Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Det er først, når uret er gået i stå, at man kan udføre noget på ingen tid"

Klokken går – men gør tiden det? Man kan sige "han går, hun går" osv. – men tiden, går den? Findes der med andre ord en "tidsmaterie", som går eller bevæger sig? Derom strides de lærde, som man plejer at sige.

Newton – den klassiske fysiks ophavsmand – mente, at tiden har sin egen eksistens, uafhængig af os. Han så universet som et gigantisk urværk.

Filosoffen Kant mente, at tiden blot er vor måde at organisere eller strukturere vort liv på. Den har ingen egen eksistens uafhængig af vor bevidsthed.

Einstein – den moderne fysiks ophavsmand – mener i sin relativitetsteori, at der ikke findes nogen absolut tid. Tiden er altid relativ i forhold til betragteren og dennes hastighed. En konsekvens af relativitetsteorien er nemlig, at tiden skulle gå langsommere ved høje hastigheder. Hvis vi fx tænker os et par tvillingebrødre, hvor den ene gør en rumrejse med næsten lysets hastighed, medens den anden bliver tilbage her på jorden, så vil de ikke ældes lige hurtigt. Hvis den rumrejsende rejser i fx ti år med denne hastighed, kommer han selv til at ældes blot et år i løbet af denne tid, medens tvillingebroderen her på jorden altså samtidigt ældes ti år. Nogle mener, at denne tidsforskydning ved høje hastigheder er et bevis for, at tiden i sig selv har en – om end mystisk – eksistens. Men det spørgsmål kommer vi tilbage til senere.

Ifølge visse tanker inden for den moderne fysik er nuet blot et udsnit af den firedimensionelle rumtid, hvori vi lever (virkeligheden har ifl. Einstein fire dimensioner: længde, bredde, højde og tid). Fortiden, nuet og fremtiden eksisterer samtidigt som en sammenhængende helhed. Nuet er bare et kort glimt af rumtiden. Som en smal lysstråle, der følger den i en bestemt retning (retningen fra fortiden mod fremtiden). Vi opdager, at vi befinder os i den del af rumtiden, mellem fortiden og fremtiden, som lysstrålen aktualiserer for os. Men de andre dele eksisterer også – samtidigt. Eller sagt med Einsteins ord: "Forskellen mellem det forgangne, nuet og fremtiden er blot en illusion, om end vedholdende".

I en vittighedstegning i en svensk avis kunne man se to ældre mænd, hvor den ene siger til den anden: "Jo ældre man bliver, desto hurtigere går tiden", hvorpå den anden svarer: "Ja, hvad er det for en tid, vi lever i?" Erfaringen, at "jo ældre, man bliver, desto hurtigere går tiden", har vi vel alle gjort med alderen. Det viser jo, at tiden er et i højeste grad subjektivt oplevelsesfænomen. Tiden går jo i virkeligheden ikke stærkere, når vi bliver ældre, men hvorfor oplever vi det sådan? Det skyldes et kosmisk princip, som Martinus kalder "perspektivprincippet", dvs. det princip, som betinger, at der findes en afstand i tid, rum og tilstand mellem betragteren og det betragtede. Og denne afstand er altså forskellig fra individ til individ, afhængigt af, hvor vi befinder os i en vis proces fra begyndelsen til slutningen. Den tidsproces, vi kalder "at ældes", er altså en bevægelse mellem de to punkter, vi kalder "fødsel" og "død". Idet vi bevæger os fra det ene punkt mod det andet, kommer vort tidsperspektiv til at forskydes, så at tiden subjektivt opleves, som om den går hurtigere og hurtigere. For en 10-årig udgør jo 1 år 1/10 af hans liv, mens det for en 50-årig kun udgør 1/50 af hans liv. Perspektivprincippet sørger altså for, at efterhånden som vi bliver ældre og ældre, bliver det, vi fx kalder et år, en stadig mindre eller kortere del af vort liv, hvilket vi subjektivt registrerer som: "jo ældre, man bliver, jo hurtigere går tiden".

Uret måler kun Jordens rotation omkring dens egen akse, som jo sker automatisk i fx soluret. Et ur måler denne rotation ved, at man har givet den en vis takt eller frekvens – og det skaber illusionen om tiden som et objektivt fænomen. En illusion, som måske yderligere forstærkes ved, at man i dag har fået endnu mere forfinede eller sofistikerede instrumenter at måle tiden med, nemlig det såkaldte "atomur", hvilket muliggør følgende definition af, hvad tid er:

"1 sekund = varigheden af 9192631770 perioder af den stråling, som modsvarer overgangen mellem to hyperfinstruktur-niveauer i grundtilstanden hos cæsium – 133 atomet." (Naturvidenskabelig definition af tid gyldig siden 1967).

