Kosmos 2007/3 side 82
Gamle grækere og unge kloder – og en og anden dværg…
af Olav Johansson
"Sædekorn gennemsyrer universet og får liv til at spire, hvor det er muligt. Det troede den græske filosof Anaxagoras, som levede for 2500 år siden. Hans ide blev kaldt panspermi-hypotesen. Panspermi betyder frø overalt." (Illustreret Videnskab nr. 11 – 2006)
Gamle græske filosoffer og guder og gudinder er pludselig blevet højaktuelt stof inden for den moderne astronomi. Noget, som for længe siden var gået mere eller mindre i glemmebogen eller helt forkastet, oplever nu en genopstandelse blandt moderne astronomer. Det fremgår af en artikel med overskriften "Livets rumrejser" i Illustreret Videnskab nr. 11 – 2006 (mere om dette nedenfor). Og det illustreres ikke bare af Anaxagoras' panspermi-hypotese, men også af navnene Eris og Dysmonia. Eris var i den græske mytologi gudinde for kaos og stridigheder. Da Achilles' forældre, Peleus og Thetis, skulle knytte ægteskabets bånd, indbød de alle guderne bort set fra Eris. Hendes hævn blev, iflg. samme mytologi, den berømte "trojanske krig", som udløstes af den splid og de stridigheder mellem guderne, som det lykkedes Eris at lægge kimen til. Den mytologiske Eris havde også en ligeledes mytologisk datter ved navn Dysmonia, hvilket betyder lovløshed.
Eris – årsagen til den "plutoanske krig"
Hvad har nu dette med den moderne astronomi at gøre? Jo, inden for den internationale astronomi-union (IAU) kommer navnene Eris og Dysmonia fra og med vor tid også til at stå som symboler på den splittelse og strid, som nu har ført til, at familien af planeter i vort solsystem i dag består af bare 8 i stedet for som tidligere 9 medlemmer. Når en familie eller slægt reduceres eller mindskes i antal, så beror det jo normalt på, at nogle af dens medlemmer falder fra eller går bort. Således dog ikke i dette tilfælde. Her reduceres familien, fordi antallet af medlemmer ellers risikerer at blive alt for stort! Og denne risiko blev akut for nogle år siden, da det himmellegeme, som først fik det noget prosaiske eller teknisk-bureaukratiske navn 2003 UB313, blev opdaget. Et himmellegeme, som både lå et godt stykke længere borte i vort solsystems periferi end dets tidligere mest perifere familiemedlem, og som desuden viste sig at være større end denne niende og sidste udpost i solsystemet. Det var altså opdagelsen af 2003 UB313, som blev den udløsende årsag til, at nr. 9 i den gamle planetfamilie – bedre kendt under navnet Pluto – blev udstødt af familien. Det skete i august 2006 på IAUs konference i Prag. Og samme IAU har nu omdøbt 2003 UB313 til Eris og dens måne til Dysmonia.1 En hændelse, som unægtelig ligner en tanke…
Som det fremgår af IAUs resolution, så har Pluto altså nu i demokratiets navn (skønt nogle af IAUs medlemmer kalder det et "kup") fået sin tidligere status som planet devalueret til "småplanet" eller "dvægplanet". Der er således skelnet mellem "planeter" og "dvægplaneter" – ligesom også mellem "mennesker" og "dværgmennesker", fristes man til at sige iflg. den mål- og vægtlogik, som her vinder indpas. Den svenske avis Dagens Nyheter beskriver baggrunden for IAUs historiske beslutning på følgende måde:
"Den definition, som tidligere har været brugt, og som ville have øget antallet af planeter til tolv, kunne på længere sigt give vældig mange planeter. Det beror på, at et stor antal objekter i Kuiperbæltet potentielt kan opfylde kriterierne i definitionen: at være tung nok til at få en rund form på grund af sin egen gravitation, og at kredse rundt om en stjerne uden selv at være en."2
Dette kan jo ligne en pseudo-diskussion, eftersom ingen himmellegemer lærer at høre efter eller rette sig efter de betegnelser, vi giver dem. Og det mest interessante i den forbindelse er vel egentlig, at diskussionen på en usædvanlig tydelig måde demonstrerer den forvirring, som en logik og videnskab – alene baseret på mål- og vægtfacitter – til sidst havner i.
