Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Disse linier er skrevet i anledning af julen 1942. Krigen raser, og Danmark er mørkelagt. Også ytringsfriheden er stækket, hvilket gør det til en udbredt fornøjelse at gå så tæt på en omgåelse som muligt. Læs denne lille julehilsen, og læs om "begærledet vilje". Naturligvis drejer det sig om kosmiske love osv. ... men hvem kan forhindre, at man derved kommer til at tænke på alle tiders eksempel i form af verdensdramaets hovedperson, som i disse år førte sig frem med et vældigt begær på "lebensraum"?
 

Af alle årets dage er der især to, jeg hæfter mig ved, den længste og den korteste! Og mens det altid giver ligesom et lille stik i hjertet, når vi passerer den første, så er mit sind til gengæld fyldt med frydefuld forventning, når den sidste ligger bag mig!

Jeg ved ikke, hvem der har haft den geniale idé at lægge julen netop omkring solhverv, men jeg føler, at den ville have mistet meget af sin tiltrækning, om den var blevet lagt på en anden tid af året, end tilfældet er. En digter, jeg erindrer ikke hvem, har efterladt sig en lille versstump i min bevidsthed, som lyder således: "Ind under jul – hvor er det trist – snesjap og slud og mørke dage!" Disse ord har jeg husket nu hvert år så langt tilbage, jeg næsten erindrer. Hvert år griber jeg mig omkring denne tid i at gå og småmumle dem, – jeg synes, de passer næsten uhyggelig godt! Havde vi ikke julen til at lyse op i december, var det en fæl måned at komme igennem. Men selv det mest ufølsomme sind kan ikke undgå at føle sig påvirket af den store højtid, som stråler én i møde her i vinterens hjerte. Det er, som om den stemning, der nu engang er forbundet med julen, giver selv den mest pessimistisk indstillede en håndsrækning til at komme over det absolutte nulpunkt, som årets korteste dag er.

Julestemning – det ville ikke være helt i kontakt med sandheden, om jeg påstod, at man endnu har mærket ret meget til den. Det er, som om den afmagringskur, samtlige butiksvinduer har gennemgået, tog en part af julestemningen med sig. Og lysene! Når man tænker på det hav af lys, vi før badede os i, så kan man jo nok, uden at gå nogen for nær, sige, at en mørkelagt jul ikke er ligefrem spændende!

Og alligevel er jeg sikker på, at julestemningen kommer! Vent blot til juleaftensdag sådan omkring ved 16-17 tiden, så skal De se! Pludselig kommer den os i møde fra alle sider, og lige på én gang bliver livet helt anderledes, end det plejer. Vældige kræfter, som ellers slumrer, baner sig vej indefra og skænker os alle en koncentreret fornemmelse af, hvordan livet kunne være, hvis – ja, hvis vi bare havde kærlighed nok! Paradoksalt er julen det mest levende vidnesbyrd, vi har, om vor egen åndelige fattigdom. Så megen kærlighed ejer vi, at vi årets 365 dage lige har nok til at forgylde de seks, syv sidste!

Det er, som om denne viden lader os forstå årsagen til en hel del af det, vi nu oplever, thi krig kan aldrig være andet end udtryk for et kærlighedsunderskud! Den dag, dette underskud er dækket ind, vil ingen længere behøve at se hen til julen, som de få dage i december, hvor de får lov til at spise sig helt mætte! I almindelighed vil vi jo gerne hylle os i illusionen om, at vi har hævet os umådeligt over hulebeboerens trin, men jeg gad vide, om vi ikke, da vi endnu havde mere af dyrets floktilbøjelighed i os, undte vore stammefrænder det lidt bedre, end tilfældet blev, da vi blev kloge? Da eskimoerne i sin tid hørte om den første verdenskrigs udbrud, blev de rent forfærdede. De havde jo lært at se op til den hvide mand som en guddom, og de spurgte da forsigtigt, om den hvide mand ikke havde kvinder nok? Jo, det manglede der ikke på. Om der da var hungersnød? Nej, det var der ikke! Da forstod eskimoen ikke længere, hvad han hørte, thi i hans tankeverden var myrderi kun noget, der fødtes af de to ting, han havde nævnt, og da der ikke på hans sprog fandtes noget ord for krig, døbte han den i fællesskab med sine venner for "Den hvide mands skam!"

Og vil vi gå ind i vort eget væsens dyb, hvor vi på sin vis har eskimoens eget sind lyslevende, hans vågne instinkt over for savnet af kvinde og brød og hans enkle ubestikkelige ærlighed, da må vi bøje vort hoved for hans afgørelse, krigen er den hvide mands skam. Vi føler vist alle, at krig er sygdom, er vor egen kapitulation over for de kræfter, vi, som tanker, giver husly i vort eget sind. Aldrig vil jeg glemme den dag, Martinus i ganske korte rids viste mig det levende væsens forhold til sine egne begær: den begærledede vilje, – og det viljesledede begær! I én sætning hele gådens løsning!

Kigger vi alle de kulturer, der indtil nu har behersket jorden, lidt efter i sømmene, vil vi se, at de alle har været et konglomerat af de ovennævnte tilstande, og alle har de mest hældet til den første side: begærledet vilje har været en enorm drivkraft. Husk blot på den gamle formel: Mands vilje er magt, som kan bjerge flytte, tusinde viljer sammenlagt rokker knap en hytte! Og tænk så også på, hvad den samme kraft formår, når begærene bliver undergivet kultur, når det bliver en viljessag hos alle, at fattigdom skal ophøre!

Vi har i dag i verden repræsentanter for begge kategorier, strålende vidnesbyrd om lovens ubestikkelighed! For den, der vil høre, lyder der bag kamptummelen en stille røst, hvis ord er lægedom for det syge sind, ord fra en enlig ung mand, man sluttelig naglede fast til et kors: Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde! Han havde ingen strålende sejre at vise tilbage til – og alligevel nævnes hans navn i dag med ærefrygt af millioner af mennesker! For ham er det, vi bag mørkelagte ruder tænder lys, takket være ham modnedes vi til igen at forstå lyset, da det atter flammede ind i vort liv, og mere end nogensinde forstår vi i dag, at det er i hans sæd, at alle jordens slægter skal velsignes!

Til slut beder jeg Dem og Deres kære modtage de kærligste ønsker for julen og det nye år fra Martinus og samtlige medarbejdere ved Livets Bogs Bureau med en inderlig tak for, hvad De i det svundne år har været for os alle!
 

Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 31, dateret julen 1942.