Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Min ven, som jeg skrev brevet til, der her gengives uddrag af, fik for nogle år siden et slagtilfælde og levede derefter med det halve af kroppen lammet og er overfølsom for berøring der. Men intellektet fejler intet.

Et brev af denne type behøver ikke at være så langt som dette, men jeg har valgt at offentliggøre det for på den måde at fjerne alle betænkeligheder og i stedet for inspirere til først og fremmest at være opmærksom på dem, der er gamle, syge, triste eller ensomme og for at vise, at den mest enkle hverdagsbegivenhed kan betyde meget, hvis man skriver om den. Samtidig med at skabe glæde hos modtageren kan jeg love, at man også selv får det bedre.

 

Hej NN!

Jeg ved ikke, om jeg har opfattet dette, at du giver op over for smerter og andet, end som blot resignation. Vi talte en del om "lidelsens mission", hvilket måske er upassende at gøre sammen med en, der har det så svært, som du tilsyneladende har. Men da jeg selv har opdaget, at forståelse af problemet hjalp mig, så vil jeg gerne fortælle dig om det. Man kan jo forestille sig, at hvis Gud "eksisterer" og desuden er både almægtig og alvidende, så kan man ikke samtidig tro, at han mislykkes med sin skabelse. Og er dette ikke tilfældet, så må der findes en mening med lidelsen, selv om vi ikke umiddelbart kan se og forstå det. Og da man heller ikke kan forudsætte eller tro, at Gud er pervers, så er der kun tilbage at prøve at forstå lidelsens formål. Og da findes der ikke andre alternativer end at tro, at lidelsen befordrer udviklingen af medfølelsen. Et andet ord for dette er næstekærligheden, som synes at være al udviklings endelige mål, i hvert fald hvis man med sin næste mener alt det, som er til, dvs. Gud.

Her har jeg fundet ud af, at en intellektuel forståelse af lidelsens mission har været mit eget bedste hjælpemiddel mod al smerte. Jeg er blevet fortvivlet mange gange, men netop når jeg har været helt parat til at give op, så flød denne intellektuelle redningskrans igen hen imod mig, og derefter fungerede livet igen et stykke tid. Men for hver gang, jeg har haft denne "åbenbaring", så har også summen af hele denne min livsindstilling ligesom vokset med "renters rente", jeg har et meget lysere livssyn nu end nogensinde før, og det vokser stadig. Jeg havde måske en lidt overstrømmende holdning, da du og jeg talte om sagen, men det var mere for at være varmt humoristisk og positiv, og det bliver jo ofte således, når man føler sig "frelst", eller når brikkerne passer i puslespillet. Og har du desuden selv lidt tibetansk buddhisme i blodet, så bliver spørgsmålet om reinkarnation også mere virkeligt. Derefter forstår jeg, at med disse komponenter plus en lille dosis og forståelse af begrebet "karma", så er hele livsmysteriet løst, og derefter findes der ikke længere plads til hverken pessimisme, mørke eller sorg længere. Kan man derefter "tage sit kors og følge Ham", så er det vel grund nok til at forsøge at holde ud. Men du føler måske ikke nogen sorg over smerten, men ønsker blot, at den ikke var så stærk?

Det er ingen let sag det her, men jeg forestiller mig, at kunstnere som du selv, der jo ofte lever i en intuitiv atmosfære, allerede har forstået tingenes tilstand, i hvert fald instinktivt. Og da har man følt, at livet er mere end det, der findes mellem fødsel og død, og måske forstået, at livet er evigt eller det, som Martinus siger om livet, at det er et "evigt kosmisk princip". Senere kan man jo synes, hvad man vil om elendigheden, og at den måske burde være mindre hård, men hvad sker der så? Jo, jeg forestiller mig, at hvis man formindsker afstanden mellem mørke og lys, så formindskes også livsoplevelsen og dermed hele ens sansehorisont, og da bliver livet jo betydeligt mindre nuanceret, det bliver en gråzone. Men ikke bare det, mørket kommer også nærmere! Og hvis udviklingen som følge deraf gik tilbage, så ville det vel ende i planteriget, hvor livet jo blot opleves som dunkle anelser. Men det er vel snarere tværtimod – vi kommer vel fra planteriget og er på vej bort derfra!