Her er det altså objekternes (kosmisk set: livsenhedernes) størrelse og antal (risikoen for, at der pludselig bliver for mange "planeter" at holde rede på), som afgør, at vi fremover bare kan have 8 planeter i vort solsystem…
Det stiller i et lynglimt den materialistiske mål- og vægtlogiks begrænsninger og logiske inkonsekvens i et grelt lys og viser behovet for et nyt grundlag eller udgangspunkt for den videnskabelige forskning og dens bestemmelse af begreberne. Bag alle størrelser og antal handler jo alt, kosmisk set, om forskellige former for "livsytringer" eller "manifestationsbegær". Også når det gælder de makrokosmiske livsenheder, vi iflg. IAUs påbud skal opdele i "planeter" og "dværgplaneter". At disse makrokosmiske livsenheder, når det kommer til stykket, er langt flere end både 8 og 9, kan jo for en "livsforsker" ikke forvirre eller true analysen eller forståelsen af den livsenhed, vi kalder "solsystemet". Tværtimod vil det bare være en yderligere bekræftelse og kilde til glæde over livet og dets fantastiske muligheder og rigdom på variation.
Makrokosmisk "sæd"
Men på samme tid, som forvirringen og uenigheden i det internationale astronomiske samfund kulminerer omkring fremtidens definition af begrebet "planet", så sker der også andre ting, som formodentlig på lidt længere sigt vil få meget større betydning for astronomiens og den naturvidenskabelige kosmologis videre udvikling. Og det er netop disse andre ting, som på ny har gjort Anaxagoras og hans panspermi-hypotese aktuel.
Inden vi kommer ind på disse ting, kan det dog først være interessant at notere sig, at Anaxagoras' tanke eller forestilling om makrokosmiske "sædekorn" får støtte hos Martinus! I Livets Bog, bind 2, stk. 419 skriver han nemlig, at det, vi kalder "stjernetåger", i virkeligheden er udløst "makrokosmisk sæd". En "sæd", ud af hvilken solsystemer dannes eller skabes.
Hvad er det da, som giver Anaxagoras' tanker en renæssance blandt nogle af vore dages astronomer og forskere af himmelhvælvet? I den ovennævnte artikel i Illustreret Videnskab kan man bl.a. læse:
"Da NASAs Cassini-rumsonde tidligere på året sendte billeder tilbage til jorden fra Saturns måne Enceladus, trådte enorme gejsere af ispartikler og vanddamp frem fra månens sydpol. Da man samtidig har fundet spor efter organiske molekyler som propan og acetylen, er det en vigtig indikator på, at liv kan være opstået her.
Enceladus – en levende måne, hvis sydpol fremviser solsystemets største og mest intensive gejserfænomen, som kan ses på dette billede i relief mod solens lys.
Sidst, en lignende opdagelse blev gjort, var år 2000, da sonden Galileo viste en ukendt side af Jupiters måne Europa. Det ser ud til, at Jupiters magnetfelt inducerer en elektrisk strøm i et 8-60 kilometer dybt ocean på sin måne. Eftersom en tør planet ikke kan lede elektrisk strøm, tyder alt på, at Europa under sin iskappe er rig på flydende saltvand, hvilket er en vigtig forudsætning for liv."3
Og i Illustreret Videnskab nr. 4 – 2006 kunne man i en anden artikel om den aktuelle udforskning af Saturn og dens måner via forsknings-sonderne Cassini og Huygens (den sonde, som landede på Saturns største måne Titan i januar 2005) læse om Titan:
"Vandet på Titan vil kunne opløse tholinet, så der dannes aminosyrer – livets byggesten. Tidligere har man fundet ca. 100 eksempler på organiske molekyler i rummet – de fleste i kometer. Dette er dog første gang, man har set et fænomen, der lugter af biokemi (på Titan altså. Min anm.). Da Huygens også registrerede is og organisk materiale i en blanding, vi ikke kender til på jorden, er muligheden for en primitiv form for liv uden for jorden faktisk til stede."4
Levende måner eller "biplaneter"
Om vor egen måne skriver Martinus:
"Månen er således et klodelig. Den har engang for milliarder af år siden været en levende klode, har været organisme eller bolig for et klodejeg. Den har været et makrokosmos for mikroliv, en verden for levende væsener af højere eller lavere art, som altså ved måneklodens død, eller dens jegs frigørelse fra sin fysiske organisme, langsomt uddøde. Dette "klodelig" kom ud af sin bane i rummet og blev til sidst indfanget af vort solsystem og knyttet til jordkloden, endnu før der var højere udviklet animalsk liv på denne."5
Og i Livets Bog, bind 2, stk. 420 kan man læse, at "Det, vi kalder "måner", udgøres som regel af sådanne "klodelig"" (min fremhævning). Den formulering antyder jo, at der findes undtagelser fra reglen.