Der findes i dag et antal sådanne atomure rundt i verden, som måler tiden, og deres måleresultater sidestilles af en international central instans, som fastslår et gennemsnit af disse måleresultater som den gyldige tid. Denne "atomurstid" synkroniseres også med Jordens rotation, eftersom Jordens rotationstid har en – ganske vist meget lille – men dog en afvigelse fra atomurets tid. På et halv års tid adskiller det sig ca. et sekund (jorden kommer 1 sekund bagud efter atomuret i løbet af den tid), så derfor lægger man hvert halve år 1 sekund til for at være i takt eller fase med jordrotationen. Forskellen må ifølge måleinstansernes regler aldrig blive mere end et sekund!

Men al denne sofistikerede måling af tid viser jo blot, at tid = bevægelse. Og den, der har læst sin Martinus, ved naturligvis også, at bevægelsen har sin oprindelse i det levende væsens tidløse urbegær, selv om det, på trods af navnet, ikke har noget med tidsmåling at gøre.

Lyshastigheden, som vi også senere skal komme tilbage til, er jo den højeste hastighed på det fysiske plan, og den udgør derfor grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden. Der findes højere hastigheder, mener Martinus, men de ligger altså hinsides det fysiske plan. Men hvordan er det så for vor tidligere nævnte rumfarende tvillingebror, som færdes med næsten lysets hastighed, og som blot ældes 1 år på 10 jordiske år? Beviser det ikke, at tiden er en mystisk materie, som kan manipuleres? Nej, det viser egentlig blot, at der findes en vis relation mellem begrebet hastighed og energiomsætning.² Både et urs gang og forandringer i vor fysiske organisme har jo med energiomsætning at gøre. Det er altså heller ikke noget bevis for, at tiden skulle have en objektiv eksistens, uafhængig af os, der oplever den.

Det fanger i en nøddeskal tidens illusion – betragtet ud fra et vist perspektiv "oven for" eller "uden for" det evigt skiftende sceneri, hvor det, vi altså oplever som "tiden" og "nuet", udspiller sig. "Nuet" lader sig jo vanskeligt fange eller fastholde (hvor fyldig eller udstrakt i tiden er et "nu"?) – andet end i form af de oplevelsesmæssige kontraster, som hele tiden træder ind i og ud af "nuet". Og det ligger i sagens natur, at begge de andre tidsformer, "det forgangne" og "fremtiden", som er det, der afgrænser det, vi kalder "nuet" – heller ikke findes – i hvert fald ikke her og nu på det fysiske plan. At de findes i vor bevidsthed, som det, Martinus som nævnt kalder "et åndeligt rum", er en anden sag. Men hvor snævert eller hurtigt forsvindende "nuet" end er, er det paradoksalt nok det eneste, der findes. Det er jo altid "nu" – og i hvert øjeblik hersker "nuet". Her ser vi altså, at "nuet", samtidigt med at det er fokuspunktet for timeligheden eller vor oplevelse af alt, som har begyndelse og slutning, set i et andet aspekt, er et fænomen højt over tiden – og derfor afslører evigheden eller stilheden midt i tidens strøm. Her er vi altså i form af "det evige nu" kommet til et fast punkt eller noget, som er evigt uforanderligt. Det er jo også jegets analyse ifølge Martinus. At vi kan opleve bevægelse og timelighed, er et bevis for, at vi selv er noget andet end bevægelse og timelighed, eftersom man kun kan opleve det, man afviger fra. Jeget kan vi bare opleve indirekte som vor centrumsfornemmelse i forhold til altet, og "det evige nu" er altså denne centrumsfornemmelses repræsentant i "tiden".³

Tiden og evigheden er med andre ord et "toenigt" princip, som har sit brændpunkt i "nuet". Samtidig med at "nuet", som sagt, fra et vist aspekt er evigt og uforanderligt, er de oplevelser, som hele tiden "passerer" dette "nu", en kontrast til denne evighedsnatur og det, som skaber oplevelsen af tidens og timelighedens fænomen. Eller udtrykt med Martinus' ord:

