Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Tag en dyb indånding og forestil dig, at du højt og bredt forkynder for alverden, at enhver er sig selv nærmest. Mon du bliver populær på det? Næppe, men hvorfor ikke? Hvordan kan det rent historisk være gået til, at et flertal i vore dage går ind for næstekærlighed, for hjælp til syge og fattige, sunde boligforhold, offentlige sygehuse og meget mere? For det begynder vel ikke med, at en person som for eksempel Jesus opløfter sin røst? Må der ikke forud ligge nogle fælles erfaringer, som han vinder tilslutning for i det øjeblik, han formulerer budet om næstekærlighed?

Hvad kan det være for fælles erfaringer?

Går vi tilbage i tiden, finder vi historier om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tager hensyn til sin næste. Vi har for eksempel fablen om ræven, der inviterer storken på middag og serverer maden på en flad tallerken, som storken naturligvis ikke kan spise af. Næste dag er det storken, der inviterer på middag, og nu serveres maden i en høj krukke, og så er det ræven, der må gå sulten hjem.

Men er den slags eksempler nok til at overbevise os om, at det bedst betaler sig at være næstekærlig? Det kan du få svar på i dette nummer af Kosmos, og jeg skal intet andet røbe, end at det hverken har med moralprædikener eller intelligens at gøre. Vi skal blot lytte, lytte til vore egne respektive hjerter og med Martinus som guide finde svaret dér.

Lad os forudskikke endnu et trin i denne opklaringsproces. Som vi skal se, lønner det sig at undersøge, hvordan udviklingen har bragt os frem til dette med næstekærligheden som noget alment accepteret. Hvordan kan vi nu med fordel følge sagen op? Det handler resten af bladet om, og her vil det være oplagt at pege på Benjamin Franklin, der helt systematisk journaliserede denne proces for sit eget vedkommende. Men også Greta Bylunds beretning om matematikeren Grigorij Perelman tjener formålet. Månedens spørgerubrik om klodens klima – hvem bestemmer det? – modsiger ikke de anbefalinger, man internationalt er blevet enige om med hensyn til udledning af drivhusgasser (Kyotoaftalen), men viser en helt anden og overraskende side af dette problem, mens John Klemens Nielsen bidrager med et overblik, der rækker ud i både evigheden og uendeligheden. En sund tankeøvelse, må man sige, og det gælder også Jan Seilitz' refleksion over den forunderlige sammenhæng mellem stort og småt i universet.

Kort sagt, et varieret nummer denne gang, men med et tema og en pointe af dramatiske dimensioner. Lad mig i den forbindelse minde om filosoffen Ludwig Wittgensteins ord: "Hvis nogen var i stand til at skrive en bog om etik, som virkelig var en bog om etik, så ville denne bog med et brag tilintetgøre samtlige andre bøger i verden."

Så slemt håber jeg nu ikke, det går, men her har du altså et nummer af Kosmos, kære læser, og det handler om etik, – virkelig om etik!

Forsidebillede: Jordkloden – hvem bestemmer klimaet? Se artiklen inde i bladet!