Det ser altså ud til, at ikke alle måner er "klodelig". Blandt Jupiters og Saturns mange drabanter findes, som det bl.a. fremgår af citatet fra Illustreret Videnskab ovenfor, nogle interessante eksempler på måner, som nok snarere kan betegnes som det, Martinus kalder "biplaneter".6 For eksempel regner man med, at Jupiters måne Europa, skønt den ikke er større end vor egen måne, rummer lige så meget vand som jorden. Som nævnt viser flere forskningsresultater nemlig, at det globale ocean under dens permanente isdække varierer mellem dybder på 8-60 km (de største havdybder på jorden er ikke mere end 10 km). Og så meget vand er det svært at forestille sig, at et klodelig, dvs. et legeme på vej mod udtørring eller mineralisering, skulle kunne rumme. I den forbindelse er det også interessant at lægge mærke til, at Martinus i bogen Bisættelse skriver:
"Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse. Så længe der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider…"7 (Min fremhævelse).
Det er netop klodelegemer, Martinus skriver om i denne forbindelse (skønt princippet uden tvivl også gælder legemer som vore). "Fugtigheden" eller den flydende materieform er således, kosmisk set, forbindelsesledet mellem den stråleformige (åndelige) og den faste, fysiske materie, eftersom vand og en del andre væsker har evnen til at lede elektricitet. Og bevidstheden og livskraften er jo, som Martinus påviser, af elektrisk natur. I et fysisk legeme, som er helt udtørret eller mineraliseret, findes derfor ikke længere noget medium, der kan lede eller forplante bevidstheden og livskraften til den fysiske materie.
Enceladus – et levende varme- og vandkraftværk
Saturn-månen Enceladus' sydpol (!) har som nævnt vist sig at være solsystemets største og mægtigste vandfontæne, hvilket på sin side beror på en for planetforskerne mystisk omstændighed, der kan være vanskelig at forklare: den gennemsnitlige varmeproduktion pr. kvadratmeter i dette område er nemlig større, end den er på jorden!8
Dette er sensationelt, ikke mindst fordi man tidligere troede, at netop Enceladus var solsystemets måske koldeste himmellegeme. Af to årsager: dels naturligvis den store afstand til solen, dels overfladens ekstreme hvidhed (hvidt reflekterer jo sollyset). Næsten 100 procent af det sollys, som rammer dens overflade, sendes tilbage.
Hvor kommer så den varme fra, som man nu har opdaget ved specielt Enceladus' sydpol? Hvordan kan et så lille himmellegeme (Enceladus er betydelig mindre end fx vor egen måne) på en så stor afstand fra solen og med en så reflekterende, hvid overflade frembringe en sådan varme? Det er dette, som ikke kan forklares ved nogle ydre kræfters indvirkning (heller ikke Saturns trækkræfter på den lille måne). Det må altså handle om indre "varmekilder". Men kraften bag disse "indre varmekilder" er endnu mystik for planetforskerne. Det er dette, der gør denne opdagelse så spændende – ikke bare for dem, men også for os, der opfatter kraft og varme som "livsytringer"… Her kan vi begynde at ane, at de gåder eller mysterier, som opdagelser af denne art stiller forskerne over for, kræver en noget anden forklaring, end at forskellige kloder simpelthen bare er i rummet svævende "kugler" af sten, is eller gas.
Det er altså ikke bare den "ydre" solenergi, men også den "indre", dvs. klodens egenvarme (se stk. 423 i Livets Bog, bind 2), der åbenbart spiller en stor rolle for de mere eller mindre tempererede forhold på forskellige kloder – og dermed også for deres eventuelle betingelser for, om der kan være organisk liv eller ikke.
Nu tror NASA altså til og med, at Enceladus, pga. den konstaterede kombination af vand, organisk materiale og varme, stiger frem som en af de absolut "hedeste" kandidater i vort solsystem til forekomsten af liv uden for jorden (iflg. naturvidenskabens definition på "liv", naturligvis).
Men der findes yderligere en af Saturns måner eller, hvis vi nu skal kalde det "biplaneter", som tildrager sig planetforskernes store interesse og nysgerrighed. Nemlig den, som det fremgår af navnet, største af dem alle: Titan (større end planeten Merkur og næsten lige så stor som planeten Mars og Jupiter-månen Ganymedes – solsystemets største måne).
