Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et menneske, som helt systematisk arbejdede på at befri sig for sine dårlige vaner, var bogtrykkeren og opfinderen Benjamin Franklin. I sin selvbiografi fra 1735, som vi bringer et uddrag af nedenfor, fortæller han, hvordan han gik til værks.

 

"På et tidspunkt fik jeg den dristige og vanskeligt gennemførlige plan at nå til moralsk fuldkommenhed. Jeg ønskede at leve uden nogensinde at begå fejl, og jeg ville sejre over enhver fristelse, som kunne have sin årsag i medfødt tilbøjelighed, vane eller omgivelser. Da jeg vidste eller mente at vide, hvad der var ret, og hvad der var uret, kunne jeg ikke indse, hvorfor jeg ikke altid kunne gøre det ene og undlade at gøre det andet. Men jeg indså snart, at opgaven var vanskeligere, end jeg havde forestillet mig. Mens min opmærksomhed var rettet mod én fejl, og jeg af al magt søgte at undgå den, blev jeg ofte overrumplet af en anden. Var jeg ikke på min post, benyttede vanen sig deraf, den naturlige tilbøjelighed var undertiden stærkere end fornuften. Jeg indså omsider, at den rent spekulative overbevisning, at det er i vor egen interesse altid at gøre det gode, ikke er nok til at forhindre fejltrin, og at de dårlige vaner må nedbrydes og gode vaner tilegnes og fæstnes, før vi kan have nogen sikkerhed for en fast, ensartet retskaffen handlemåde.

Til at begynde med indeholdt min liste kun 12 dyder; men en af mine venner, en kvæker, var så venlig at lade mig vide, at folk i almindelighed betragtede mig for at være stolt, og at min stolthed ofte gav sig til kende i samtale, idet jeg ikke var tilfreds med at have ret, når en sag drøftedes, men var anmassende og noget uforskammet i min tale. Jeg besluttede at søge at komme af med denne last tillige med de andre, jeg havde; derfor føjede jeg ydmyghed til på listen og gav ordet en vid betydning.

Jeg kan ikke prale af at have opnået virkelig ydmyghed, men jeg nåede et godt stykke vej med hensyn til at tilegne mig denne dyd. Jeg gjorde mig det til en regel at afholde mig fra enhver direkte modsigelse af andres meninger og enhver hårdnakket hævden af mine egne. Jeg bandlyste også ethvert ord eller udtryk, som indeholdt en urokkelig mening som f.eks. sikkert, utvivlsomt osv., og i stedet plejede jeg at sige: jeg tænker mig, jeg formoder eller jeg tror, at det er sådan og sådan, eller således forekommer det mig i øjeblikket. Når nogen kom med en mening, som jeg syntes var forkert, nægtede jeg mig selv den fornøjelse brat at modsige ham og straks at påvise det urimelige i hans udtalelser. Og i mit svar bemærkede jeg, at i visse tilfælde og under visse omstændigheder ville hans mening være rigtig, men her forekom det mig at være anderledes. Jeg opdagede snart fordelen ved denne forandring i fremgangsmåde. Samtalerne blev mere behagelige. Den måde, jeg fremsatte mine meninger på, sikrede en mere velvillig modtagelse og mindre modsigelse. …

I begyndelsen måtte jeg øve vold på mine naturlige tilbøjeligheder, men efterhånden blev denne metode lettere for mig, og til sidst blev det en sådan vane for mig, at næppe nogen i de sidste 50 år har hørt et selvsikkert ord slippe over mine læber. At man lyttede til mig, og at jeg fik stor indflydelse i statssager skyldes – næst efter mit ry for hæderlighed – vistnok mest denne vane, for jeg var kun en dårlig taler, aldrig veltalende, meget usikker i ordvalg, næppe korrekt hvad sproget angår, og alligevel nåede jeg som regel mit mål.

I virkeligheden er der måske ingen af vore naturlige tilbøjeligheder, der er vanskeligere at betvinge end stolthed. Maskér den, kæmp med den, kvæl den, plag den så meget, du lyster, den er stadig lige levende og vil hvert øjeblik stikke hovedet frem. Måske vil du ofte se den i denne skildring; thi selv om jeg kunne få den tanke, at jeg fuldstændig havde overvundet den, så ville jeg sandsynligvis være stolt af min ydmyghed."

Oplæg og idé: Birthe Thau