"Tiden" og "evigheden" er således til stede i alt, hvad vi overhovedet kan sanse. "Tiden" kan ikke være til stede uden at afsløre "evigheden". Og "evigheden" kan kun åbenbare sin tilstedeværelse i kraft af "tiden". De to foreteelser kan således aldrig forekomme adskilt, men er som tidligere nævnt en "toenighed" eller en enhed med to analyser. ⁴

Dette "toenige" princip udtrykkes jo også, som Martinus viser⁵, i det matematiske talsystem i form af nullet (stilheden eller det faste punkt) og de øvrige ni cifre, som udtrykker timeligheden eller foranderligheden (kredsløbsprincippet). Tænk også på, at nullet rummer alle tal – summen af alle plus- og minustal bliver jo nul – ligesom det "evige nu" rummer alle oplevelser. Nullet er altså ikke ingenting, men alting! Og dette alting kan kun udtrykket som "noget som er".

I en artikel i tidsskriftet "Dagens Forskning" for nogle år siden af Bodil Jönsson (professor i fysik og forfatter til flere populærvidenskabelige bøger om tid) viser hun, at hun og hendes internationalt set mere berømte fysiker- og forfatterkollega Poul Davies er kommet til samme konklusion angående spørgsmålet, om tiden er "noget, der går" eller bare er "noget, som er". Hun skriver der:

"Poul Davies fastslår, at tiden ikke går, og at tidsforløb altså ikke findes, fysisk set. Tiden er. Den er lige så virkelig som rummet, men den bevæger sig ikke. Vore sind får os ganske vist til at opfatte det forgangne som noget bestemt, det kommende som noget usikkert, og dermed nuet som noget unikt. Som et tilfælde, der bestandigt bevæger sig mellem det forgangne og det kommende. Men allerede når man begynder at fundere over, hvordan man skal udtrykke nuets bevægelse fremad, støder man på problemer. Man kan vel ikke sige, at nuet flytter sig med 1 sekund pr. sekund?" ⁶

Den, som fysisk eller måle- og vægtmæssigt vil kvantificere eller opdele tiden i form af "nu-enheder" eller "nu-kvanter", bliver altså stillet over for det vanskelige problem: hvordan udtrykker man "nuets" bevægelse? Flytter det sig med 1 sekund pr. sekund (som Bodil Jönsson retorisk spørger i citatet ovenfor). Og hvorledes udtrykker man i så fald "mellemrummet" mellem de forskellige "nuer"? Om "nuet" på denne måde kan kvantificeres, så må jo de forskellige "nuers" eksistens markeres af en slags "mellemrum" eller "rytme". Hvis der ikke findes et sådant "mellemrum" eller en sådan rytme, ja da findes der jo heller ikke noget, som kan markere eller adskille et "nu" fra et andet, andet end den subjektive målestok, som vor egen oplevelsesevne udgør.

Den svenske forfatter Torsten Ekbom har formuleret dette "nuets" paradoks – eller det, Martinus ovenfor kalder tidens og evighedens "toenighed" – således:

"Det eneste, der eksisterer, det eneste, vi nogensinde oplever, er nuet, det flygtige punkt, som bevæger sig evigt fremad, medens det i virkeligheden synes at stå stille".

Og den argentinske forfatter Jorge Luis Borges har formuleret den samme tanke på følgende måde:

"Intet menneske har nogensinde levet i det forgangne, og ingen kommer til at leve i fremtiden; det nuværende er den eneste livsform".

At huske er således at befinde sig i et åndeligt rum – et rum, som ikke længere findes her på det fysiske plan. I dette åndelige rum eller "kartotek", som Martinus også kalder det, findes den svundne tid, selv om den for længe siden er ophørt at eksistere på det fysiske plan. Tænk på hvad der fx sker, når man skriver dagbog, og senere, måske mange år senere, læser hvad man skrev på et vist tidspunkt. Da aktiveres dette åndelige rum og får liv på ny!

Mennesket er, til forskel fra det almindelige dyr, som bare lever i "nuet", i høj grad et væsen, som lever i "tiden", dvs. i sine erindringer om det forgangne og i sine forestillinger om fremtiden. Mennesket lever med andre ord i høj grad i sit "åndelige rum", hvilket er en livsform eller et "rum", som ekspanderer som følge af udviklingen eller væksten hos os jordmennesker af de åndelige legemer, som Martinus kalder følelses- og intelligenslegemet. På nuværende ufærdige stadium af denne udvikling er det jo imidlertid ikke en udelt behagelig eller harmonifremmende foreteelse. Eller som forfatteren Mark Twain engang udtrykte det:

"Jeg har været ude for megen elendighed i mit liv, og i det mindste er halvdelen sket".