En jordlignende verden
På NASAs egen hjemmeside om Cassini-projektet kan man om Titan læse:
"Hvis Titan var en planet, ville den sandsynligvis fremstå som den for mennesket vigtigste planet i solsystemet at udforske. Titan, med en størrelse som en jordlignende planet, har en tæt atmosfære af kvælstof og metan og en overflade dækket med organisk materiale. Det er Titan, som beviselig er jordens søsterverden ...
Data fra Huygens-sonden, som landede på Titans overflade i januar 2005, og Cassini-sonden har vist, at mange af de processer, som forekommer på jorden, åbenbart også finder sted på Titan – vind, regn, vulkanisme, geologisk aktivitet såvel som flodkanaler og dræningsmønstre synes alle at medvirke til udformningen af Titans overflade… Kun et fåtal af nedslagskratere er opdaget. Det tyder på, at Titans overflade bestandig genskabes af en flydende blanding af vand og muligvis ammoniak, som man regner med, stammer fra vulkaner og varme kilder."9
De billeder, som Huygens sendte tilbage til jorden fra sin landingsplads i nærheden af Titans ækvator, viste, at den var landet på en tørlagt flodbred eller strandlinie, der formodentlig var ramt af ebbe (tidevandskræfterne på Titan er pga. naboskabet til Saturn ca. 400 gange stærkere end de tidevandskræfter, månen forårsager her på jorden!). Underlaget på landingspladsen var åbenbart også blødt og virkede som "vådt sand" eller noget i den stil, idet Huygens sank ca. 15 cm ned. Det kan unægtelig forekomme lidt mærkeligt på baggrund af den lave temperatur på Titan, som man jo synes burde gøre jorden eller sandet mildest talt stivfrossent. To mulige forklaringer på fænomenet kan tænkes. Enten var jorden på landingspladsen vædet med metan eller ætan, som selv ved meget lave temperaturer kan eksistere i flydende form (de søer og floder på Titan, som blev fotograferet af Cassini-sonden, menes også at bestå af metan eller ætan i flydende form). Eller også var jorden påvirket af "vandvulkanisme" (se NASA-citatet ovenfor). For selv om temperaturen i Titans atmosfære er meget lav, så kan dens indre jo – netop som det var tilfældet med Enceladus – være et levende "varme- og vandkraftværk".
Jordlignende sølandskab på Titan. 
Store søer og floder på Titan.
NASA beskriver også miljøet på Huygens' landingsplads på følgende måde:
"Overfladen er mørkere end forventet og består af en blanding af vand og kulsyre-is. Der findes også beviser for erosion ved basis af disse objekter, som indikerer muligheden for flydende aktivitet."10
Titan er den eneste måne i solsystemet, som har en egen, tæt atmosfære (til og med tættere end jordens!); en atmosfære, NASA desuden beskriver som en "organisk fabrik af kulsyreforbindelser".11 Det er også derfor, at hele Titan permanent er indsvøbt i en så tæt "organisk tåge", at dens overflade ikke kan ses eller kortlægges på anden måde end ved hjælp af fotografering med radar. Det er en atmosfære, der iflg. planetforskerne ligner jordens, som den så ud for 3-4 milliarder år siden, da det første organiske liv opstod her. Også Martinus bekræfter, at jorden på et tidligere udviklingsstadium havde en tættere atmosfære, end den har i dag. I bogen Logik skriver han om dette:
"Et uigennemtrængeligt skylag dækkede permanent den ganske horisont. Intet øje havde endnu skuet en blå himmel eller direkte set solens hvide lys. Dertil var atmosfæren alt for tyk. Et evigt tusmørke rugede overalt."12
De komplekse, organiske forbindelser og stoffer, som Cassini har fundet på Titan – selv helt op i de øverste lag af atmosfæren, højt over dens overflade – har også været en overraskelse for forskerne. Det tvinger dem til at spørge, hvad det "organiske" – også her på jorden – i det hele taget er for noget, og hvordan det er opstået. Hvor går grænsen mellem det, man kalder "organiske forbindelser", og det, man kalder "liv"? Eller med andre ord mellem "organisk kemi" og "biologi"? Denne grænse er åbenbart ikke helt soleklar…
Dér, hvor Huygens-sonden landede, registrerede den organisk materiale (altså kulsyreforbindelser) i blandinger, vi ikke kender til her på jorden. Og så forstår man jo, at det for jordiske, materialistiske forskere ikke er helt let at tolke, hvad det er, man her er stillet over for… Men det vækker om ikke andet mange nye spørgsmål, som vi nu kan se. Og spørgsmål er jo den "sæd", der går forud for den "høst", vi kalder svar. Eller som det hedder i Bibelen – "den, der søger, skal finde"!
