Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg var en efterårsdag ude på hundeluftetur med "Loppan", en herlig blanding af alt muligt. Vi spadserede gennem en park, da Loppan pludselig holdt op med at trække i snoren, stoppede op og stillede sig ved min side. Hun gik derefter fuldstændig eksakt med ca. 20 cm's afstand. Siden skete noget, som jeg endnu ikke har forstået fuldt ud, nemlig at alt omkring mig faldt ind i en slags selvindlysende orden. Hvert eneste lille sandkorn, efterårsblad og græsstrå blev pludselig så selvfølgelige og syntes at ligge på det helt rigtige sted og se ud, som de måtte gøre. Jeg oplevede i løbet af nogle sekunder, hvordan hvert nu var adskilt fra næste nu og afløste hinanden i en regelbundethed, som lignede en åbenbarelse. Hvilken fantastisk verden, vi lever i, tænkte jeg, hvor alt har sin givne plads, udseende, funktion og specielle opgave. Jeg følte ingen forskel mellem vort makro-, mellem- eller mikrokosmos, – alt var ét. Jeg følte, hvordan de gigantiske fjerne galakser fandtes i hvert lille sandkorn, og hvert lille efterårsrødt blad var et menneske, blot i en anden skikkelse. Alt levede, og jeg syntes, at alting smilede et sådant smil, som jeg forestiller mig Buddha, eller for den sags skyld Martinus smilede, når de så Gud i alting. Min indre stemme gentog nogle enkle ord: "perfekt, perfekt, perfekt, alt er perfekt", og en gammel dårlig vits dukkede op med sin halvgode syntese: "bananen er stor, men dens skræl er større". Jeg syntes, at universet lignede en gigantisk og alkærlig ligning, i hvilken alting rummedes og blev båret af en ufattelig kærlighed, den som bl.a. holder stjernerne på plads.