Så hvis du bærer dit kors med sindsro og tænker på, at din lidelse er den virkelige læreanstalt for humanismen, så vil du opdage, at flere og flere spørgsmål falder på plads. Giv ikke op og resigner ikke, men kæmp heller ikke. Forsøg i stedet at mobilisere hele din intellektuelle styrke for at forstå lidelsens virkelige mission og forsøg at bevæge dig ind på naturens egen orden. Vi er her på planeten, for at vi skal være her, og både natur og kultur er summen af altings udvikling indtil nu og er dermed også det yderste bevis for, at der råder en hårfin logik i hver eneste detalje ("ja, endog jeres hovedhår er talte…"). Så hvis du undersøger livets og tilværelsens egen logik nærmere, så finder du kausalitetens "Højsang", og at livet selv er noget, som er, og som altså ikke kan forsvinde (noget, som er, kan ikke forsvinde, ligesom noget, som er, ikke kan blive til intet). Jeg tror, at du med din intellektuelle smidighed kan dæmpe smerten og omdirigere din følsomhed til at forstå, hvorfor alt er, som det er. "Via Dolorosa" er ingen let fremkommelig motorvej, men snoet, ujævn og hård uden andre hjælpestationer end smertestillende medicin, tåbelige "tage sig sammen" forsøg eller lignende for at lindre symptomerne. Hvorfor har ingen vovet at nævne, at lidelsen faktisk har en mission, undtagen en stakkels fyr engang i TV, som turde og blev grundigt udskældt for det! Gud "kæmper" mod lidelsen, synes man at tro, og dermed begriber man ikke en disse af, hvad den skal gøre godt for.

Det ville være temmelig mærkeligt, hvis Gud, som ved og kan alt, og som desuden er almægtig, ville være mislykkedes. Der må findes en anden forklaring på elendigheden i verden, og det er vel netop den forklaring, vi skal forsøge at finde gennem dette, at vi "tvinges" ud i situationer, vi er nødt til at løse. Det er jo f.eks. således med varme og skønne klimaer, at der ikke findes anledning til opfindelse af hverken hus eller anden bekvemmelighed, hvis alt fandtes fra begyndelsen. Så vi må nok gå ud fra virkeligheden og forsøge at forstå, at vi ikke er færdigudviklede endnu, og at vi derfor må igennem vort Golgatha, inden vi kan nå den bebudede "forening" med helheden eller med Gud. Da vi mødtes sidst, fortalte jeg, at jeg havde truffet mennesker, som var meget kærlige, men stadig havde svære problemer. Og det må betyde, at den moralske side hos os mennesker har lidt tilbage, før vi har nået vort delmål. Jeg kender en dansk forfatter, som hedder Per Bruus-Jensen, der sammenlignede vor kærlighedsevne med hastigheden hos en skildpadde i forhold til en flyvemaskine. Følelsen var skildpadden, og intelligensen var flyvemaskinen. Så stærkt har intelligensen altså udviklet sig i forhold til følelse og medfølelse, og jeg synes, man kan se, at det er sådan. Og hvis ikke intelligensen og følelsen er i balance, så er vi heller ikke mennesker i absolut forstand, i hvert fald er vi det ikke endnu. Derfor kan man heller ikke forestille sig, at Jesus f.eks. tog straffen på sig for menneskenes ufuldkommenhed, men i stedet for var han et forbillede for os andre. Og i øvrigt – hvad skulle være pointen i en stedfortrædende lidelse? Ikke engang inden for vort verdslige retssystem lader vi nogen anden end den "skyldige" høste det, han har sået, og hvorfor skulle Gud være mindre fuldkommen?

Jeg ved, at "gamle tanter" kan synes, at det er forfærdeligt at bespotte og hellere ser den dømmende og hvidskæggede dommedagsgud sidde og buldre på skyen. Men er det andet end religiøs analfabetisme? Vi har rødder i den gamle hævnmoral og er ikke kommet særligt langt i forståelsen af den "virkelige" virkelighed. At overskride en naturtilstand eller at transcendere begynder man at forstå inden for fysikken. Der mener man jo, at varmedøden er slutresultatet af udviklingen (dvs. inden for den materialistiske naturvidenskab). Men kan man virkelig tro, at det gælder det levende væsen? Er det ikke i stedet for sådan, at overalt hvor der findes levende væsener (og esoterikerne mener, at ALT er levende), der går det i modsat retning, og at dette medfører noget helt andet? Inden for termodynamikken f.eks. udtrykkes sætningen, at to legemer i berøring med hinanden antager samme temperatur, og hvis de skulle have forskellig temperatur, så overgår der varmeenergi fra det varmere til det koldere legeme. Her kan man vel sige, at det levende væsen tilfører udviklingen noget andet end død mekanik.