I Livets Bog 2, stk. 338-343, skriver Martinus om vor "natbevidsthed" og det, vi kalder "drømme" – deriblandt også drømme, som går i opfyldelse, "forudsigelser". Ifølge Martinus findes der sådanne drømme, som går i opfyldelse i både tid og rum. "Forudsigelser" i tid er, når man drømmer noget, som senere indtræffer i virkeligheden på det fysiske plan, og "forudsigelser" i rum er, når man drømmer noget, som samtidigt eksisterer eller udspiller sig på et helt andet plan end der, hvor man fysisk befinder sig, når man sover eller drømmer. I parapsykologisk litteratur kan man også læse om, at der findes forskning, hvis resultat synes at bekræfte, at der virkelig eksisterer "forudsigelser" af begge disse typer. Visse forskere har fx undersøgt forekomsten af "forudsigelser" i forbindelse med store katastrofer og ulykkelige hændelser. To af de mest kendte undersøgelser i den forbindelse gælder fartøjet Titanics undergang i 1912 og en lavinekatastrofe i minebyen Aberfan i Wales 1966, hvor ligeledes mange mennesker forulykkede. I begge disse tilfælde mener parapsykologiske forskere, at de har kunnet dokumentere en hyppig forekomst af "forudsigelser".⁷ Og så godtages som "beviser" naturligvis kun de tilfælde, hvor man har kunnet dokumentere, at andre mennesker har fået viden om disse "drømme", inden ulykkerne indtraf.

Disse "forudsigelser" er ifølge Martinus bevis for, at vi i natbevidstheden befinder os på et andet tilværelsesplan end det fysiske. Han skriver fx:

"Og vi fandt da også midt i drømmenes umådelige fyld af mentalt affald, de guldkorn, der i form af "fjernsyn i rum og tid" er uomstødelige beviser for en sjælelig oplevelsesform og tilværelse, og at natbevidstheden for jeget er udtryk for noget ganske andet og mere end en blot og bar fysisk søvn." ⁸

I vor natbevidsthed befinder vi os altså på det åndelige plan ifølge Martinus (det er i øvrigt derfor, at han kalder søvnen "den lille død"), og på det åndelige plan er vi jo ikke bundne af tid og rum på samme måde som i den fysiske virkelighed, så derfor kan vi også opleve ting der, som først kommer til at ske på et senere tidspunkt i vor fysiske oplevelsestilstand.

Det er jo til sin tid muligt på grund af, at alt det, vi oplever, er skæbneenergier, som vi engang selv har sendt ud, og som befinder sig "på rejse" på vej tilbage til os for før eller senere at udløse sig som realistiske hændelser eller oplevelser i vor fysiske oplevelsestilstand. Disse skæbneenergier er altså mulige at opleve i en vis udstrækning i vor natbevidsthed på det åndelige plan allerede lang tid før, de kommer til at manifestere sig her på det fysiske plan. Men da der ifølge Martinus ikke findes nogen normal hukommelsesoverføring af oplevelser i vor natbevidsthed til vor fysiske dagsbevidsthed, så er det blot undtagelsesvis, at sådanne oplevelser af "forudsigelser" kan sive ned i vor vågne dagsbevidsthed.

"Bevægelsen er altså i sin højeste analyse "oplevelse". Men for at bevægelsen kan opleves, må den danne kontraster. Og al bevægelse i verdensaltet er da i kraft af et evigt princip fremtrædende i grader af hastighed. Disse forskellige hastighedsgrader stillet over for hverandre skaber jo kontraster eller forskelle i deres reaktioner. Det er denne forskel, der danner grundlaget for oplevelse." ⁹

Vi kan af dette slutte os til, at endog kontrasten mellem det fysiske og åndelige plan – ud fra en vis synsvinkel – har med en hastighedsforskel at gøre. I Livets Bog 1 bekræfter Martinus også dette, når han der om de højeste energier på det åndelige plan (intuitions- og salighedsenergierne) skriver:

