Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kan en drøm være mere virkelig end den fysiske virkelighed? Hovedpersonen i "Et latterligt menneskes drøm" er ikke i tvivl. Han har haft en drøm, der var så detaljeret og virkelig, at han ikke tøver med at sige, at han har set sandheden. "Hvorledes paradiset skal blive til, kan jeg ikke sige, dertil fattes mig ordene. Siden min drøm finder jeg ingen ord, i det mindste ikke de nødvendige. Men – hvad gør det? Jeg vil vedblive at forkynde, uden ophør, utrætteligt – thi hvad jeg forkynder, har jeg set, set, set med mine egne øjne, selvom jeg ikke kan gengive det sete. Det er dette, spotterne ikke går med til. "Drømmerier, febersyner, hallucinationer!" siger de. Ak! Og med disse argumenter udtømmer de deres visdom!"

Den troende ser livets virkelighed gennem sin tro. Naturforskeren ser livets virkelighed gennem sin videnskabs teorier og beviser. Åndsforskeren, der har læst Det Tredje Testamente, ser livets virkelighed gennem disse teorier. Alle skaber deres egen virkelighed i ånden, og i alle tilfælde tilføjes noget væsentligt til virkelighedsbilledet, der ikke umiddelbart kan ses af andre. "Jeg har selv set det," kan både den troende, natur- og åndsforskeren sige om deres sandhed. Åndsforskerne er naturligvis de værste af alle – latterlige mennesker med en drøm – for de mener bestemt at have fundet ind til selve den højeste og endelige sandhed om tilværelsen. De har nærmest set den ved at læse nogle bøger!

Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881) har skrevet denne fantastiske fortælling i 1877 – altså 4 år før sin død. Om han selv er hovedpersonen i "Et latterligt menneskes drøm", ved jeg ikke. Spørgsmålet er, om man som forfatter kan konstruere en så utroligt detaljeret og virkelighedsnær drøm? Om drømmen ikke må være en personlig oplevelse, han har nedskrevet?

Dostojevskij færdedes i revolutionære kredse under zartiden i Rusland og blev sammen med andre dømt til døden ved skydning i 1849. På selve henrettelsespladsen blev de benådet og forvist til Sibirien, hvilket indebar 4 års tugthus og 5 års streng militærtjeneste. Ifølge forordet til bogen betragtede Dostojevskij sine fængselsår som det mest værdifulde afsnit af sit liv på grund af den erfaringsrigdom og de dybe indsigter i det menneskelige sinds hemmeligheder, som de havde givet ham. Han havde en dyb tro på lidelsens positive betydning for et sandt menneskeliv i kristen næstekærlighed.

Hovedpersonen lever omgivet af fattigdom og åndeligt armod. Han er bragt derud, hvor alt synes ham komplet meningsløst og derfor ligegyldigt, og med ligegyldigheden til livet var også alle hans problemer borte. Han havde altid følt sig anderledes og latterlig, både i egne og andres øjne. Så hvad er mere nærliggende end at tage sit eget liv. Revolveren er indkøbt og ladt og ligger foran ham på bordet. Det skal være i aften! Som han sidder der, sker der noget, han ikke har oplevet før, en træthed kommer over ham, og han falder i en dyb søvn.

I drømme tager han revolveren og skyder sig i hjertet. "... alt blev skrækkeligt mørkt. Jeg følte mig blind og stum, og nu – nu ligger jeg udstrakt på et stenhårdt underlag, på ryggen, og kan ikke gøre den mindste bevægelse." Han bæres bort i en kiste, og det går først nu op for ham, at han er død. Han sænkes i jorden og graven kastes til. Det var koldt – særlig frøs han om tæerne – men ellers følte han intet. På et tidspunkt begynder en dråbe at falde hvert minut fra kistens låg lige ned i hans venstre lukkede øjenlåg.

"Hvem du end er, og dersom du er til, og dersom der gives noget som helst fornuftigere end det, som nu overgår mig, så byd dette fornuftigere at herske også her ...", beder han, eller byder han.

Pludseligt åbnes hans grav. Han bliver seende igen. Et ukendt væsen bar ham gennem verdensrummet langt borte fra jorden. "... jeg kunne ikke lide dette væsen, jeg nærede endog en dyb uvilje mod det. Jeg havde ventet mig den fuldkomne ikke-væren, og med den forventning havde jeg skudt mig i hjertet, og nu befandt jeg mig i armene på et væsen – naturligvis var det ikke noget menneskeligt væsen, men dog et væsen, som virkeligt eksisterede. "Altså" er der virkelig et liv efter døden, ...""

... "Min ledsager svarede mig ikke, men jeg følte med ét, at man slet ikke foragtede mig, at man slet ikke lo ad mig, ja, at man end ikke havde medlidenhed med mig, og at vor flugt gennem rummet havde et bestemt mål, et ukendt og hemmelighedsfuldt mål, som kun angik mig alene..."

Han bliver sat af på en planet langt borte, der ligner den jord, han kom fra, og hans ledsager forlader ham.

Nu følger en beskrivelse af den vidunderlige natur og stemning, han oplever på den nye planet, der viser sig som et rent paradis. Han tolker dette paradis som et udviklingsstadie før syndefaldet. For åndsforskeren er det en forbavsende detaljeret beskrivelse, der bedre passer på den fysiske del af det rigtige menneskerige, altså et udviklingsstadium menneskeheden er på vej mod. I starten generede det mig lidt, at det skulle være en før jordisk tilstand, han oplever. Siden stod det mig klart, at det jo er lige meget for helhedsforståelsen. Vores "latterlige menneske" oplever et forenklet kredsløb, en helhed, der giver mening for ham. En forvandling fra noget bevidsthedsmæssigt fuldkomment til noget ufuldkomment, der fylder ham med en vished om, at det fuldkomne bevidsthedsstadie atter kan opnås – indvikling som forudsætning for udvikling.

"De kom af sig selv hen til mig, omringede mig og kyssede mig. ... Aldrig har jeg på vor jord set en sådan menneskeskønhed. Måske kunne man hos vore børn i deres første tre, fire år finde et svagt genskin af denne skønhed. Øjnene, med hvilke disse lyksalige mennesker så på mig, var lyse, åbne og klare. Fornuftens og erkendelsens ro talte ud af deres ansigter, men alligevel bar disse ansigter præg af umiddelbar munterhed og livsglæde, og i stemmerne klang barnlig tillid... De spurgte mig ikke om noget som helst, de syntes på forhånd at vide alt og gjorde alt, hvad de kunne, for at forjage lidelsens præg fra mit ansigt."… "Men jeg indså snart, at deres viden fik næring fra andre erkendelseskilder end vor viden her på jorden, og at også deres mål og stræben var af en helt anden art end vor. De havde ingen ønsker; de var i sjælelig ro; de stred ikke for en livserkendelse, således som vi gør det, thi deres liv var fuldkommen opfyldt. Dog gik deres viden både langt dybere og langt højere end den viden, vi har fra vores videnskab."

"De henledte ofte min opmærksomhed på deres træer, men det var mig ikke muligt at få føling med den kærlighed, hvormed de omfattede dem: som om det ikke drejede sig om træer, men om væsener ligestillede med dem selv."…. "Deres børn var alles børn, thi alle dannede de en fast sammenhængende familie. Sygdom kendte de næsten ikke til, skønt de naturligvis døde; men deres gamle gik så stille ud af livet, som om de sov ind; de var da omgivet af mennesker, som tog afsked med dem, som modtog deres velsignelse, og som ledsagede dem på vejen med lyse, tillidsfulde smil. Aldrig så jeg hos dem sorg eller tårer ved et dødsleje, kun en rolig, forklaret begejstring, til stille ekstase løftet kærlighed." … "de havde ingen templer eller gudshuse, men de var forenet i en stedsevarende, dagligt fornyet, evig levende enhed med altet. Begrebet tro kendte de ikke, men til gengæld havde de en fast, urokkelig viden om, at når deres jordiske glæde havde nået sin højeste fylde og den jordiske naturs grænse, så ventede der dem en endnu inderligere og langt mere omfattende berøring med altet. Og med forventningens glæde imødeså de dette øjeblik, hverken utålmodigt eller savnende, men med en sikker forudfølelse i deres hjerter, en forudfølelse, som de meddelte hverandre og talte om."

Men det ender med, at han fordærver dem alle sammen! "Drømmetiden målte årtusinder og efterlod mig i en helhedsfølelse. Jeg véd endnu blot, at årsagen til syndefaldet – det var mig."

"De lærte at lyve, lærte at elske løgnen og erkende løgnens skønhed ... snart blev det første blod udgydt... Først blev de forbavsede, så blev de grebet af skræk og begyndte at undgå hinanden, at gå fra hinanden og blive uenige. Der opstod forbund, og disse forbund var allerede rettet mod hinanden. Så begyndte bebrejdelser og beskyldninger. De lærte at føle skam, og af skammen gjorde de en dyd. Også begrebet ære opstod, og hver gruppe samlede sig under sin særlige fane. De begyndte at pine dyrene og dyrene fjernede sig fra dem... Så fik de også videnskaben. Da de var blevet onde, begyndte de at tale om broderskab og humanitet, og disse idéer tilegnede de sig. Da de var blevet forbrydere, opfandt de retfærdigheden, fæstnede den i lovbøger, og til lovens håndhævelse rejste de guillotinen... Men én sælsom ting var der ved hele denne tilstandsforandring: efter at de havde mistet al tro på fordums lykke og var blevet vant til at kalde det et eventyr, ville de i den grad gerne være uskyldige og lykkelige igen, at de som børn faldt grædende på knæ for dette deres hjertes ønske, forgudede og tilbad dette ønske, byggede templer for det, og her, i disse templer, tilbad de deres egen idé, deres eget "ønske", medens de samtidig var urokkeligt overbevist om idéens uopfyldelighed og uigennemførlighed... Dog, vi har vores videnskab, og ved den skal vi nok finde sandheden igen, og så griber vi den med fuld bevidsthed. Viden står over følelse, erkendelse af livet står over livet. Videnskaben vil gøre os alvidende; er vi alvidende, kender vi alle love, og med kendskabet til lykkens love er vi hævet over lykken. Således talte de til mig..."

Tydeligere kan kontrastprincippets logiske nødvendighed i udviklingen vist ikke fortælles. Og det er bare en lille del af mange detaljer, Dostojevskij kommer med i sin novelle.

Han vågner fuld af begejstring for den sandhed, han har set, og opfyldt af kærlighed til mennesket, som det er i al sin ufuldkommenhed. Selvfølgelig vil mennesket kunne finde tilbage til lykken! "Elsk menneskene – elsk din næste som dig selv ... det er det hele, det er et og alt, mere behøves ikke: i samme nu vil du så vide, hvordan du skal leve. Og dog er dette jo blot en – gammel, en urgammel sandhed, som er blevet gentaget millioner af gange, og som dog intetsteds har slået rod. "Erkendelsen af livet går over livet. Erkendelsen af lykkens love går over lykken" – det er dette, vi skal kæmpe imod! Det vil jeg gøre. Ja – og hvis alle ville ... i samme øjeblik ville alt på jorden forandres."

Men hvad med afslutningen: "Erkendelsen af livet går over livet. Erkendelsen af lykkens love går over lykken – det er dette, vi skal kæmpe imod!" I en ældre oversættelse fra 1976 står der: "Det er den holdning vi skal bekæmpe!". Denne betydning bekræftes af en indfødt russer, der har kigget i den russiske udgave.

Vi, der studerer Martinus' værker, befinder os i denne både smukke og onde "syndefaldsverden", og erkender at lykkens love har vi fundet, men nok ikke lykken selv. Jeg føler en stor lykke ved at have fundet lykkens love – tænk at have indset at de eksisterer – med den viden skal det nok lykkes med tiden at finde ind til næstekærligheden og dermed den store vedvarende lykke.

Måske har vi som åndsforskere en så stor kærlighed til værket, der afdækker lykkens love, at "erkendelsen af lykkens love går over lykken". Den åndsvidenskabelige konklusion må være, at erkendelsen af lykkens love aldrig kan stå over lykken, men ikke desto mindre er erkendelsen af lykkens love en nødvendig indsigt til at finde ind til og genskabe lykken i sit indre. Lykken kan ikke blive til virkelighed uden dette at træne på at: "elske herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind, og at elske din næste som dig selv" (Matt. 22,36). Der skal tryk på træne, for, som Martinus skriver, så er næstekærligheden ikke en viljesakt, det er ikke noget, der kan opstå i verden i morgen, hvis bare alle bliver enige om at elske hinanden. Næstekærligheden er et udviklingsspørgsmål, der kræver mange livs træning og udvikling, herunder mentale og fysiske forvandlinger, der ligger ganske udenfor vores viljeføring.
 

Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket, udgivet af Dansklærerforeningen.