Mennesket er noget andet og mere end summen af sine bestanddele, og man kan jo fundere over, hvad der adskiller mennesket fra den øvrige materie? Jeg synes det er tydeligt, at alle menneskets sjæls- og forstandsevner viser, at vi udvikles i modsat retning, og at dette indebærer en sublimering af materien. Hvad heraf følger, kan man jo filosofere over, men alligevel er det, når det kommer til stykket, således at vi mennesker vil have det godt og bekvemt, og det får vi ikke gennem repressalie-, "hovsafilosofi" (Gunnar Carlssons ord) eller hævnmoral, som jo blot skaber yderligere elendighed. Jeg tror, vi må indse enkeltheden i det, mennesket længes efter og forstå, at det er så enkle ting som at leve i harmoni med sig selv og tilværelsen, vi stræber efter. Det er velbefindende, kunst og kultur, der hæver os over materien, og hvis vi forstår forvandlingen fra "død" materie til kærlighedsvæsen, så tror jeg, vi er på rette vej. Og her får lidelsen pludselig en rolle for netop at udvikle næstekærlighed eller evne til at skabe behag for andre og dermed os selv og / eller Gud.

Du har selv vist, at du allerede ved alt dette, og ved f.eks. at læse om "alternative" veje til sundhed har du også vist og indset, at skolemedicinen har sin begrænsning som symptombehandler. Hver sygdom eller ildebefindende er vel kun resultatet af, at vi har navigeret forkert, og at det, når alt kommer til stykket, er en fejl i livsførelsen. Og skal man på langt sigt gøre noget ved sin ubalance, så må man på en eller anden måde forsøge at forstå virkeligheden og ikke have en masse "kvasireligiøse" forestillinger om, at nogen anden har påtaget sig lidelsen for vor skyld. Vi har jo en læremester i naturen, som altid følger en årsags/virknings-lov. Man har ganske vist inden for kvantefysikken bildt sig ind, at tilfældigheden styrer en del processer, men det beror nok på, at det endnu ikke er lykkedes os at begribe den bagvedliggende årsagsverden. Men hvis vi tankemæssigt ændrer hver molekyle og "partikel" i mikrokosmos og forestiller os disse som levende væsener, så viser deres "tilfældige adfærd", at de, præcis som vi, også udvikles og dermed ændrer "retning" gennem deres erfaringer. Det er også således, at alle vise mænd (og kvinder) har beskrevet virkeligheden – alt er liv inden i liv, eller for at være endnu tydeligere – levende væsener i levende væsener! Og her ligger løsningen – livet er i gang og ALT er levende!

Og hvis nu livet "er i gang" og alt er levende, så kan vi jo se på, hvad livets vilkår er af både mørke og lys, af lidelse og velbefindende. Vi finder, at alt eksisterer, og dermed har virkeligheden vist, at de også behøves. Det er denne hverdagsrealitet, som fortæller os om det som er, og ikke nødvendigvis hvad vi ville ønske, det var. Det er jo naturligt at ønske sig bort fra lidelsen, og det kan man jo gøre. Men det er en stor forskel at vide, hvorfor den findes, eftersom en større og større del af vor livsoplevelse efterhånden overtages af tanken. Vi er ikke mere instinktvæsener som i planteriget, vi er begyndt at bevæge os bort fra dette rige og må dermed også klare nye og nogle gange veldefinerede følelser af både behag og ubehag, hvilket er udviklingens forudsætning og vilkår. En mælkebøtte har intet større udbytte af hverken Beethoven eller Rembrandt og har heller ingen glæde af at læse Strindberg eller Fernando Pessoa. Nælderne er ligeglade med Goethe og forstår ikke, hvorfor vi mennesker foretrækker smukke sange i stedet for god kalkjord at bevæge sig rundt i. Så hold ud NN, du er på vej mod noget, som er bedre end blot at døse i anelsesriget. Udviklingen har en pris, der veksler mellem behag og ubehag, og ubehaget har jo det gode ved sig, at det kaster håndklædet i ringen, når det har opfyldt sit formål.

Hvor ville jeg ønske, at jeg havde et universalmiddel mod smerte at give dig. Men for min egen del har det hjulpet mig at kunne forstå, hvorfor den findes. Den er ikke til for sin egen skyld, men for at udvikle EN AF DE TO vigtigste grundlag for netop udviklingen – følelsen. Den anden er intelligensen, men den får sit, ved at vi tvinges til at løse problemet med, hvorfor lidelsen i det hele taget findes.

Vi mennesker behøver hinanden, og vi er også nødt til at turde blotte vore intime og inderste tanker for bl.a. at vise, at det ikke er farligt. Hvis vi ikke vover at være dem, vi er, og hele tiden tror, at vi skal holde en maske for ikke at risikere at blive afklædt offentligt, så er livet jo blot en forsvarsposition.

Ring, når du har lyst og lev vel, vi snakkes ved – Jan

 

Oversættelse: EG