"Men da de nævnte energier er af en så hurtig vibrerende tilstand, at selv de største fysiske former for hurtighed overfor kosmiske bevægelser eller vibrationsformer næsten bliver at betragte som ubevægelighed, som stilhed, vil man kunne forstå, at de ganske overstiger grænsen for alt, hvad der er af fysisk natur og således er utilgængelige for fysisk sansning eller forskning." ¹⁰

Den højeste fysiske hastighed er jo lyshastigheden. Ud fra et hastighedsperspektiv kan vi derfor slutte os til, at lyshastigheden egentlig er grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden. Passerer vi lysets hastighed, forlader vi også det fysiske plan (eller som vittighedsbladet "Blandaren" engang skrev: "Springer man hurtigere end lyset, sortner det for øjnene…")

På det åndelige plan kan vi altså i kraft af vore højere åndelige organer eller legemer – eller snarere "legemsfostre", som Martinus kalder det – opleve energier af helt andre hastigheder end dem, vi kan opleve her på det fysiske plan i kraft af vore fysiske sanseorganer. Det er den ene "nøgle" til at forstå det, Martinus kalder "forudsigelser i tid". Den anden nøgle er naturligvis karma- eller skæbneloven, der jo som nævnt betinger, at alt, hvad vi oplever, er tilbagevendende skæbneenergier, som vi selv engang har sendt ud, og som befinder sig "på rejse" på vej tilbage til os for før eller senere at udløse sig som realistiske hændelser eller oplevelser i vor fysiske oplevelsestilstand.

Når det gælder hastigheden på disse skæbneenergier eller karmabuer, giver Martinus os også en interessant oplysning i bogen Den ideelle føde. Han skriver der:

"Da de nævnte virkninger, fra de bliver udløste, og til de når tilbage til deres ophav, undertiden må passere en umådelig lang passage eller cirkelbue i verdensrummet, er de ofte flere hundrede år på rejse trods dette, at de bevæger sig med en hastighed, der langt overstiger både lysets og de almindelige radiobølgers." ¹¹

Hvis vi nu forsøger at konkludere eller forbinde alle disse hastigt vibrerende tråde i denne sammenhæng, så må forklaringen på "forudsigelsernes" fænomen kunne søges i energiernes forskellige signalhastighed på det fysiske respektive det åndelige plan og forskellen i vor evne til at kunne opleve disse ved hjælp af vore "træge" fysiske sanseorganer, hhv. vore højtvibrerende åndelige sanseorganer eller "fosterlegemer", som vi jo har en anden adgang til i vor natbevidsthed på det åndelige plan, når vi er frigjort fra den fysiske krops begrænsninger.

For at gøre en sammenligning, som måske halter, kan man måske sammenligne med hastighedsforskellen mellem e-mail post og brevpost. Et brev, som sendes med e-mail, når jo modtageren længe før et brev, der sendes som almindeligt brev. Den, der har adgang til e-mail og Internet, får altså på en måde adgang til informationen, som brevet indeholder, betydeligt hurtigere end den, som endnu er afhængig af postvæsenet og dets bude som mellemmænd.

Når vi er på det åndelige plan i vor natbevidsthed, har vi altså – i hvert fald i en vis udstrækning – adgang til et åndeligt "Internet" eller netværk, som gør, at vi via dette kan få del i information eller "skæbnemeddelelser" længe før, sådanne "meddelelser" befordres til os her på det fysiske plan via de "bude", som alle vore medvæsener udgør.

Men vor evne til at forstå disse sammenhænge er nødvendigvis endnu meget begrænset, hvilket også fremgår af det, Martinus skriver om evnen til at opleve fremtiden i "nuet", når vi befinder os i spiralkredsløbets højeste rige, dvs. den "guddommelige verden" (hvor intuitionsenergien kulminerer). I Livets Bog 2 kan man således læse:

"Men det er ikke alene evnen til at føre fortiden ind i "nuet", der er fremragende i "den guddommelige verden". Her eksisterer også en udpræget evne til at føre "fremtiden" ind i det samme "nu", men begrundelsen herfor er for omstændelig til at kunne fremføres her." ¹²

Antageligt indså han, at det var for omstændeligt eller kompliceret for os at forstå, så længe vore åndelige legemer – og dermed evnen til at forstå – endnu befinder sig på fosterstadiet.

Og bag skabelsen af dette, på en gang geniale symbol og praktiske hjælpemiddel i tidens og rummets verden, findes altså et tidløst ur-begær…