"Titan har vist sig at være som et musikalsk crescendo – hver ny passage er mere spændende end den forrige," skriver NASA i en pressemeddelelse i anledning af de nylig – med radarbilleder – opdagede, omfattende og talrige systemer af søer på Titans nordlige breddegrader.13
Spørgsmål, som kræver nye svar
Alle disse nye – og "nygamle" – spørgsmål, som bl.a. dagens udforskning af Titan og andre himmellegemer i vort solsystem rejser, peger frem mod behovet for et nyt verdensbillede, et nyt grundlag for en forklaring, der giver forskerne mulighed for at forstå, hvad det egentlig er, de studerer eller undersøger. I bogen Den Intellektualiserede Kristendom giver Martinus planetforskerne en hjælpende hånd eller et fundament for en sådan grundlæggende forklaring, når han skriver:
"Naturligvis står ikke alle kloder på samme udviklingstrin. Der er kloder, der er gamle og ved at være ubeboelige for liv, ligesom der er unge kloder, hvor livet vokser fremad mod fuldkommenheden, og der er kloder, der er helt døde som lig, og der er kloder, der står i fuld blomstring som boliger for færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse."14
Det, Martinus her skriver, begynder den moderne planetforskning altså nu lidt efter lidt at kunne verificere eller bekræfte. Efter alt at dømme har vi i vort kosmiske "naboskab" i vort eget solsystem eksempler på alle de varianter af kloder, som beskrives i citatet ovenfor. Dog måske med undtagelse af "kloder, der står i fuld blomstring som boliger for færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse" (men det kommer jo på den anden side vor egen klode til at være et eksempel på allerede inden for nogle få årtusinder, om vi skal tro Martinus). Den klode, som NASAs forskere i et af citaterne ovenfor kalder "jordens søsterverden", kunne være et eksempel på en parallel til vor egen klode på et yngre eller tidligere udviklingsstadium. Og vor allernærmeste kosmiske "nabo", dvs. vor egen måne, tilhører jo den kategori af kloder, "der er helt døde som lig", som Martinus skriver i citatet ovenfor. Findes der også eksempler på "kloder, der er gamle og ved at være ubeboelige for liv" i vort "naboskab"? Ja, meget tyder på, at vor "røde" nabo, dvs. Mars, er et eksempel på netop det.
Mærkeligt og komplekst Mars-landskab fotograferet af NASAs "Mars Global Surveyor"-sonde.
Forskerne regner i dag med at have sikre beviser for, at der på Mars for årmillioner eller årmilliarder siden fandtes store have og floder og helt andre klima- og atmosfæreforhold end i dag. Meget tyder på, at næsten hele den nordlige halvkugle – som rummer mere lavland end den sydlige – en gang udgjorde et stort hav. For nylig har både NASA-sonden Mars Odyssey og ESA-sonden Mars Express ved hjælp af deres følsomme måleinstrumenter kunnet lokalisere store underjordiske reservoirer af vand på "den røde planet". Instrumenterne ombord på Mars Express har også registreret forekomsten af metan i Mars-atmosfæren, og det anser man for at være den hidtil vigtigste indikator på, at der finder en eller anden form for biologisk aktivitet sted – formodentlig under jorden.15 Metan kan nemlig i princippet kun have to mulige kilder eller ophav: vulkanisme eller metabolisme (stofskifte hos biologiske organismer). Og eftersom man ikke på Mars i dag har kunnet finde spor af nogen form for aktiv vulkanisme (uddøde vulkaner finder man derimod en hel del af), så står metabolisme – fx i forbindelse med underjordiske mikroorganismer – tilbage som den mest sandsynlige forklaring på, at der er metan i Mars-atmosfæren.
