Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Flere læsere undrer sig over, hvorfor kristendommen ikke indeholder begrebet reinkarnation. Jesus underviste jo dog i tilgivelse og næstekærlighed, selv om han ikke kom med åndsvidenskabelige analyser. Kunne han så ikke også have fortalt om reinkarnation? Martinus hævder, at det ville være umuligt for datidens mennesker at forstå reinkarnationsprincippet, – men hvorfor egentlig? Er der ikke forskning, der tyder på, at der i den allerførste tid i kristendommens historie var kristne bevægelser, der forkyndte om reinkarnation? Og ville det i det hele taget ikke have været meget bedre, hvis kristendommen i dag havde haft en reinkarnationslære?
 

SVAR: Lad os tage disse spørgsmål i tre punkter. 1) Hvad er det ved reinkarnationslæren, som ville være vanskelig at forstå for menneskene for 2000 år siden? Det er såmænd de omfattende, åndsvidenskabelige analyser om fx "det treenige princip", om talentkerner, skæbneelementet, "loven for bevægelse" og evighedslegemet. Selv nu, efter ca. 2000 års forløb, er det jo kun et fåtal af menneskeheden, der forstår disse analyser.

2) Der spørges, om det er rigtigt, at der på et tidligt tidspunkt i kristendommens historie var kristne bevægelser, som fortalte om reinkarnation? Ja, det er uden tvivl rigtigt. Ifølge religionsforskeren Robert Beckford, Birmingham University, blev Det Nye Testamente, som vi kender det i dag, angiveligt vedtaget på et kirkemøde i Kartago i året 397. Alt, hvad man ikke syntes om, blev udeladt. Bibellæsning og udlægning skulle forbeholdes præsterne. Derfor var det forbundet med dødsstraf at nedskrive Ny Testamente på andre sprog end latin, som almuen ikke forstod.

3) Nu er vi fremme ved det egentlige spørgsmål: Havde det ikke været fint, hvis den traditionelle kristendom havde omfattet reinkarnationslæren? Sagt på en anden måde: Er det ikke en fejltagelse fra Forsynets side, at kristendommen forkastede reinkarnationsprincippet? Og her synes jeg, at vi skal give ordet til Martinus, som bl.a. har behandlet emnet grundigt i artiklen "Kristendommens verdensepoke", som senest har været offentliggjort i Kosmos nr. 11-1991. Her sætter Martinus spørgsmålet ind i et langt større perspektiv, idet han påpeger, at den alt dominerende materialisme er et led i den sande kristendoms skabelse. Med Martinus' ord: "Det forekommer måske underligt, men det var et led i skabelsen af kundskab, det var et mægtigt stort skoleområde, hvor menneskene fik lov at gøre, som de selv mente var rigtigt, hvor de fik lov at forlade profeter, hellige bøger og forskrifter og de psykiske principper for helt og holdent at stole på de materielle foreteelser". Og man kunne tilføje: Fik lov at spise af frugterne på "kundskabens træ".

Der er med andre ord ikke tale om en tilfældighed eller en fejltagelse fra Forsynets side. Den materialisme, som blev en direkte følge af, at reinkarnationen ikke blev en del af kristendommen, var simpelthen et led i den sande kristendoms skabelse. For hvad sker der, når man tror, at "Gud er død" og man vælter sig i materialisme og i troen på den militære overmagt: Man kommer til et stadium, hvor man skriger til himlen efter en logisk forklaring og en mening med tilværelsen.

I slutningen af den omtalte artikel stiller Martinus selv spørgsmålet: "Hvordan kunne kristendommen føre menneskene ud i et materielt stadium? – Det kunne den, fordi den ikke gav oplysninger om reinkarnationen. Den skulle kun give oplysninger om det ene liv, og derved kunne menneskene uden de mange liv ikke få den rigtige forklaring på livets mysterium. Kristus kendte udmærket til reinkarnationen, men det skulle menneskene ikke, for så ville de ligesom i Østen blive ved med at være religiøse og ikke give sig fuldstændig hen i materien. Men netop ved at kristendommen var bygget på denne måde, måtte det ende med, at menneskene til sidst fuldstændig hengav sig til materien og derved kom til at opleve kulminationen af mørket og af, at man ikke kan klare sig uden at have forbindelse med Gud og de højere verdener. Derved bliver de modne til at kunne lytte til den endelige kristendom eller åndsvidenskaben."

Men hvordan er det så gået de mennesker, der IKKE hører til kristendommen, men har andre religioner? Her finder vi ganske vist i mange tilfælde reinkarnationen som en del af religionerne. Men der er absolut ikke tale om en logisk, intellektuel, åndsvidenskabelig forklaring. Også her finder vi "hedenske" dogmer og forestillinger, der ikke kan stå for en virkelig "intellektuel gennemlysning". Med Martinus' ord: "...angsten for at blive til en krokodille, en slange, en blæksprutte eller et andet kryb, hvis man ikke opfylder religionens krav, vil også her forsvinde som mørke skygger for det intellektuelle lys".

I Livets Bog 4 stk. 1249 fortæller Martinus, at "... med udviklingen vil disse religioners væsener efterhånden blive mere og mere beslægtede, men det sker absolut ikke ved et magtbud, men udelukkende kun ved en gradvis udvikling. Alt eftersom Vestens materielle videnskab, teknisk-kemiske udvikling har bredt sig til alverdens mennesker, er disse jo mere eller mindre kommet ud i de samme erfaringer, de samme former for krige, revolutioner og lidelser, de samme besværligheder, de samme spekulative, økonomiske misbrug eller den samme egoistiske udbytning af medvæsenernes arbejdskraft og værdier, som den, "kristendommen"s folkeslag selv sukker og stønner under."

Den guddommelige plan, som Forsynet arbejder efter, omfatter således ifølge Martinus tre stadier: Det Gamle Testamente med "øje for øje...", som mange religiøse retninger stadig lever under, Det Nye Testamente og "kristendommen", hvor den materielle tilstand skulle udvikles og hvor Vestens mennesker stadig befinder sig. Og endelig Det Tredje Testamente eller den intellektualiserede kristendom, som vil danne grundlag for menneskehedens videre udvikling gennem de kommende 3000 år.

 

 

Martinus Center v/Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give, tlf/fax 75 80 33 50
e-mail: hwittendorff@post.tele.dk