden i erkendelsen og oplevelsen af "naturens hellige kirke". Det er "kongesønnen", der i deres fælles søgen efter "klokken", symbolet på Gud, først når gennem skovens forunderlige vildnis og frem til kysten med det store udsyn og overblik:

"[…] Havet, det store, herlige hav, der væltede sine lange bølger mod kysten, strakte sig ud foran ham, og solen stod som et stort, skinnende alter derude, hvor hav og himmel mødtes, alt smeltede sammen i glødende farver, skoven sang og havet sang og hans hjerte sang med; den hele natur var en stor, hellig kirke, hvori træer og svævende skyer var pillerne, blomster og græs det vævede fløjlsklæde og himlen selv den store kuppel: deroppe slukkedes de røde farver, idet solen forsvandt, men millioner stjerner tændtes, millioner diamantlamper skinnede da, og kongesønnen bredte sine arme ud mod himlen, mod havet og skoven, – og i det samme, fra den højre sidegang, kom med de korte ærmer og med træsko den fattige konfirmand; han var kommen der ligeså tidlig, kommet der ad sin vej, og de løb hinanden i møde og holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, og over dem klang den usynlige, hellige klokke, salige ånder svævede i dans om den til et jublende halleluja!"⁴

"Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlig kun ved [årsags-virknings]kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever."⁶

I dette citat fra romanen "Kun en spillemand" (1837) ser vi atter, at Andersen benytter blomsten og lyset (solspektrets farver) til at frembære sin opfattelse af, at naturen er udtryk for livets guddommelige natur og oprindelse. Naturen, dvs. materien og den fysiske verden, er synlig ånd, mens ånden, dvs. den åndelige materie og åndelige verden, er usynlig natur, tilsammen udgør ånd og natur en ubrydelig helhed eller enhed.

Dette er jo også, hvad Martinus gennem sine kosmiske analyser i høj grad belærer os om, og også han deler digterens oplevelse og opfattelse af livet som det største af alle eventyr, og udtrykker det bl.a. på denne måde: "[…] at selve det daglige, jordiske liv i virkeligheden er et stort eventyr. Dette eventyr adskiller sig fra alle andre eventyr derved, at det ikke som disse kun er et digt, en fabel, en kunstnerisk opsat forestilling, men er selve den realistiske virkelighed. Nævnte eventyr er en åbenbaring af en menneskehed, der er på vandring fremad og opad mod en strålende oplevelse, en guddommelig forløsning fra sorg og lidelse, et møde med selve Guddommen."⁷

Som det vil være fremgået af eventyret "Der er forskel" og af denne artikel, er pointen den, at både ifølge H.C. Andersen og Martinus er der kosmisk set, altså set fra Guds synspunkt, ikke nogen værdiforskel mellem samtlige levende væsener, som hver især og tilsammen udgør livsenheder i den store guddommelige organisme og i det store guddommelige og evige livseventyr.⁸