Meget taler således for, at Mars engang har været en betydelig mere jordlignede verden, end den er i dag. Derfor er det også nærliggende at tro, at den – for at citere Martinus ovenfor – tilhører kategorien "kloder, der er gamle og ved at være ubeboelige for liv" (men hvor altså sparsomme rester af liv endnu kan findes). Hvad kan da årsagen være til, at livet eller biosfæren på Mars begyndte at afvikles længe før, det samme sker her på jorden? Som den tidligere nævnte artikel, "Livets rumrejse" i Illustreret Videnskab nr. 11 – 2006, er inde på, så kunne årsagen være, at livet eller "biosfæren" blev udviklet langt tidligere på Mars end her på vor egen klode. Hvorfor? Fordi Mars, der kun er omkring halvt så stor som jorden, hurtigere blev afkølet end vor egen planet efter solsystemets dannelse. Og det er dette varmetab eller denne "afkøling", som er betingelsen for dannelsen af en "biosfære", hvilket Martinus også nævner.16
NASAs "Mars Odyssey"-sonde tog i 2006 dette mærkelige billede, som ligner et gigantfossil på Mars' nordlige breddegrader.
Den dag, det endegyldigt lykkes planetforskerne at finde beviser for, at der findes eller engang fandtes en levende biokemi på en eller flere andre kloder i vort solsystem – og som det forhåbentlig er fremgået af denne artikel, så virker det nu, som om man så småt er godt på vej til det – så kommer det til at medføre store forandringer i naturvidenskabens syn på det, man kalder "livets opståen". Livet her på jorden kan da ikke længere betragtes som et lykketræf eller et tilfældighedernes unikum.
Livet ser altså ud til at rykke sine positioner frem – også her på jorden. For nylig har man i den vestlige del af Australien fundet 3,43 milliarder år gamle fossiler af bakteriesamfund på flade strækninger af gammel havbund, hvor man regner med, at tidevandet kom og gik (til sammenligning kan nævnes, at jorden er 4,6 milliarder år gammel). Det anses af mange forskere for at være et bevis på, at livet på jorden er ældre, end man tidligere troede.
En interessant kommentar angående disse nye forskningsresultater og deres dateringer finder man i et interview i Dagens Nyheter med Stefan Bengtson fra Naturhistoriska riksmuseet i Stockholm. Han anses for at være en af verdens førende eksperter, hvad angår de tidligste former for liv. Hans ord kommer til at stå som afslutning på denne artikel:
"Det ser ud, som om livet etableredes på jorden, så snart det blev fysisk muligt at overleve. Det er et centralt og vigtigt aspekt, for det øger sandsynligheden for, at livet på en eller anden måde er indbygget i universets struktur, snarere end at det indtræffer en enkelt gang på én eneste planet."17
Noter:
- Dagens Nyheter, d. 17. september 2006.
- Dagens Nyheter, d. 25. august 2006. Det såkaldte Kuiperbælte er et i 1990'erne opdaget bælte eller område af småkloder i vort solsystems periferi udenfor Pluto (hvoraf i det mindste en af disse kloder – den, som nu har fået navnet Eris – altså har vist sig at være større end Pluto, og desuden moderplanet for en måne). Se evt. også min artikel "Solsystemets børneværelse – og andre gåder" i Kosmos nr. 7 – 2002.
- Illustreret Videnskab nr. 11-2006.
- Illustreret Videnskab nr. 4-2006. Tholin er en organisk, såkaldt polymer (en polymer er opbygget af store organiske molekyler, som også kaldes makromolekyler), der dannes, når kvælstof i Titans atmosfære udsættes for ultraviolet lys og bestråling med elektroner fra Saturns magnetfelt.
- "Rumrejser og det fysiske jordmenneske". Kosmos nr. 2 – 1997.
- Livets Bog, bind 2, stk. 419.
- Bisættelse, kap. 93.
- Se NASAs Cassini-hjemmeside link: http://saturn.jpl.nasa.gov/multimedia/images/image-details.cfm?imageID=1631
- Citat fra NASAs Cassini-hjemmeside link: http://saturn.jpl.nasa.gov/multimedia/products/pdfs/20060907_titan_mission_description.pdf
- Citat fra NASAs Cassini-hjemmeside link: http://saturn.jpl.nasa.gov/multimedia/images/image-details.cfm?imageID=1310
- Se NASAs Cassini-hjemmeside link: http://saturn.jpl.nasa.gov/news/press-release-details.cfm?newsID=561
- Logik, kap. 17.
- Se http://saturn.jpl.nasa.gov/multimedia/images/image-details.cfm?imageID=2214
- Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 87.
- Dagens Nyheter, d. 20. september 2004: http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=597&a=322379&previousRenderType=2
- Livets Bog, bind 2, stk. 420.
- Dagens Nyheter, d. 11. juni 2006: http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?a=551327
Oversættelse: sh
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige